FOR KVINDER
Katie på 23 har 13 døtre
Katie Davis er en helt almindelig ung kristen kvinde fra Nashville,Tennessee. Bortset fra at hun bor i Uganda
og i en alder af bare 23 har en hjælpeorganisation og er igang med at adoptere sine 13 døtre.13 børn. Som 23-årig. Uden at være gift. Og af en hel anden hudfarve end hende selv.
Katie Davis historie har det med at lyde mere som et opfundet eventyr, end som noget der er sket i virkeligheden. Som hun selv siger det i sin bog Kisses from Katie:
– Jeg havde aldrig planlagt at blive mor. Jeg mener, jeg tror, jeg ville være mor på et tidspunkt. Men ikke nu. Ikke før jeg var gift. Slet ikke til så mange små mennesker. Heldigvis virker Guds plan ikke til at være særlig påvirket af min.
– Jeg havde aldrig tænkt mig, at jeg skulle bo i Uganda, en lille prik i Østafrika, så langt fra familie og venner. Heldigvis er Guds planer meget bedre end mine, konstaterer den brunhårede amerikaner fra Nashville i staten Tennessee.
For det, som Katie egentlig ville have, inden hun begyndte på universitetet, var bare lige et års pause, hvor hun hjalp til i en børnehave i omegnen af Jinja i Uganda. Noget hun langt om længe fik sine forældre overtalt til at gå med til.
Og da hun først var ankommet til Uganda, gik der ikke mange dage, før de små børn omkring hende begyndte at få indflydelse på hendes liv.
– Sandheden er, at jeg så mig selv i de små ansigter. Jeg så på dem og følte denne uforståelige kærlighed, og jeg vidste, at det er sådan, Gud ser mig. Børnene ville komme løbende til mig med gaver af sten og jord, og jeg så mig selv beskidt og ødelagt give mit liv til Gud og bønfalde ham om at gøre det til noget smukt.
Samtidig var hun overvældet af nøden omkring sig.
– Nogle gange får arbejdet i et tredje verdens land mig til føle, som om jeg er ved at tømme verdenshavene med en pipette. Så snart jeg har fået en halv kop fyldt, regner det, og flere forældreløse børn fra Nord-Uganda kommer til, flere forladte eller døde babyer bliver fundet, og flere mennesker får hiv, skriver hun efter blot at have været et par måneder i landet.
Samtidig med at de ydre omstændigheder virkede nedtrykkende og håbløse, begyndte Jesus at gøre noget i Katies hjerte.
I bogen beskriver hun ikke direkte, hvad han gør. Men for hver oplevelse hun har, hvor hun får lov til at dele ud af Guds kærlighed til mennesker omkring sig med desperate behov, bliver hun mere dedikeret og optaget af at sætte sig selv til side for at blive brugt som en praktisk kanal for Guds kærlighed. Lige der hvor hun er. Blandt de mennesker, hvor hun er.
Det første skridt for Katie blev at skaffe skolepenge til nogle af de fattige børn i området, som ikke havde råd til at gå i skole.
– Jeg var ikke kommet til Uganda med en læreruddannelse. Jeg var ingen sygeplejerske. Jeg så helt sikkert ikke mig selv som missionær. Jeg havde ingen anelse om, hvordan man drev en hjælpeorganisation, og helt ærligt, så havde jeg slet ikke de organisatoriske evner og forretningsegenskaber, som den slags kræver. Jeg var på ingen måde kvalificeret, men jeg var til rådighed, forklarer Katie.
For at lave en hjælpeorganisation i Uganda skulle man leje sit eget kontor. Men af en underlig grund endte Katie, pigen på 18 fra USA, i stedet for med at leje et stort hus midt i landsbyen.
– På det her tidspunkt vidste jeg, at jeg elskede Uganda. Jeg vidste, at jeg elskede min forlovede hjemme i Nashville, og jeg vidste, at jeg havde lovet min far at komme tilbage for at gøre min universitetsuddannelse færdig. Jeg troede, at det store hus skulle fungere som kontor og et sted for mig at bo på mine mange fremtidige rejser til Uganda.
