Månedens kulturinterview med Kristian Kristiansen Forfatter
Mozart – så kan alt andet virke som musikalske tilbageskridt.
Hvilke kunstarter bruger du tid på – og hvorfor?
Måske jeg lige måtte slå et lille, stille slag for en kunstart, der nok er lidt undervurderet i den store, brede offentlighed! Jeg taler om operaen – Mozarts Don Juan har fulgt mig, fra jeg var unghane; på den alvorlige side vægter den tungt med sin beskrivelse af tomhed, begær og dæmonisering af den vigtige kærlighed … men der er jo også musikken, altså – opløftende som jeg ved ikke hvad på en regntung efterårsdag. Og humoren, ikke at forglemme, som når Don Juans tjener Leporello om en melodistump inde i operaen udbryder, at den må da være skrevet af Mozart! På dårlige dage, man kan have, kan alt andet end Mozart virke som musikalske tilbageskridt. Har legebarnet Mozart en særlig bevågenhed hos teologerne? Jeg ved det ikke, men tænker dog på Karl Barths vidunderlige lille bog om mesteren (den kom på dansk i 1963 og anbefales på det varmeste).
Bizets Carmen, Verdis La Traviata og Alban Bergs Lulu er tre andre værker, jeg heller ikke er blevet færdig med. Specielt den sidste er en stærk påmindelse om, at man godt kan starte som svane og ende som den grimme ælling. Alle tre handler de om kvinder på kanten.
Jeg glæder mig også meget over nogle af vore fremragende, hjemlige fotografer, fx Kirsten Kleins vilde natur-skilderier (ikke sjældent fra udkants-Danmark), men også Marianne Grøndahls indforståede, meget menneskelige, engagerede, empatiske og solidariske skildringer af mennesker på samfundets (ud)kant. Senest således fotobogen fra 2011: Udstødt, hvor vi kommer tæt på storbyens alkoholikere, narkomaner og prostituerede. – Guds Rige komme.
Hvilke kunstprodukter har betydet mest for dig?
Jeg nævner det første billede i mine bedsteforældres monstrøse slægtsbibel: Michelangelos Skabelsen, egl. et udsnit af storværket Det Sixtinske Kapel. Men hvilket udsnit. Herrens og menneskets hånd rækker ud mod hverandre. Et billede, der ikke kan forlade mig. Det har stor, personlig, symbolsk betydning.
To billeder af en ældre, dansk maler, Christen Dalsgaard, som i dag er ufortjent upåagtet: Mormoner på besøg hos en tømrer på landet (1856) og En gudelig forsamling i en bondestue (1869). – Det ene billede en advarsel, det andet en opmuntring.
Og endelig Carl Th. Dreyers film Ordet, bygget over Kaj Munks skuespil af samme navn. To navne, én genistreg. Suverænt.
Hvilke kristne bøger har betydet mest for dig?
En på det nærmeste umulig opgave at svare på. Men hvorfor ikke være utraditionel og lade valget falde på Daniel Defoes Robinson Crusoe, der ret beset er en stor kristen roman (og i meget høj grad overset som sådan)? Lad mig også nævne G. K. Chestertons detektiv-noveller om den elskelige, katolske Fader Brown. Og endelig Giovanni Guareschis fornøjelige romaner om en anden katolsk præst: Don Camillo og hans meget menneskelige bataljer med byens ærke-kommunistiske borgmester.
NJV
