300 konfirmander fylder kirke med poesi

Der var både plads til kunst og poesi og eftertænksomhed, da konfirmander udsmykkede kirken. Kun 45 minutter efter at jeg havde instrueret konfirmanderne inde i kirkerummet og sendt dem ud i deres workshops, vendte de tilbage med store bannere af afdækningsplastik og gennemsigtigt, farvet silkepapir.Andre kom ind og stillede store lerfigurer, tilsat levende lys og bladguld, på borde ved alteret. Vi voksne var imponerede – især da konfirmanderne fortalte om de tanker, de havde gjort sig under den skabende proces.
Arrangementet begyndte tidligere på dagen bl.a. med, at konfirmanderne arbejdede med nogle lignelser. Temaet var: ”Guds kærlighed er anderledes, end du tror”. Men Kærlighed er sådan et stort ord – og nu havde kunstneren inde i kirken sagt, at de skulle vise, hvordan Guds kærlighed ser ud! Hvad farve er den? (Ikke bare rød og lyserød, vel!) Og hvordan kan man vise den med kroppe – med lerfigurer? Hvordan ser Guds kærlighed ud henne i skolegården? Skal figurerne bare dele søde smil og knus ud? Er det også kærlighed at stoppe mobning..?

Snart var alle kommet ind i kirkerummet igen. Loftlyset slukkedes, og konfirmandernes gudstjeneste begyndte. Bannerne var nu hængt op på vindues-væggen bag alteret. Lyskanoner oplyste dem udefra og forvandlede dem til et kæmpemæssigt glasmaleri.
Bladguldet på lerfigurerne glødede af genskin fra stearinlysene. De orgel-drevne salmer fik selskab af konfirmandernes ny-indøvede talekor og velspillede Coldplay numre leveret af den lokale musikskole: ”Fix you” og ”Paradise”.
Prædikenen bestod af konfirmandernes egne ”værker” – og det, de forklarede om dem.
En pige viste sin ler-figur, der strakte sig frem og gav en stor klump guld til en anden. ”Kærlighed er at give…” sagde hun bare.
Der var flere Barmhjertige Samaritanere med lys og guld på hjertet. ”Han hjælper en anden mand, der bløder”, forklarede ophavsmanden til en nutidig udgave af historien, hvor æslet var udskiftet med en cykel.

Konfirmanderne fik tid til at tænke over det gode og det onde.

Konfirmanderne arbejdede parvis sammen om ”ruderne” på bannerne. Mange af dem var tydeligt optaget af deres egen splittede natur i forhold til budskabet om Gud ubetingede kærlighed:
To piger viste en englelignende skikkelse: ”Det er ikke en engel. Det er bare et menneske. Der er to forskellige slags vinger; den blå vinge er det gode, den røde er det onde… Vi har både gode og onde sider… Men vi får lov at være Guds børn…”
To andre piger havde lavet en mere abstrakt version: Deres rude var delt skarpt over i en sort og en hvid halvdel. Men midt imellem felterne havde de anbragt en mangefarvet lysende stjerne: ”Det er lige meget, om vi er gode eller onde, så er Gud der for os.” forklarede de.
En blå figur løftede armene som en præst: ”Gud tilgiver alle. Han har altid armene ude. Lige meget hvordan vi er!”
For nogle af konfirmanderne var det svært at tale til så mange, men Odenses ungdomspræst Susanne Haastrup Holst stod som en interviewer på sidelinjen og hjalp med stor følsomhed konfirmanderne til at få meningen frem: To drenge havde overdænget deres stykke af banneret med silkepapir i alle farver, men i lyskanonens skær blev det en af de skønneste ruder: ”Gud er alt.” sagde den ene af dem lavmælt i mikrofonen. ”…derfor valgte vi alle farverne”.
Og netop her kunne præsten improvisere en oldkirkelig trosbekendelse, hvor drengenes udsagn passede ind.

De sidste par år har jeg fået lov til at lave konfirmand-kunstprojekter i mange forskellige formater. I mødet med konfirmanderne, men også med præster og kunstnere som har lang erfaring med kunstneriske udtryksformer i konfirmandarbejdet, har jeg set og hørt, hvordan det fremkalder dyb refleksion og teologi, som man slet ikke skulle forvente ville komme ud af munden på 14-årige.
Det handler ikke kun om ”værkerne” eller deres underholdningsværdi, men om det, som konfirmanderne får ud af at lave dem:
– Det er sjovt, at vi kan få lov at være kreative og ikke bare skal høre om Gud, sagde en pige ved evalueringen af et kunstprojekt.
Hun ramte lige ned i det væsentlige: At vi heldigvis lever i en tid, hvor undervisere og præster begynder at forstå, at man ikke lærer noget af at sluge andres færdige sandhed.
Vi skal have lov til selv at forme den – og helt bogstaveligt have den i hænderne for at forstå den og gøre den til vores egen. Det er her, kunsten kan noget helt specielt!
– Kunsten kan få konfirmanderne til at se og mærke kristendommen på en ny måde, sagde Fritze Steiner-Johnsen, som er præst og religionspædagogisk rådgiver i Fyns Stift
– Det har bestemt også givet dem et sprog for troen, for gennem arbejdet med deres kunstudtryk kom der nogle ord og overvejelser, som de slet ikke havde før. Der er ingen tvivl om, at det er noget, de husker, når de har haft kristendommen i hænderne.

– At sidde der i ”min egen” kirke, som dog er så velkendt, og pludselig opleve kirken på ny – det var meget betagende, udtaler sognepræst Jeanne Vedø Søegaard fra Dyrup, som havde stillet sin kirke til rådighed for arrangementet. Hun lod bannerne blive hængende i kirkens vinduer i en hel uge efter arrangementet. Da jeg kom for at tage dem ned, viste hun mig flere af sine egne konfirmanders lerfigurer, som hun havde lånt til højmessen den følgende søndag. En af lerfigurerne stod med armene strakt ud til begge sider:
– Gud giver os lyset og holder det onde væk fra os, fortalte konfirmanden, der havde anbragt fyrfadslys og bladguld i den ene arm, mens en slange rullede sig rundt om Guds bortvendte arm.
Da præsten viste mig figuren, tænkte jeg: ”Gad vist, om Vorherre nogensinde før i kirkekunstens lange historie er blevet portrætteret på netop denne dybsindige måde?” og spurgte mig selv, om det mest er de unge billedmagere, der har brug for kirken – eller omvendt?
Af Karsten Auerbach