Hannas bog om en svær barndom

Hanna Lassen har skrevet en bog om en tid, hvor livet var hårdt for voksne og børn. Selv blev hun mobbet og led af mindreværd på grund af forældrenes tro og fattigdom.”Missionsunge” blev der råbt efter Hanna, der i krigens skygge tidligt fik lært at arbejde. For med ni yngre søskende måtte Hanna hjælpe moren. Leg var der ikke tid til. Der skulle vaskes bleer.Hanna Lassen er nr. 3 i en søskendeflok flok på 12. Hun har skrevet en bog om barndom og opvækst i et husmandssted på landet i Himmerland. Om den økonomiske krise i trediverne, om Anden Verdenskrig. Og om troen på Gud, der blev et anker i usikkerhed og ængstelse.
Men også om hård mobning. Af skolekammerater for at være missionsunger. Af gårdmandskonen for kun at være fra et husmandssted. Af alle, fordi deres forældre blev ved med at få børn.

Hannas bog

Hanna har en smuk stue, smagfuld og personlig, ligesom hendes fine kaffebord. Hun har lavet gammeldags æblekage, og forårsblomsterne er sirligt arrangeret på dugen.
På bordet ligger bogen ”De tolv børn på Solhjem, men ikke én for mange”.
Hanna har ønsket at fortælle sin families historie. Men også at fortælle nutidens børn om, hvordan hverdagen på landet var i gamle dage. En nu aldrende søskendeflok har hjulpet hinanden med at huske svundne dage. Bogens mange fine akvareltegninger har Hanna lavet. Hun maler meget.
I dag står hun op på en talerstol og fortæller sin historie. Det har hun aldrig turdet før.
-Tænk sig, at jeg skulle blive over 80 år, før jeg kunne det!

Bageren ville købe et af børnene

Den store søskendeflok blev født i en tid med verdensomspændende krise fra 1928-1940. Pengene var små i det lille husmandshjem. Der skulle spares. Det var dyrt at have besøg af jordemoderen, for hun skulle have 10 kroner hver gang! Da nr. elleve i søskendeflokken, broderen Poul, meldte sin ankomst, overhørte Hanna en samtale. Bageren, som kørte rundt og solgte brød, ville gerne købe det barn, der var på vej. Han og konen var barnløse, og Hannas familie var jo stor i forvejen.
– Jeg kunne være sur og gal over, at der kom flere børn, og dermed flere bleer at vaske. Men faktisk elskede jeg alle mine søskende meget højt.
Jeg gik spændt og ventede fars svar. Jeg var dengang 11 år, og det var meget svært at holde på hemmeligheden. Da bager Schneider kom tilbage ugen efter, gik han straks ud i kostalden til far. Jeg listede efter og hørte fars klare røst: ”De børn, som Gud har givet os, skal vi nok finde en udvej til!”
Så åndede jeg lettet op. Men der blev set ned på os, fordi vores far og mor fik så mange børn.

Missionsunger

Hanna og hendes søskende blev drillet med forældrenes tro.
– Vi blev kaldt ”missionsunger” af de andre børn i skolen. Og vi blev noget isolerede.
Jeg syntes, det var hårdt. Vi måtte ikke komme med på skoleudflugt til Skivum Krat. For der var dans. Alle de andre samledes med jumbe og vogn. De andre børn mobbede mig, fordi jeg ikke måtte komme med.

Bedstemor

”En dag uden bøn er en dag uden Gud.
En dag uden Gud er en dag uden velsignelse”.

– Disse ord er prentet ind i min bevidsthed. De hang på bedstemors væg.
I hendes lille stråtækte hus sad den unge Hanna i en sjælden fritime.
– Vi hørte gudstjeneste og sang salmerne, for bedstemor havde anskaffet sig en radio. Den omsorgsfulde og troende bedstemor blev et forbillede for børneflokken. Og hun havde tid til dem.
– Jeg husker, hvor hyggeligt det var at sove hos bedstemor. Vi bad aftenbøn sammen.

”Hanna skal blive hjemme og hjælpe”

– Jeg var næsten aldrig med til at lege. Der var altid bleer, der skulle vaskes. Vi pumpede vand op, kogte i gruekedel, skyllede i hånden, vred bleerne op og hængte dem ud.
I vintrene (1940-41-42) frøs både vasketøj og øllebrød.
– Min storesøster blev syg af knogle-tuberkulose og kom på sygehus. Så var jeg den store. Ofte passede jeg ni søskende, når mor skulle ordne noget.
Moren supplerede familiens indtægter ved at skrive lejlighedssange.
”Hanna skal blive hjemme og hjælpe sin mor”, stod der i lærerens optegnelser, som Hanna siden har set.

Ud at tjene som 14-årig

– Jeg fik plads i huset som 14-årig. Det var en grim plads på en stor gård. Jeg blev trynet med, at jeg kun kom fra et husmandshjem. Jeg var aldrig god nok og gjorde aldrig noget godt nok.
Senere i livet har Hanna forstået, at konen, der var så hård ved hende, var psykisk syg.
– Heldigvis fik jeg bagefter andre pladser hos flinke mennesker.

Hannas far døde

Hannas far døde fra tre ukonfirmerede børn i 1952. Han blev kun 54 år. Mens han var indlagt, lå moren på en anden afdeling med et brækket ben. Hun blev kørt hen, hvor faren lå. Børnene var samlet for at sige farvel. Der kom en sygehuspræst og tog hele familien til alters.
”Fars begravelse blev en meget mindeværdig dag for alle børnene på Solhjem. Kisten kom til at stå i udhuset. Den var pænt pyntet med påskeliljer og grønt, som naboerne var kommet med. Over bjælkerne var der hængt bordpapir. Hver aften var vi alle ude og bede Fadervor, og der blev sunget; ”Jeg er træt og går til ro”.
En aften gik katten Mis ud på loftet, mens vi stod og sang. Den faldt ned igennem bordpapiret og ned på kisten, og Grethe sagde; ”Nå bette mis, vil du også ned og sige farvel til Far”. På trods af den højtidelige stemning blev der trukket lidt på smilebåndet”, fortæller Hanna i bogen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Gift med Sven Erik

Hanna blev gift med Sven Erik. Han var bager og en mand med et godt humør. Ægtefællerne havde bageri i Aalborg, og her blev Hanna et kendt ansigt bag disken. De startede i 1953, hvor et rundstykke kostede seks ører. Der kom to børn til; Jørgen og Lisbeth.
– Vi var fælles om at gå i kirke, og vi kom også fast i bibelkreds hos præsten.
Jeg led af mindreværd og syntes aldrig, jeg var god nok. Jeg frygtede nok mere Helvede end godt var.
Efterhånden fik den solide bibelundervisning luget ud i Hannas frygt, og hun fik en erkendelse af Gud som kærlig og tilgivende.

Otium

Hanna blev enke i 1991. Hun nyder sit otium og glæder sig over sin store familie. Hun er stadig en trofast kirkegænger. Nu med den voksnes modnede tro.
Selvom opvæksten var i beskedne kår, synes Hanna og hende søskende, at de har haft en god barndom.
Det var barnebarnet Christina, der opfordrede Hanna til at få skrevet sine erindringer. Christina har netop gjort Hanna til oldemor. Så nu er der en lille ny, som kan glæde sig til at få fortalt Hannas historie.