Frafaldet er forudsagt
For et år siden vedtog Folketinget loven om kirkelige homovielser. Kronikøren ser det som et udtryk for et frafald fra Guds Ord. I sidste ende vil dette frafald føre til, at Antikrist kommer. Men menigheden må ikke gå på kompromis.Den 7. juni 2012 vedtog Folketinget, at homoseksuelle kan blive kirkeligt viet i Den Danske Folkekirke. Under halvdelen af Folketingets medlemmer vedtog loven.
Af Mogens Albrechtsen
Mogens Albrechtsen er fritidsprædikant.
Han er tilknyttet Missionsforbundet.
85 af Folketingets medlemmer stemte for forslaget, men 24 stemte imod og to stemte blankt. Ikke mindre end 68 medlemmer var af forskellige årsager fraværende, og de kunne derfor ikke stemme.
Det var med andre ord under halvdelen Folketingets 179 medlemmer, der vedtog denne kontroversielle lov.
Herefter blev loven formelt underskrevet af Dronningen, ligesom hun skulle autorisere et vielsesritual forfattet af otte af landet ti biskopper, hvori de homofile partnere bliver kaldt for ægtefæller.
Nogle havde måske håbet på, at hun ville hun nægte at gøre det, men således gik det ikke. Fra den 15. juni 2012 kunne et homofilt par blive viet i kirken.
Kirkeministerens kontroversielle lov vækker modsigelse. Omkring 20.000 danskere meldte sig ud af statskirken inden udgangen af 2012, hvilket er en ny rekord.
Begrundelsen herfor kan være, at folk i krisetider ikke vil betale kirkeskat, men den langvarige debat om homovielser sætter sine spor.
Mange føler sig af den grund ikke hjemme i kirken, men de vil ikke åbent vedgå det, da de derved kommer i et modsætningssforhold til det omgivende samfund, der jo over en bred kam er meget large overfor vielse af homoseksuelle.
Om udmeldelserne af statskirken vil fortsætte sådan, vil vise sig. Sker det, vil det selvfølgelig få konsekvenser, da kirkeskatindtægten vil falde, hvorefter man bliver nødt til at se den kirkelige organisation efter i sømmene. Men der er stadig ca. 4,4 millioner medlemmer af statskirken, hvilket svarer til ca. 80 procent af befolkningen. Og det er mange.
Det anslås, at 70 procent af Folkekirkens 2.400 præster, altså ca. 1.700 præster, er villige til at foretage denne handling. Men der er heldigvis ca. 700 præster, som ikke vil være med hertil. Én af disse blev interviewet i TV 2, hvor han godtgjorde, at det ikke var et befolkningsflertal, eller hvad andre måtte mene om denne sag, der var afgørende, men det var, hvad Jesus sagde:
Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. Matt. 19,4-5.
Et ægteskab kan kun indgås mellem en mand og en kvinde.
Efter en gudstjeneste for et stykke tid siden kom jeg i samtale med sognepræsten. Jeg benyttede lejligheden til at spørge hende, om man her i hendes sognekirke var villige til at vie homoseksuelle, hvilket hun svarede ja til.
Det fik mig til at stille endnu et spørgsmål: Hvad så med troskaben overfor Guds Ord ? Hun svarede: Hvem siger, at det hele er Guds Ord?
Vi kristne har valget. Tror vi på, at Bibelen er Guds Ord, eller gør vi det ikke?
Hvis vi begynder at frasortere dele af den hellige skrift efter, hvad der passer med den politiske korrekthed, tidsånden og vor egen indstilling, vil der efterhånden ikke være meget tilbage, vi kan bygge vort liv og vor evighed på. Vi vil være henvist til visse politikeres, biskoppers og præsters meninger og holdninger, og det er for lidt.
Den romerske guvenør, Pilatus, spurgte vor Herre Jesus: Hvad er sandhed?. Jesus sagde, at han var kommet for at vidne om sandheden, og at enhver, som ønsker at finde frem til, hvad sandhed er, ville høre på ham (Johs. 18,37). Men man må gøre sig klart, at humanismen, der sætter mennesket i centrum, ikke anerkender, at der er en absolut sandhed. Skal der nødvendigvis tales om begrebet sandhed, forudsættes det, at den er relativ.
Vi har som kristne fået til opgave at administrere den absolutte sandhed , en admini-stration, som vi må øve os i at varetage på bedste måde. Påtrængenhed og endeløse diskussioner er ikke måden at gøre det på.
Vi må lære at udnytte det gunstige øjeblik, og vær altid venlige og imødekommende, så de får lyst til at tale med jer. Tænk over, hvordan I bedst kan svare på deres spørgsmål (Kol. 4,6 hv). Jesus siger:
Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Joh.14,6.
– Tror vi så på det, eller er vi villige til at gå på kompromis? Det ene kan vel være lige så godt som noget andet, vil mange mene.
Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved. Ap.G. 4,12.
Står vi fast på det? Enhver bliver salig i sin egen tro, siger man jo.
Apostlen Peter opfordrer os netop til at stå fast på den sandhed, som er hos os (2. Peter 1,12), selvom vi derved kan blive anset for at være fanatikere. Og denne troskab overfor Skriften gælder også, når vi taler om moral, i den aktuelle situation om homofili (Rom. 1,26-27).
