Forsigtig optimisme
Efter udenrigsminister John Kerrys langvarige, intensive drøftelser med palestinensere og israelere meldes nu om en forsigtig optimisme for et gennembrud i Mellemøst-fredsprocessen.Ifølge jordanske medier har Israel indvilget i at “fryse” bosættelser, løslade palestinensiske fanger og definere en fremtidig palestinensisk stats grænser.
Der meldes foreløbig ikke om nogen palestinensiske indrømmelser over for israelerne.
Jordanske medier oplyser, at der snart vil blive givet meddelelse om afholdelse af et topmøde med deltagelse af repræsentanter for Israel, palestinenserne, USA og Jordan, som vil signalere en genstart af den nedfrosne fredsproces.
Fra Amman oplyses, at Kerrys planlagte presssekonference idag i den jordanske hovedstad er blevet aflyst uden begrundelse, og at Kerry har besluttet også at aflyse sit forestående besøg i De forenede arabiske Emirater på grund af planlagte møder med statsminister Binyamin Netanyahu og præsident Mahmoud Abbas.
Kerry og Abbas har haft en samtale lørdag morgen i Amman – deres andet møde i de sidste 24 timer – og Kerry ventes at ville vende tilbage til Jerualem for at mødes med Netanyahu lørdag aften.
Spørgsmålet om det er lykkedes Kerry ved sit penduldiplomati at udhamre en ordning mellem de to parter ventes at blive besvaret i løbet af weekenden.
Indtil da er der slået koldt vand i blodet af det kinesiske nyhedsbureau Xinhua, der oplyser, at Abbas – ifølge en senior palestinensisk kilde – har sagt til Kerry, “at Israels ouverturer ikke er tilstrækkelige til at genstarte fredsprocessen”.