Tyrkisk-iraelsk åbning – tre konkrete muligheder
To fremtrædende akademikere, begge med nære kontakter til Tyrkiet, har fremsat en opsigtvækkende plan om, hvordan Tyrkiet og Israel kan fremme deres nye kontakt. De underviser begge i mellemfolkelige anliggender. De har fremsat en ide baseret på tre konkrete muligheder.
Planens ophavsmænd er professorerne Charles Kupchan fra Georgetown University i USA og Soli Ozel fra Kadir Has University i Istanbul (Ozel er også klummeskriver i bladet “Haberturk”). De har offentliggjort deres ide i en fællesartikel i avisen “International Herald Tribune”.
De skriver, at det nye israelsk-tyrkiske partnerskab bør baseres på tre tre konkrete samarbejdshandlinger, således:
1) Tyrkiet og Israel bør samarbejde nært om at koordinere deres bestræbelser for at dæmme op for konflikten i Syrien og fremme Assad-styrets snarlige fald. Ankara og Jerusalem bør være fælles om efterretning, slutte sig sammen om at forhindre at våben går til Hizbollah og andre ekstremistgrupper og
samarbejde om at støtte den syriske opposition. Over horisonten har Israel en stor interesse i at sikre et post-Assad Syrien, hvor Tyrkiet har indflydelse. De sandsynlige alternativer er kaos eller et regime, der er influereret af radikale styrker. I mellemtiden vil Israels vilje til at huse syriske flygtninge forbedre dets stilling i hele regionen.
2) Israel og Tyrkiet bør udvide deres økonomiske bånd og oprette mere “bagland” til fordel for en varig tilnærmelse. Siden “Mavi Marmamara”-episoden er samhandlen og investeringerne i de to lande blevet øget, et klart tegn på at private sektorer i begge lande ønsker mere handel. Flytrafiken mellem de to lande er vokset. Jerusalem har også over for Ankara foreslået at opføre en undersøisk rørledning fra de nye israelske gasfelter i Middelhavet til Tyrkiet, hvilket vil kunne give Israel adgang til Europas lukrative energimarked. Sådannne fællesprojekter vil skabe en sikrere basis for politisk udsoning.
3) Med støtte fra USA og EU bør Tyrkiet og Israel lancere et regionalt forum for at tage fat på vigtige anliggender, der bekymrer begge parter, som volden i Syrien, dens følger for Libanon og Irak, og Irans atomprogram. Egypten bør være med ved bordet og Cairo trækkes ind i dette forum og hjælpe med til at forankre Egyptens nye ledelse i et regulariseret engamenet. En israelsk bevægelse i fredsprocessen med palæstinenserne vil bidrage umådeligt til at fremme en konstrruktiv dialog.
De to mænds forslag slutter:
– Fremskridt på disse tre fronter er presserende. Såvel statsminister Binyamin Netanyahu som statsminister Tayyip Erdogan tager en politisk risiko ved at række hånden frem. Deres dristige skridt vil ikke blive til noget, hvis de ikke følges op af et synbart samarbejde. Medmindre Netanyahus undskyldning følges op af en robust handlingsplan, vil den nuværende åbning ikke vise sig at være andet end en – flirt.
Netanyahus særlige udsending til Tyrkiet, Joseph Ciechanover, og den nationale sikkerhedsrådgiver, Ya’akov Amdror, tager om nogle dage til Ankara for drøfte genoprettelsen af det israelsk-tyrkiske forhold. Det tyrkiske forhandligsteam vil blive ledet af vicestatsminister Bulent Arine. Det bliver det første møde på højt niveau af tyrkiske og israelske repræsentanter, siden krisen mellem de to lande sluttede i forrige måned.
Ifølge en fremtrædende israelsk talsmand ventes drøftelserne at forløbe glat. Israel har indvilget i at betale 100.000-200.000 dollars i kompensation til hver tyrkisk familie, der har lidt tab.
Fra Ankara oplyses, at Tyrkiet ikke vil sende en ny ambassadør til Tel Avi, før kompensationsdrøftelserne er blevet afsluttet.
USA’s udenrigsminister, John Kerry, ventes at ville besøge Tyrkiet kort inden de to israelske udsendinges ankomst. Kerry, som spillede en vigtig rolle i bilæggelsen af den israelsk-tyrkiske konflikt, tager derefter til Jerusalem.
Den israelsk-tyrkiske krise medørte en spænding i forholdet mellem USA og Tyrkiet. Men nu har Erdogan fået en indbydelse til Washington. Han ventes at ville komme dertil den 16. maj – og mødes med præsident Barack Obama.