Dog skal vi vogte os for at dømme nogen, for derved dømmer vi os selv, for alle begår vi jo mange fejl.
Dommen skal nok komme, uden at vi behøver at fælde dom over vore medmennesker. Nok bedømme, men ikke dømme!
Hvad er det egentlig, der sker i denne tid? Selv USAs præsident støtter vielser af to mennesker af samme køn. Det er allerede tilladt i flere amerikanske delstater. Også den nuværende engelske regering har planer om at tillade homoseksuelle par at blive gift, dog heldigvis modsagt af Church of England samt den katolske kirke. Endvidere skulle Danmark nu være det tolvte land, der tillader vielser af homoseksuelle.
De værdier, som den vestlige verden har bygget på, og som har givet den stor fremgang og velstand i forhold til den øvrige verden, er under opløsning. Kristendommen som basisreligion underkendes i mange sammenhænge af hensyn til det multikulturelle og multireligiøse samfund og globaliseringen i øvrigt.
Eksempelvis arbejder man herhjemme på, at faget kristendomskundskab i folkeskolen i stedet for skal kaldes religion.
Men tiden står ikke stille, og vi bevæger os hen mod de tider og begivenheder, som Bibelen har forudsagt skal ske.
Den vestlige verdens store økonomiske problemer kalder på en redningsmand, et supergeni, der kan bringe orden i tingene. Og han kommer. Bibelen kalder ham for Antikrist. (1 Johs. 2,18).
Han vil indledningsvist blive modtaget med begejstring og beundring, for han er en problemløsningernes mand. Men i sit indre er han et lovløshedens menneske og har et vilddyrs natur (2.Thess. 2,3 og Åb.13,4), hvilket efterhånden vil vise sig.
Men før han kan træde frem på verdensarenaen, må der en forberedelse til. Noget må ske, før dette kan lade sig gøre.
På en måde efterligner han den sande Kristus, for også han havde en forløber, nemlig Johannes Døberen, der forberedte Israels folk på, at deres Messias ville komme.
Antikrist´s forløber vil være et frafald fra de sande værdier som Kristus og Guds Ord står for, og dette frafald vil være mangesidet (2.Tim. 3,1-6), ligesom det vil være af internationalt omfang. Heraf følger, at det også vil ske i lille Danmark.
Og man skal gøre sig klart, at et frafald fra Guds Ord er et frafald fra selveste Kristus, for i Bibelen er Jesus identisk med Guds Ord. Jesus omtales som Ordet, og et af hans navne er netop Guds Ord (Joh.1,1-1,14 og Åb. 19,13).
Set i det lys er det ligesom mere forståeligt, hvad det er, som Antikrist arbejder på.
Men hvor begyndte det, hvordan begyndte det og hvornår er det begyndt ?
Frafaldet er kommet snigende gennem tiden, og når det når et vist klimaks, så er tiden inde til, at Antikrist og hans propaganda-minister, den falske profet (Åb. 13,1.11) vil påbegynde deres relativt korte regeringsperiode.
Den vil i begyndelsen vinde stor international accept på grund af de usædvanlige virkemidler og metoder, de benytter sig af, og de resultater der følger efter.
Men indtil videre er der en mægtigt virkende kraft i denne verden, der holder igen, og den må først fjernes, før den lovløse (Antikrist) åbenbares (2. Thess. 2,6-7).
Denne mægtige, virkende kraft er Jesu menighed, som er sandhedens søjle og grund-vold (1. Tim. 3,15). Den er ved sin tilstedeværelse årsag til, at Antikrist ikke kan træde frem for verden, da Jesu menighed simpelthen er for sandheden og ikke for løgnen. Kompromis er udelukket.
Den vil snart blive rykket bort i skyerne og møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. Trøst derfor hinanden med disse ord. (1 Thess. 4,17; 1 Kor. 15,51-52).
Det er det, vi kalder for menighedens bortrykkelse.
Så længe vi er i denne verden, har vi kristne en livsopgave og en hverdag at tage vare på. Vi må satse på, at den lykkes.
Men vi bør vogte os for at give vort bifald og vor accept på det, som klart strider imod Guds Ord.Det gælder også, selv om det kommer fra et af de mange kirkesamfund, hvadenten disse er statskirkelige, frikirkelige eller hvad de nu måtte være. Hvordan vi skal gøre det, må vi hver især finde ud af.
Endvidere må vi huske på, at Bibelen taler om, at Jesus vil komme igen, først for at hente sin menighed hjem til Himlen. Derefter, når Antikrist´s diktatur- og kontrolperiode er slut, vil Jesus vende tilbage til Jorden, hvor han som Fredsfyrsten med domicil i Jerusalem vil herske over den ganske verden i de tusinde år.
Hvornår Jesu genkomst finder sted, ved vi ikke, men han opfordrer os til at våge og være parate (Matt. 24,42-44). For den troende er det logik, at den dag er nærmere, end den nogensinde før har været.
Til vor opmuntring slutter Bibelen med disse ord:
Han, der vidner om dette, siger: Ja, jeg kommer snart. Amen, kom, Herre Jesus!
Herren Jesu nåde være med jer alle! Åb. 22,20-21.
