Er singlekulturen et oprør mod Gud?

Det var aldrig Guds mening, at mennesker skulle leve alene – eller søge seksuel erfaring uden for ægteskabet.Jeg vil her redegøre for en kontroversiel vinkel på menneskets skabelse. Jeg mener ud fra Bibelen at kunne påvise, at Gud skabte ét menneske og siden delte han det i to.
Af Jon Knudsen
Præst ved Løkken Frikirke, Missionsforbundet

Uanset hvad du eller jeg måtte mene, så må det, som står skrevet i Bibelen, være det gældende. Jeg nævner, at vi skal rette ind efter Bibelen, fordi nogle debatter er ud fra egne følelser. Jeg har fået en del reaktioner fra singler, som ”føler” sig diskrimineret, når jeg underviser om emnet ”mand og kvinde”.

Jesus bekræfter Guds skaberordning, at mand og kvinde bliver ét menneske, når de bliver gift. Han siger i Matt. 19,6: ”Derfor er de ikke længere to, men ét kød”.
Gud ser altså et ægtepar (mand og kvinde) som ét menneske. Ifølge Jesus er manden og kvinden ikke to hele mennesker i ægteskabet, de er to halvdele. Vi kender udtrykket ”min bedre halvdel”, som faktisk er meget bibelsk.
Når jeg genopfrisker min skolematematik, mener jeg at kunne huske: en halv plus en halv giver én hel! Hvis jeg skal se på Jesu udsagn om, at to bliver til én, så må det blive: to halve bliver til én hel. Det giver ikke mening i matematikken at sige, at to hele giver én.
Det er i hvert fald en mulig tolkning, at Gud ser manden og kvinden som to halvdele af ét menneske.

Hvis denne fortolkning er rigtig, så må dette underbygges i selve skabelsesberetningen. I 1. Mosebog kapitel 2-3 læser vi om menneskets skabelse. Her læser vi om Adam og Eva. Men det er lidt af en tilsnigelse, for i grundteksten står der ikke noget om Adam.
I teksten står der ”menneske” og ikke Adam, som de fleste bibeloversættere hævder. I den autoriserede oversættelse står der med småt på side 10: ”Det hebraiske ord for menneske er det samme som navnet Adam”. Adam er ikke et navn, men ordet for menneske.
Det gør stor forskel i fortællingen, om man fejloversætter det hebraiske ord menneske. Jeg vil prøve at illustrere dette.

De fleste genfortæller menneskets skabelse sådan:
I begyndelsen skabte Gud Adam og Eva …
Jeg mener, at den følgende genfortælling er bibeltro:
”I begyndelsen skabte Gud ét menneske. Selvom Gud skabte alle dyrene som par, var mennesket i starten kun én. Gud Herren plantede så en have til mennesket, som han lige havde skabt i sit billede. Gud Herren satte mennesket i Edens have. Gud sagde til dette ene menneske ”Du må spise af alle træerne i haven, men af kundskabens træ må du ikke spise.” Mennesket hjalp så Gud med at navngive alle dyr.
Da hele skaberværket var skabt, ville Gud afslutte det, ved at skabe en hjælper til mennesket. Da lod Gud Herren en tung søvn falde over mennesket og tog en del ud af mennesket. Gud tog et ribben og kød ud af mennesket og byggede et kvindemenneske af det. Gud genskabte også det, som han havde taget væk fra mennesket. På denne måde delte Gud mennesket til en mand og en kvinde. Da mennesket vågnede og så kvinden sagde han: ”Nu er det ben af mine ben og kød af mit kød…” Herefter benævnte mennesket sig selv som mand og kvinde.”

Og Gud sagde: ”Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød”. Hvad Gud har adskilt, kan kun Gud sammenføje. Det menneske, som Gud delte i to, kan kun Gud igen sammenføje til ét (ægteskabet). Og hvad Gud har sammenføjet, kan et menneske ikke adskille.
En lille krølle til skabelseshistorien er Evas svar til slangen, da den kommer og frister hende. Eva siger: ”…Gud har sagt, at vi ikke må spise af…”
Som jeg forstår det, så var hun i mennesket, da Gud gav påbudet. Gud sagde ”du” til mennesket, da han gav påbudet om ikke at spise af kundskabens træ.
Men efter delingen siger Eva ”vi”, for hun var i mennesket, da Gud gav påbudet. Dette ser jeg som en underbygning af delingshistorien.

