Skriv til Suh
Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk
Kære Suh
Jeg fatter ikke mine reaktionsmønstre! Jeg vil ikke ligne min mor!
Hvorfor er det så, at jeg af og til gør det og reagerer på samme håbløse måde som hende? Hvordan kan jeg bryde handlemønstre, der er nedarvet gennem generationer?
Fx at vi sjældent siger nej til noget som helst. Jeg vil gerne kunne passe på mig selv. Og min datter skal absolut ikke arve det efter mig. Hun skulle gerne lære at sætte grænser.
NN.
Kære NN.
Måske du har hørt om debatten om arv og miljø? Arv refererer her til det, vi rent genetisk arver, altså den biologiske del, mens miljø refererer til det, vi tillærer os på grund af det miljø, vi vokser op i. Nogle gange kan det være vældig vanskeligt at skille disse to ting ad.
Der er dog ingen tvivl om, at de omsorgspersoner, som tager sig af os i vores opvækst spiller en stor hovedrolle i forhold til den, vi ender med at blive. Mens det lille barn nemlig vokser op, spejler det sig i sine forældre/nærmeste omsorgspersoner, og disse bliver rollemodeller for, hvordan man agerer som kvinde/mand.
Er man en lille pige, vil man typisk efterligne sin mor, måske klæde sig ud i hendes tøj, sige de samme sætninger, stå med hænderne i siden på den samme måde, lege med de ting, som hun er interesseret i. Man ser det alle steder i børns lege: at pigerne typisk efterligner de voksne kvinder og det de laver, ofte med mini-udgaver af de voksne kvinders udstyr.
Noget af det foregår helt bevidst, mens andet foregår ubevidst, ligesom når man kommer til at tillægge sig en egns-accent efter en uges ferie det pågældende sted, uden selv at bemærke det. Det er ikke noget, man har tænkt over, man er bare blevet smittet med accenten, fordi man har hørt den hele tiden.
På samme måde med den voksnes handlen og væremåde: hvis det lille barn vokser op i et miljø, hvor de samme normer eller handlemåder altid gør sig gældende, ja, så vil det være disse ting, som barnet tager til sig og selv udlever som voksen man er blevet præget.
Nogle gange, som du nævner, kan man være vældig irriteret over at videreføre visse ting, men hvis man af samme grund aldrig er blevet præsenteret for alternative måder at handle på, så er det vældig svært at bryde mønsteret, for det, ikke at vide hvad man skal stille op (magtesløshed), er vældig frustrerende og stressende, og så er det som regel alligevel mere trygt at handle som man plejer, omend det er mindre hensigtsmæssigt.
Skal man bryde et sådant nedarvet mønster, handler det altså først og fremmest om at blive bevidst om, hvad det præcis er, man er træt af (fx aldrig sige nej) og så lægge en gennemtænkt plan for, hvordan man kan gøre noget andet. Beslutningen at begynde at sige ja, ligger lige for, men man er nødt til også at gennemtænke, hvilke besværligheder dette ja medfører, og hvordan man så tackler dette! Her kan det være en god idé at få hjælp af en udenforstående, som sammen med en selv lægger en helt konkret strategi.
Når du går i gang med dette, er du allerede i fuld gang med at bryde det gamle mønster, og samtidig er du i gang med at bryde mønsteret også for din datter! For når du begynder at ændre adfærd, vil hun modsat dig selv opleve, at der findes andre måder at håndtere tingene på, end hendes mormor gør det. Det hun ser dig gøre og formentlig også hører dig italesætte det vil hun ubevidst efterligne fremover.
Og således grundlægges nye handlemønstre i den nye generation.
Hilsen Suh
Kære Suh
Elsk din far og mor, står der i det fjerde bud.
Hvad betyder det egentligt? At jeg skal sige ja og amen til alt det, de byder mig? At jeg skal rette mig efter dem også som voksen? At deres måde at gribe livet an på er den rigtige?
NN
Kære NN
For en egentlig udlægning af det fjerde bud synes jeg, du skal henvende dig til en teolog.
For at forstå enkelte vers/de enkelte bud i Bibelen er det vigtigt at kende dem i den rette kontekst. Så vidt jeg ved, bruger man fx ordet ære ær din far og din mor i den danske oversættelse. Er der mon en forskel på vores danske forståelse af ordet ære og på forståelsen af det ord, man bruger i original-teksterne?
Set fra en psykologisk synsvinkel synes jeg dog, det giver mening at forstå begrebet ære synonymt med respektere eller elske, som du selv bruger.
Respekt og kærlighed handler dybest set om at anerkende, værdsætte og imødekomme den, man respekterer/elsker. Det handler om, at man ønsker den anden det godt – at den andens følelser og velbefindende ligger en på sinde.
Man behøver ikke nødvendigvis at være enig med den anden for at kunne respektere/elske vedkommende, for er der respekt/kærlighed mellem to mennesker, føler man sig ikke truet af den andens forskellighed. Kærlighed/respekt bygger nemlig ikke på ens-hed, men på fællesskab, hvilket er noget andet.
I den ideelle verden ville forældre have visdom og rummelighed til udelukkende at forvente/opfordre til ting, som er gavnlige og konstruktive for barnet (sådan er det da heldigvis også oftest), men da vi lever i en brudt verden under syndefaldet, er det ikke altid sådan.
En mor eller en far kan på trods af sine gode intentioner komme til at kræve eller forvente forkerte/urimelige ting af sit barn, på grund af hans/hendes egen gamle bagage og sårethed. Og hvis et krav, netop fordi det udspringer af en sårethed, er egoistisk og destruktivt hvordan kan det så være rigtigt, endsige velsignet at efterleve det?
Er man i en relation, hvor den ene part befaler, og den anden blot skal adlyde, altså hvor den ene parts ønsker/følelser ikke bliver regnet for noget så er der ikke længere tale om et forhold præget af respekt eller kærlighed, men om en ulige relation, præget af hhv. dominans og underkastelse. Noget sådan synes jeg ikke umiddelbart det fjerde bud lægger op til, jeg er nemlig overbevist om, at formålet med Guds bud og retningslinjer udelukkende er at vejlede os til en levevis til velsignelse for både os selv og andre.
Dominans/underkastelses-relationen er ikke til velsignelse for hverken den ene eller den anden. Ergo, kan det ikke være Guds ønske.
I disse situationer er jeg overbevist om, at Gud ikke nødvendigvis kræver af os, at vi blindt adlyder! Men! vi kan måske alligevel honorere det fjerde bud ved nøje at overveje, hvordan vi markerer den uenighed: vi kan enten vælge at gøre det på en provokerende, vred og sårende måde – eller på en ikke-provokerende måde og med enten direkte eller indirekte anerkendelse af vores forældres anderledes syn på sagen. Dette sidste tror jeg vil behage Gud, hvis vi kan efterleve det.
Hilsen Suh
Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til
Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109, 4030 Tune, e-mail : Suh@Udfordringen.dk
