Obama angriber Netanyahu – måske som hævnakt – før knessetvalget
Nu har præsident Barack Obama taget fløjlshandskerne af over for Israel, idet han har lækket en udtalelse om, at han er misfornøjet med statsminister Binyamin Netanyahus ledelse, der “fører nedad til ødelæggelse”.
Obama ventede med at udtale sig, til efter at han havde opnået en ny embedsperoiode som USA’s præsident og var stærkere og friere til at sige sin mening.
Obamas tidspunkt var velvalgt – en uge inden knessetvalget i Israel, hvor titusinder af israelere endnu idag ikke har bestemt sig for, hvem de vil stemme på. Obama håber, at han vil kunne influere på dette ved at udtale sig om Netanyahus politik.
Obama brugte en kendt teknik. Han lækkede sin mening til en journalist, og den kom hurtigt ud i verden.
I kredsen omkring Netanyahu siges det, at dette var en hævnakt fra Obamas side på grund af Netanyuhus indblanding i det amerikanske præsidentvalg, da Netanyahu gik ind for den republikanske præsidentkandidat, Mitt Romney, i håb om, at denne blev valgt .Men han satsede på den forkerte hest.
“Indblanding i vores valg”, hed det i demokratiske kredse.
Nu har Netanyahus gruppe i Likud-partiet beskyldt Obama for hævngerrighed og en “voldsom indblanding” i det israelske valg.
Obama lækkede sit syn på Netanyahu i et interview med den amerikanske klummekriver, Jeffrey Goldberg, fra “Bloomberg News Agency”.
– Israel ved ikke, hvad der er i dets bedste interesse, sagde Obama til journalisten. Netanyahu bevæger sit land ned ad en vej, der fører til total isolation.
Obama sigter nok hermed til Netanyahus beslutning om at fremme bosættelsesbyggeri med at opføre 3000 boliger i den kontroversielle “E-1” zone mellem bosætterbyen Ma’aleh Adumim og Jerusalem, hvilket har pådraget Israel alverdens vrede.
En israelsk politisk kommentator siger, at Obama ikke tror på et ord, der kommer ud af Netanyahus mund, at han ikke er blevet en fjende af Netanyahu, men at han havde lært at afvente den slags opførsel fra Netanyahu. Obama vil fra nu af være ligeglad med Netanyahu. Obama har forlængst sagt, at uden en to-stats løsning vll Israel ikke kunne bevare dets jødiske flertal. Nu kalder Obama den skyldige ved navn: Netanyahu.
Ifølge kommenatoren ringer Obama med “klokkerne, inden det er for sent”. Netanyahu har ingen forventning af Obama og af europæiske ledere. Netanyahu kan lide at blive opfattet, som en person der kæmper mod hele verden.
Kommentatoren siger, at Netanyahu mener, at nogle europæiske ledere er naive og resten hypokondre – mens Obama siger, at Netanyahu har en selvødelæggende politik, og at denne mand, leder af regeringen og af Likud-partiet, fordømmer Israel til seriøs international isolation
En anden israelsk kommentator siger, at Netanyahu talte “republikansk” i stedet for “amerikansk”, og at Netanyahu gjorde en stor fejl ved ikke at have en komunikationslinje med Det hvide Hus.
– Obamas kommentarer er bekymrende, siger kommentatoren. Fra nu af vil Israel blive konfronteret med ligegyldighed fra USA’s side. Obamas kommentarer er bekymrende. Netanyahu har opnået dette ved sin opførsel. Det internationale samfund vil opfatte Israel som en pariah- og en apartheid-stat. Obama ringer med klokkerne, før det er for sent.
Det er ikke første gang, en international leder har rettet stærke beskyldninger mod Netanyahu.
Det skete også, da Frankrigs tidligere præsident. Nicolas Sarkozy i en privat samtale med Obama havde karakteriseret Netanyahu som “løgner”, en udtalelse der ikke var ment for offentligheden, men nåede frem til internationale medier.
Uanset hvad Obama mener om Netanyahu, står skriften stadig klart på væggen:
Netanyahu vinder valget og fortsætter som statsminister, men med en lavere tilslutning.