– Farvel til præstepension og sikkerhed
Længsel efter Helligåndens liv fik Ulrik Flinta til at skifte
præstekjolen ud med fælleskabet i nystartet frikirke i Nørresundby.
Ulrik Flinta har droppet pension, fastansættelse og forudsigelighed. Efter tre års bøn er Solsidekirken blevet til virkelighed.
En tydelig glad Ulrik Flinta fortæller, at Solsidekirken får lokaler i Urbandepotet, som er et nyt kristent mødested i Nørresundby:
– Det hele startede med bedemøde hver uge gennem tre år. De fleste kendte hinanden fra en valgmenighed. Ofte var vi bare stille sammen, og stilheden var fuld af Guds nærvær. Når man er kristen, bor Helligånden i én. Vi ønsker at leve tættere på Gud, mærke Gud hele erfaringsdelen. Vi havde erfaring med bøn ud over den rituelle bøn i Folkekirken. Vi har fundet ud af at søge Gud i stilhed, men selvfølgelig også at komme med vores ønsker.
Menighedsfællesskabet er født ud af bedemøder med stilhed:
– I en periode var det sådan, at vi kom ind til bedemøde, og så blev der ikke sagt noget, før vi gik hjem en time efter. Når vi ikke gør noget for at hindre Helligånden i at komme til orde, så gør han det. Han vil gerne kommunikere med os. Stilheden er faktisk fuld af Guds nærvær.
– Vi tror mange gange, vi skal forløse Guds nærvær, men det behøver vi faktisk ikke.
– Selvom prædiken og nadver forløser Guds nærvær, så gør stilheden det også. Mennesker har brug for at erfare Guds nærvær. Det blev tydeligt for mig. Han er virkelig og ikke bare en, vi taler om, siger Ulrik Flinta.
Hvordan erfarer man det ved jeres gudstjenester?
– Vi får en frihed til at følge de tilskyndelser, vi får. Hvis vi trænger til undervisning, vælger vi det. Vil vi bare synge og prise Gud, gør vi det. Kan lyde ustruktureret, men det giver en glæde, for vi skal ikke noget bestemt.
– Vi ser menigheden som en familie. Vil gerne være noget for hinanden også i hverdagen.
Var det nødvendigt at lave jeres eget for at få det, I ønsker?
– Vil man lave noget, der er anderledes, må man være enige om det, for ikke at ødelægge det, der er i forvejen. Eller også skal man være meget dygtig til at lede folk ind i forandring. Det er vanskeligt at lave om på gudstjenester i folkekirken, uden at nogen føler sig skuffede.
– Jeg har været præst i folkekirken i 13 år, heraf fem i en valgmenighed. Min erfaring er, at folk har meget faste forventninger til, hvad en gudstjeneste i folkekirken er.
– Jeg er selv meget glad for gudstjenesten i folkekirken, som har sin værdi. Men her har vi nogle drømme, vi ønsker at leve ud. Det ville være svært i folkekirken.
–
Vi er optaget af nådegaverne, det profetiske, som kommer til udtryk i vores lytte-bøn. Bøn for syge. Det er ikke umuligt i folkekirken, men det skaber ofte ballade. Vi vil egentlig bare gerne have lov til at gøre det her. Dem, der vil være med, er velkomne. Vi forlanger ikke, at folk er medlemmer.
Du beder for folk på gaden?
-Typisk handler jeg bare på det ord om, at kristne skal lægge hænder på de syge. Så håber jeg på, Gud kan komme igennem min tilstedeværelse og tage over.
Smerterner forsvinder
Ulrik cyklede en dag ved fjorden og mødte en løber, der så forpint ud. Han vendte cyklen og bad for løberen, der havde en voldsom migræne. Løberen ville gerne have forbøn, hvis ikke det vakte for meget opsigt!
– Jeg var hos tandlægen med min søn og mødte en kvinde, der havde et brud på armen. Hende bad jeg for, og hun fortalte, hvordan smerterne forsvandt. Hos min frisør kom der en dame ind med ondt i ryggen. Jeg bad for hende, og da forsvandt smerterne. Så er der alle de gange, hvor man ikke hører noget, fortæller Ulrik, og tilføjer:
– Gud vil gerne helbrede. Begrænsningerne ligger hos os.
Ulriks ser sin rolle som underviser og forkynder. Men menigheden har noget at byde ind med:
– Jeg tror, Helligånden er i hver enkelt kristen. Hele Guds herlighed og rigdom er til stede i os. Det handler bare om, at det skal komme frem.
– Vi tror på, at legemet er det, der skaber menigheden, og ikke kun præsten.
– Vi går ikke efter en model, vi er ikke smarte. Vi bliver det, som Herren lader os blive.
Har du en kristen baggrund?
– Som barn blev jeg passet af en kristen familie, der boede ved siden af os på Bornholm. Som seksårig sagde jeg til far og mor: Det er Jesus, der har skaffet alt.
– Far og mor var ikke kristne. Jeg var ikke døbt. Far og mor var ligesom mange danskere i 70erne. De grinede lidt af kristne, husker Ulrik.
Ulrik kan huske, hvordan han kaldte på Gud, da han var sejlet ud i en jolle, og det blæste op.
I gymnasieårene og før Ulrik blev kristen havde han en oplevelse af meningsløshed.
– Hvad var meningen med livet? Der var en stor tomhed i min sjæl. Jeg læste Søren Kierkegaard og valgte teologistudiet. Ville lære noget om, hvad andre havde sagt om livet, fortæller Ulrik.
På teologistudiet blev Ulrik ven med en kristen medstuderende. Denne tog ham med til KFS-møder, og de begyndte at læse Bibelen sammen.
– Han kommunikerede en kærlighed til mig som menneske, jeg bare ikke havde mødt før. Jeg gik til dåbsforberedelse. I løbet at det første halvår på studiet blev jeg døbt.
Oplevede du omvendelse?
– Jeg havde et møde med Guds kærlighed. Følte mig elsket af Gud i mit inderste.
– Jeg fik Biblen grundfæstet på mit studie og gennem 8 år i DBI, hvor jeg var meget aktiv, og hvor vi havde andagter hver dag.
Hvad siger din kone til frikirken?
– Min kone bakker mig meget op. Vi følger vores hjerte, fortæller Ulrik.
Ulriks kone, Susanne, har sin baggrund i Luthersk Mission. De har sammen været ude med UMO. Hun arbejder som skolesundhedsplejerske. Sammen har de tre sønner på knap 18, 16 og 13 år.
Ulrik har i efteråret arbejdet som handicaphjælper og søger nu et arbejde, som han kan passe ved siden af engagementet i menigheden.
– Jeg siger til mig selv: Gud er god. Gud er altid god, slutter Ulrik.
