Første etiopiske skønhedsdronning i Israel
Israels store etiopiske indvandrersamfund omfattende 121.000 personer er idag stolte og glade over, at en fra deres gruppe for første gang er blevet valgt til Israels skønhedsdronning – den 21-årige Yityish (kaldet Titi) Aynaw – tidligere officer i den israelske hær.
Hun indvandrede som 12-årig og lever nu i Natania, hvor hun bestyrer en modeforretning. Hendes store ønske er at blive mannequin, og hun håber, at hendes sejr i skønhedskonkurrencen kan bidrage til dette.
Hendes fornavn er amharisk (det etiopiske talesprog red.) for “Et blik ind i fremtiden”.
Da hun fra scenen efter at have vundet konkurencen talte til den store forsamling af entusiaster i Haifas kongrescenter var det klart, at hun havde blikket rettet mod fremtiden.
Hun sagde:
– Israel har mange farver. Og det er vigtigt at vise dem til verden. Jeg håber at blive en succesfuld model takket være konkurrencen og skabe en ændring i opfattelsen af mørkhudede mannequiner. Og jeg håber også at kunne blive den første etiopiske TV-værtinde i Israel.
Hendes ord blev mødt med stor applaus fra forsamlingen.
Om sin indvandring til Israel sagde hun, at den havde været svær.
– Jeg skulle lære et nyt sprog, hebraisk, og komme ind i et moderne safmfund. Jeg er heldig med at have en ven, Noa, som hjalp; mig fra starten. Jeg studerede ikke i en ulpan (intensiv hebraiskkursus. red.). Jeg blev kastet ud på dybt vand og lærte sproget, så godt jeg kunne.
Hun blev spurgt om, hvilken historisk skikkelse havde influeret hende mest og svarede:
– Martin Luther King. Han kæmpede for retfærdighed og lighed, og det er en af grundene til, at jeg er her – for at vise, at der er noget godt i vores samfund, som ikke kommer frem i medierne. Jeg ser det som min mission at repræsentere Israels forskellige farver. Der er ikke tilstrækkeligt med mørkhudede modeller i Israel.