Livsglæde
Den usandsynlige kombination af en velhavende, aristokratisk invalid og hans eks-kriminelle plejer er forudsætningen for denne overraskende opløftende film, der fik mig både til at grine og knibe en tåre.
Nakache og Toledanos vidunderlige manuskript, der er baseret på en sand historie, tager et lidt klichéfyldt koncept og lader det strække sine vinger til et punkt, hvor det seriøse drama kolliderer med komedien, men altid omhyggeligt bevarer troværdigheden.
Philippe (Cluzet) er den perfekte aristokrat med sine luksuriøse omgivelser, kunstsamling, privatfly og fuldtidsansatte medarbejdere. Han kan lide Vivaldi, Chopin og Berlioz og dikterer intellektuelle, poetiske breve til en kvindelig brevven, han aldrig har set. Som resultat af en paraglider-ulykke er han lam i det meste af kroppen, og kræver derfor konstant pleje. Men det er ikke hans invaliditet, der er hans største sorg. Han er en tilskuer til livet, ser det passere forbi, men tør ikke selv deltage af frygt for at blive afvist. Ind på scenen træder Driss (Omar Sy), en street-smart, hash-rygende småkriminel mand, der tager hvad han vil have, har et lidt for godt øje til kvinder og hverken forstår etikette eller klasse, og hvis kaotiske liv har fået ham på kant med både loven og andre mennesker.
Det tager ikke lang tid for os at opdage det, Driss kan tilbyde Philippe; det unikke, Philippe ønsker mere end noget andet: respekt som menneske. Driss lader sig ikke kue af Philippes overdådige omgivelser, men bringer sin begejstring for livet til den før så stille og elegante husholdning. Skøre stunts erstatter de kedelige, dagligdags begivenheder, og pludselig er Philippes liv ikke længere tomt og indholdsløst, men fyldt med latter og mod, og Driss selv får lov til at se, at han har dybde, at han er mere end blot en sjover. De urørliges morale er en optimistisk en af slagsen: Giv en mand ansvar, og han vil handle ansvarligt – hvis man altså ser bort fra en fartbøde i ny og næ. Dette er ikke en film, der vil ændre verden, men den er så propfyldt med livsbegejstring, at man ikke kan andet end at blive charmeret af den.
De urørlige 112 min
Premiere: 22. november