Kerry indleder ny Mellemøst-fredsrunde i næste uge
Udenrigsminister John Kerry indleder i næste uge en ny Mellemøst-fredsrunde for at prøve at opnå en tilnærmelse mellem israelere og palæstinensere, men hans bestræbelser betegnes allerede som naive i begge lejre.
Kerry kører imidlertid ufortøvet videre, for han tror helt på, at det vil lykkes ham at opnå et gennembrud, hvor dette ikke er lykkedes for tidligere amerikanske fredsmæglere.
Kerry bygger sin optimisme på det, han betegner som sit “personlige diplomati”, hans nære kontakter med statsminister Binyamin Netanyahu og den palæstinsiske præsident Mahmoud Abbas.
En højtstående israelsk kilde siger, at Kerry har en næsten messiansk entusiasme for det israelsk-palæstinensiske anliggende og handler, som om han er forløseren.
En vestlig kilde siger, at Kerry tror, at den eneste grund til, at en fredsmission ikke er lykkedes for nogen af hans forgængere er – at de ikke er John Kerry.
En af Netanyahus nære medarbejdere blev fornylig spurgt om hans mening om Kerrys fredsbestræbelser.
– Kerry har en masse energi, var svaret.
John Kerry er ikke manden, som fæster lid til en international Mellemøst-fredskonference, i stil med den, der fandt sted i Madrid for over 20 år siden.
Han har sagt til sine medarbejdere, at han har forberedt sig på et gennembrud for fredsprocessen hele sit liv, og at det vil blive hans arv. Måske han afventer, at hans belønning vil blive i form af Nobel-fredsprisen.
Inden hans besøg i Israel – hans fjerde som fredsmægler – vil han tage til Jordan for at mødes med syriske oppositionsledere.