Aktionen under oliekrisen for 40 år siden: ’Vi fryser, men vi elsker Israel’

I det dramatiske år 1973, for 40 år siden, demonstrerede unge kristne bl.a. ved EU-mødet i Bella Centret.Danmark blev medlem af EU (dengang EF) 1. januar 1973. Kort efter var Danmark vært for sit første store europæiske topmøde, hvor alle medlemslandene havde deres statsministre og udenrigsministre repræsenteret.
Af Jørgen Vium Olesen
Forlagsdirektør

Det var det største internationale presseopbrud til dato, i Danmarks historie.
Det var midt i oliekrisen. Israel havde igen slået de angribende arabiske lande på flugt og vundet en knusende sejr. Cairo og Damaskus kunne nemt være blevet indtaget af den Israelske hær, hvis ikke Rusland og USA havde lagt et kolossalt pres på Israel om at stoppe fremrykningen.
De olieproducerende lande havde skruet ned for leverancerne til Europa og det meste af verden i forbitrelse over endnu et nederlag. Søndagen blev en bilfri dag, der skulle spares på olien.

Verdenspressen fulgte topmødet. De arabiske lande forsøgte at lægge press på EF. Den egyptiske hær var igen blevet omringet på Sinaj-halvøen, hvor deres militære udstyr faldt i israelernes hænder. En større del af Golan-højderne blev ligeledes indtaget af Israel.
Araberne kunne blot lade være med at angribe Israel, så havde skammen bagefter ikke været så stor. Nu ville de have storebror, det internationale samfund, til at fordømme Israel.

Hvad kunne vi som unge kristne gøre i en sådan situation? Der var spænding i luften før dette topmøde.
Der var en hel del forskellige ideer på bordet, nogle mere dristige end andre, da vi mødtes i Unge Kristnes Komite før topmødet. Noget måtte der gøres ved sådan en ”gylden” lejlighed.
Til slut blev vi enige om at lave nogle store bannere på dansk, tysk, fransk og engelsk, hvorpå der stod: ”Vi fryser, men vi elsker jøderne.” Dette skulle vi så stå med ved det gamle Bella Centret ved Bellahøj, hvor EFs møder blev holdt dengang.
Vi var under 20 personer, tror jeg, men der kom også en lille gruppe fra den jødiske menighed i København..
Men denne lille demonstration, blev vi siden fortalt, blev vist af mange af de europæiske og internationale tv-stationer. TV-avisen havde et længere indlæg fra vores lille demonstration end fra en demonstration, der blev holdt den samme dag, hvor ca. 60.000 demonstrerede imod EF foran Christiansborg.

I 70’ere var det almindeligt at demonstrere sine holdninger.

Da alle de delegerede stats- og udenrigsministre var ankommet til Bella Centret, og vores demonstration var slut her, pakkede vi sammen og stillede os op foran Hotel d’Angleterre på Kongens Nytorv.
Grunden var, at de arabiske nationer – uden at været inviteret – havde sendt to ministre, en Sheik Yamani (olieminister i Saudi Arabien) og én anden minister, for at lægge pres på EF.
Vi havde fået trykt en lille løbeseddel på engelsk, hvorpå der stod som overskrift: ”Ingen Olie for Jødisk blod” til disse ubudne gæster. Da de to ministre steg ud af taxien, kunne jeg give dem én hver. På det modsatte fortov over for d’Angleterre stod vi også med vores bannere på 4 forskellige sprog: Vi fryser, men vi elsker jøderne!

En af betjentene kom hen til mig og bad mig om at være lidt forsigtig. Godt nok kom de uofficielt, men vi skulle nok holde os lidt mere tilbage, hvad vi så derefter gjorde.
Mon ikke gassen var gået lidt af ballonen, da de to kom op på deres værelse og læste vores lille skrivelse. Hvis de så samtidigt så vores lille demonstration på tv, så var de måske klar til at tage hjem igen. Mig bekendt fik de to ikke adgang til at tale med nogen betydningsfulde personer fra EF topmødet dengang.

Omkring 30 år efter denne begivenhed havde jeg lejlighed til at fortælle om den i Jerusalem for ca. 4-500 mennesker, ved en ICCC konference. Lige efter mit korte indlæg skulle en kendt rabbiner fra New York tale. Han nævnte beretningen i sin tale som noget meget usædvanlig for jøder. Igennem historien har jøder altid levet i et trauma med stadig frygt for forfølgelse og progromer, altid jaget og forfulgt. Det samme gælder i dag. Der er få, der udtrykker deres kærlighed til jøderne og til Israel.