Den samme historie giver altså bedre mening, hvis vi oversætter Bibelen rigtigt og konsekvent læser ”menneske” (og ikke Adam).
En del af den reaktion, jeg møder, skyldes efter min mening en simpel oversættelsesfejl. Selvfølgelig er jeg klar over problematikken i, at manden til Eva ikke bare kan kaldes ”menneske”. Jeg kan godt se det smarte i at kalde Evas mand for Adam, som er det anvendte hebraiske ord for menneske.
Men jeg mener ikke, der bør stå ”Adam”, før Eva bliver til. Jeg mener, at der konsekvent bør stå ”menneske”, når det nu er det, som står på hebraisk. Så kan man tilføje ”Adam” i en parentes efter menneskets deling.

En anden forklaring på den modreaktion, jeg ind imellem møder, skyldes kulturen. I den Nordeuropæiske og Nordamerikanske kultur er der opstået en ”single-kultur”.
På Jesu tid var det normalt at blive gift som teenager. Dengang fandtes der ingen singlekultur, det var ganske enkelt naturstridigt.
Jesus siger, at en mand skal forlade sin far og mor for at gifte sig. Det betyder, at en mand ikke flytter hjemmefra for at leve som single, men for at blive gift. Og det samme må også være gældende for pigerne. At en far bortgifter sin datter, betyder, at hun er hjemmeboende indtil brylluppet. Nu er der nok nogle, som vil være oppe i det røde felt og protestere!
Jeg vil igen hævde, at det må være en følelsesmæssig kulturbestemt reaktion, men det betyder ikke, at jeg ikke tager reaktionen alvorlig. Mit ønske er, at alle kristne skal lykkes, netop derfor står jeg fast.
I næsten alle ægteskaber i Danmark har den ene part – eller begge – forinden levet som singler. De fleste af dem har også forinden en seksuel erfaring. Statistikken siger klart, at cirka halvdelen af disse ægteskaber går i opløsning.
I jødiske samfund, som bygger på det Gamle Testamente, er skilsmisseprocenten helt nede på syv. Også andre samfund, som lever efter samme principper, har extremt lave skilsmisseprocenter.

Ofte hører jeg singlerne råbe op og forsøge at retfærdiggøre deres levevis med Paulus’. ”Paulus siger, at det er bedst at leve alene”, lyder deres argument. ”Gud siger i skabelsen, at det ikke er godt for mennesket at leve alene”, lyder mit modargument.
Og det Paulus siger om at være single, omhandler et kald i fuldtidstjeneste. Men Paulus gør det klart, at det er hans personlige mening og ikke er et påbud fra Herren.
Singlekulturen har vundet indpas i dansk kirkeliv. Jeg mener også, at præster og kirkeledere i stedet for at hjælpe singler til giftemål nu forsvarer singlers rettigheder i kirken.
En kirkeleder fra et kirkesamfund sagde til mig for nyligt: ” Du må ikke diskriminere singlerne, for de er en voksende gruppe i kirkerne.” Dette er for mig at se et skred væk fra Guds skaberorden.

I en undervisning om mand og kvinde har jeg sagt, at man kan føle sig ”halv” som single, fordi ”der mangler noget”. Den udtalelse har jeg fået meget kritik for. At jeg kun ser singler som ”halve” mennesker og derved diskriminerer dem. Jeg har selv levet som single i mange år og ved, hvordan det føles. I dag er jeg gift med en dejlig kone, og vi har 3 børn sammen.
Nej, jeg har altid ment, at man løser et problem, en smerte, ved at se sandheden i øjnene. Og sandheden skal sætte os fri, siger Jesus.
Sandheden er, at Gud har skabt mennesket til fællesskab. Mand og kvinde er skabt til at høre sammen, og Gud ser på ægtefæller som ét menneske.

Sandheden er også, at der ikke er personsanseelse hos Gud. En single er lige så elsket af Gud som en gift person.
Men singlekulturen er ikke noget, Gud har skabt eller villet. Jeg tror, den er et resultat af samfundets oprør imod Gud.
Det betyder nødvendigvis ikke, at man som kristen single er i oprør mod Gud. Man er nok snarere et produkt, et offer, af andres /et helt samfunds oprør imod Gud.

Jeg kender en præst for en af Norges største menigheder. I hans menighed var der mange unge og derfor også mange singler. En dag kaldte han alle singlerne sammen og stillede dem et spørgsmål. Han spurgte dem, om de ville forblive singler, og stort set alle svarede nej.
Præsten sagde, at alle som ikke ønskede at forblive singler, skulle melde sig til et singlefællesskab. Singlefællesskabet var interessegrupper som fx madlavning, sport og lignende. Ægteskabsundervisning var en del af programmet, og kort tid efter stod menigheden med et stort bryllupsboom.
Som præst for en menighed vælger jeg at forkynde sandheden. Det gør jeg for at sætte mennesker fri.
Jeg vælger at tro på Bibelen, Guds ord, som sandheden. Jeg vælger sandheden, selvom den er ilde hørt.