Skrev moderne roman om Jesus
Susanne Clod Pedersen har skrevet en dansk romantrilogi om Jesus. Hun håber, at den respektfulde historiske roman med navnesøsteren
Susanna som fortæller kan være med til at give den fundamentale viden om Jesus videre, som mange savner.- Jeg fik lyst til at skrive trilogien, fordi jeg så troen smuldre omkring mig. Det fortæller Susanne Clod Pedersen, som er forfatter til den netop udkomne Susannas bog Vejen.
Det er første bind i hendes trilogi om Susanna, Peter og Andreas lillesøster, som blev helbredt. Trilogien følger Jesus og dem, der fulgte ham, da han gik på jorden.
– Romanen er udgivet på Lindhardt og Ringhoff, og kongstanken bag bøgerne var, at jeg så gerne ville ud til den størst mulige læserskare. Og det kunne jeg bedre, hvis bogen udkom som en almindelig historisk roman.
Det var dog ikke uden ærefrygt og respekt, at Susanne gik til opgaven.
– Jeg var klar over, at det ville udfordre min egen tro at skrive den. Jeg var bange for, om jeg ville miste min tro af at dykke så dybt. Men for mig var projektet så vigtigt, at det måtte være prisen, fortæller hun.
Susanne mistede ikke sin tro.
– Jeg har en tro på Gud, som altid har betydet meget i mit liv. Det er den, jeg hviler på. Jeg er blevet meget klogere af researchen, end jeg var før, og har fået noget at hænge troen op på. Meget af det Jesus siger, kan jo forståes direkte ind i vores samfund, men jo mere baggrundsstof, jeg har læst, jo flere farver har maleriet fået.
Susanne Clod Pedersen er oprindeligt uddannet koncertpianist.
– Men jeg skrev bedre end jeg spillede, siger hun med et grin og fortsætter.
– Når man spiller musik, så reproducerer man. Men jeg synes, det er helt fantastisk selv at skabe.
Hun arbejder som organist i Græsted kirke. Før Susanna-trilogien havde hun skrevet syv historiske romaner. Susanne har fire børn mellem 10 og 17 og lykkelig gift på 20. år. Hun bor i Hillerød.
– Denne trilogi har til tider været lidt en ørkenvandring. Det har været meget vanskeligere at finde objektiv faglitteratur, fordi så meget af det, der er skrevet om Jesus tid, er spundet ind i tro og teologi. Derfor havde jeg heller ikke så mange at vandre med i processen, som jeg plejer, forklarer Susanne.
– På en måde tror jeg også, at det var vigtigt, at jeg gjorde det helt alene. Det er jo også min fortælling, forklarer hun.
Bøgerne er skrevet fra Susannas vinkel, fordi det gik op for Susanne, hvor skelsættende for samtiden Jesus behandling af kvinderne var.
– Nogen gange mangler jeg refleksionen og tvivlen, når jeg læser Bibelen, fordi den er skrevet af mænd, der fokuserer på handling og dialog. Jesus siger Følg mig, og de rejste sig og fulgte. Det ville en kvinde aldrig gøre, eller ville hun? Og hvis hun gjorde, ville det være et kæmpe drama i hendes samtid. Jeg blev så nysgerrig på de kvindeskæbner omkring Jesus.
– Det var spændende at følge Susannas udvikling. Hun blev frigjort gennem mødet med Jesus, men hun blev ikke rødstrømpe.
For Susanne har det været vigtigt at skrive bøgerne på Bibelens egne præmisser.
– Der er skrevet en del Jesus-litteratur, men tit er det enten alt for omklamrende eller fuld af kritiske konspirationsteorier. Enten har man villet glorificere eller kompromittere Jesus.
– Jeg tror på, at miraklerne skete. Enten tror man på det, der står, eller også undgår man alt det, man ikke kan forstå. Katolikkerne oplever jo hele tiden mirakler. Min præst, som har været missionær i Afrika, har også oplevet dæmonuddrivelser. Jamen så skriver jeg ikke epilepsi om dæmonerne i Bibelen, forklarer hun.
Det har taget tre år for Susanne at skrive bøgerne, fordi hun ville have hele den ny testamentlige fortælling om Jesus med.
– Som kirkegængere i folkekirken zapper vi rundt i Bibelen. Jeg har skrevet kronologisk over cirka samme periode, som Jesus brugte på at gå omkring. Det har også givet mig mulighed for at bearbejde begivenhederne og de mange stærke indtryk i samme tempo som disciplene, fortæller Susanne.
Hun glædede sig til at skrive om påsken.
– Det er jo et kæmpe drama, jeg fik lov til at oprulle. Samtidig gik jeg rundt med kvalme, da jeg skrev om lidelseshistorien. Der er skrevet lange lægespecialer om Jesus lidelse. Politisk er det også meget dramatisk.
De tre års arbejde med bogen har også præget Susanne.
– Min respekt for mennesket Jesus er vokset. Han var jo Gud, men uanset hvem man har som far, krævede Jesus handlinger mod. Ikke mindst, når man samtidig ønsker at bevare sin medmenneskelighed undervejs.
– Og så blev jeg grebet af den måde, Jesus kommunikerede med kvinderne på. Som moderne dansker, har vi ofte svært ved at sætte beretningerne ind i en historisk samfundsforståelse og går derfor glip af mange nuancer.
Der er dobbeltlignelsen om først fåret og så mønten, der blev væk. Vi fortæller ofte fåre-lignelsen som den centrale. Men i virkeligheden kunne fåret blot erstattes med et nyt. Mønten, der blev væk, var en del af den jødiske kvindes brudepris, og et bevis på hendes ærbarhed. Hvis hun mistede én, ville hun miste sin ære og anseelse som en god hustru, forklarer Susanne engageret.
I skrivningen af romanen var Susanne optaget af ramme balancen mellem at skrive ægte og virkelighedsnært uden at gå over stregen:
– Jeg ville være sober, men ikke tandløs, forklarer hun.
Hun ønskede heller ikke at være missionerende i romanerne.
– Jeg ønskede slet og ret at præsentere historien som en indlevet og medrivende roman. Ikke som en teologisk gennemgang.
Ikke-troende skal også kunne føle, at der er plads til dem. Mange mennesker kender jo slet ikke historien om Jesus. Det er jo ikke bare pinsen, de mangler viden om. Hvordan skal de tage en beslutning om tro, hvis de ikke reelt ved, hvem Jesus er? spørger Susanne.
Hun understreger, at det var vigtigt, at romanen også handlede om Susanna.
– Det gav mig plads til at mene noget skævt eller undre mig igennem hende.
Romanen udkom sidst i marts, men Susanne har allerede fået respons på den.
– Der var en kvinde, som ringede til mig og sagde, at hun følte, at hun var blevet konfirmeret af at læse bogen. En anden måtte vide, om det virkelig alt sammen stod i Bibelen og en tredje begyndte at slå det hele op. Men det bedste er, at min datter på sytten sagde, at hun syntes, den var rigtig god ikke bare fordi jeg havde skrevet den, smiler Susanne.