Vi elsker stadig jøderne. Vi glæder os over, at de nu har fået deres land tilbage, at Jerusalem igen er blevet Israels hovedstad.
Som Ben Gurion proklamerede efter sejren i 6-Dages-Krigen i 1967: ”Jerusalem vil til evig tid være Israels hovedstad.”
Jeg håber, at Israel aldrig vil opgive Øst-Jerusalem.
Hvad så med palæstinenserne og araberne? Dem elsker vi også, og vi håber og be’r om, at de vil anerkende Israels ret til at eksistere og leve i fred. At de vil stoppe de vanvittige selvmordsbomber og stoppe med at skyde raketter, som kan dræbe uskyldige mennesker, ind over beboede områder i Israel.

Israel er nu blevet angrebet af de omkringliggende nationer, Egypten, Syrien, Jordan m.fl. mindst fire gange, siden Israel erklærede sig som en selvstændig nation i 1948. Tusindvis af israelere og hundredtusinder af arabere er blevet dræbt i disse krige. Familier har mistet en far eller mor, forældre har mistet en søn eller datter, på grund af disse angreb. Alle disse mennesker kræver retfærdighed over for de skyldige angribende nationer.
Kan man blot angribe en anden nation, uden at dette får nogen som helst konsekvens? Ville det være retfærdigt? Kunne man forestille sig en afslutning på anden verdenskrig uden et opgør med de skyldige nationer, uden straf for de millioner af menneskeliv, som gik tabt? Uden en Nürnberg-proces, uden at disse nationer, som startede 2. verdenskrig, kom under administration? Blev ydmyget? Og sagde undskyld?
Nej det ville være utænkeligt. Mødrene og fædrene til de pårørende ville råbe til himmelen for retfærdighed, for straf over dem, der startede dette vanvid.
Det skal retfærdigvis have konsekvenser for disse stater, når de angriber en anden nation. Hvis ikke, kan historien blot gentage sig. Angrebene kan forsætte uden straf eller konsekvenser for dem, der angriber. Verdenssamfundet kan blot se til. Dette er aldrig sket før i historien.
Tyskland og Japan måtte afgive landområder og blev sat under administration, da de tabte 2. verdenskrig,
Det er kun over for Israel, at verdens opinion nu mener, at Israel skal give alt tilbage, som de har vundet i de fire krige, som Israels nabostater har påtvunget Israel. Det er urimeligt og uretfærdigt.

Samtidigt er det en stor misforståelse at tro, at afgivelse af land vil skabe fred i Mellemøsten. Sådan som mange vestlige politikere syntes at mene. Israel trak sig tilbage fra Libanon uden betingelser. Resultatet blev, at Hizbollah, en islamistisk terrororganisation, rykkede ind og bombarderede Israel med hundredvis af raketter. Israel måtte igen rykke ind i Libanon.
Det samme skete i Gaza. Alle jødiske bosættere blev tvunget ud af Gaza – en etnisk udrensning! Muslimerne med Hamas i spidsen ville ikke acceptere jøder inden for deres grænser. Disse bosættelser var en hindring for fred, hævder man.
Men fred kom der ikke. Få år efter begyndte det at regne med raketter ind over Israel. Dette førte til, at Israel var nødt til at gå ind i Gaza og fjerne de store våbenlagere, som var opbygget i beboelsesområder i Gaza.
Afgivelse af land skaber ikke fred. Fred kan kun ske, hvis palæstinenserne og de omliggende muslimske lande vil acceptere Israels ret til at eksistere som en stat og lade Israel leve i fred. Så ville der være fred i Mellemøsten fra i dag. Men det er her, det virkelige problem ligger for at få fred.

Desværre opstår der stadigt nye rabiate islamistiske bevægelser. Den seneste trussel kommer fra Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad, der har svoret at udslette jøderne og fjerne Israel fra landkortet, som en kræftsvulst fra Mellemøsten. Forhåbentligt falder han selv i den grav, han har tiltænkt for andre.
Dette er en åben krigserklæring imod Israel. Krigen er allerede begyndt fra Irans side, med levering af raketter til Hamas og Hizbollah i Libanon.
Samtidigt udvikler Iran atombomber og har sandsynligvis allerede kemiske våben, som Iran og Irans allierede vil bruge, hvis de får mulighed for det.
Det er en svær tid for Israel i dag og for jøderne ud over verden, hvor de ofte bliver hånet og forfulgt. Lad der ikke være nogen tvivl om, at vi som danskere støtter Israel, som er det eneste demokrati i Mellemøsten, og at vi støtter jøderne som et folk, Gud har lagt sin hånd på.