Ikke så længe derefter skete det. En pige kaldte Katie mor. Ikke Mama, som en afrikansk kvinde med børn kaldes, men mor, min mor.
Scovia blev Katies første barn.
– Mor. Hun sagde det, og jeg vidste det. Hun var min. Jeg var betaget og indfanget. For mor varer for evigt, fortæller Katie.
Scovia var en fem år gammel pige, hvis vigtigste voksne var Agnes, hendes storesøster på ni. Da huset faldt sammen på Agnes, så hun blev indlagt, var der ikke andre end Katie til at tage sig af Scovia og den mellemste søster Mary på syv. Men snart efter blev Katie mor for dem alle tre.
Kort efter fulgte to lidt større piger, og lidt efter lidt voksede Katies familie af børn, som kom fra dybt desperate baggrunde, men som Katie oplevede, at Gud gav hende moderkærlighed til.
Samtidig med at Katie tog børn til sig som sine egne og sørgede for skolepenge til hundredvis af landsbybeboere, følte hun Guds kald til at tage sig af syge og døende mennesker. At tage dem ind på sin sofa, lade dem ligge der, elske dem og bede for dem til de bliver raske, eller til de dør.
– Jo længere jeg blev i Uganda, og jo mere jeg kom til at elske at være mor, jo mindre havde jeg lyst til nogensinde at vende tilbage til USA. Mens mine venner derhjemme var optaget af fester og footballkampe, bad jeg konstant om hjælp fra Gud til at give mad og tøj til de seks smukke piger, som jeg var blevet ansvarlig for, forklarer Katie.
Der fortsatte stadig med at komme børn til i Katies flok af piger. Det er nemlig i udgangspunktet ikke tilladt enlige mødre at adoptere drenge i Uganda.
Men som tiden gik, hang Katies løfte til sin far om at tage sin uddannelse tungere og tungere over hendes hoved, og hun ønskede så meget at ære sine forældre, at hun med et knust hjerte tog afsted for at tage et semester på universitetet. Derefter planlagde hun at færdiggøre det online.
– Mens mit fly var på vej rundt om verden fra Uganda til Nashville, kunne jeg ikke glemme den sidste aftens begivenheder. Agnes, som nu var 10, prøvede at overtale mig til at blive. Mor, lad være med at tage til Amerika for at arbejde og tjene penge til os eller få en uddannelse, så du kan tjene penge. Bliv her. Vi kan bare spise græs, hvis vi ikke har penge. Ja, det er det, vi vil gøre. Vi har ikke brug for penge, se selv… Og så løb hun ud og spiste en håndfuld græs. Og så lavede hun et ansigt, der tydede på, at hun godt kunne tænke sig at genoverveje den plan.
Katie havde også selv svært ved at forstå det. Hun endte med at afbryde sin uddannelse og med tiden også forholdet til sin forlovede. Gud havde lagt noget andet nogle andre på hendes hjerte, som kom først. Men hun forstår godt, at mennesker undrede sig.
– Min familie og jeg får mange spørgsmål: Hvorfor gør du det? Hvorfor så mange børn? Hvordan i alverden….? Hvorfor lige de her børn? Synes du, det er okay at adoptere som enlig mor? Har de ikke også brug for en far? Tror du, de vil få problemer, fordi I ikke er samme race? Vi får også komplimenterne. Jeg forstår ikke, hvordan du gør det! Godt gået! Du må være så ansvarlig. Dine børn må være så velopdragne.
– Vi får sindssyge blikke og store smil og alt ind imellem. Dette er vores perfekte Guds-skabte familie. Jeg prøver ikke at give det indtryk, at dette alt sammen skete naturligt og let. Der var store kampe involveret. Jeg tror af hele mit hjerte, at adoption er Guds-orkestreret. Men det er også den absolut mest unaturlige måde at få en familie på. Og det hører altid sammen med stor smerte og masser af kampe med Gud.
– Hvordan fortæller jeg et barn, at jeg elsker hende, når hun ikke kender kærlighed? Hvordan forventer jeg, at hun skal stole på mig, når hun kun har oplevet brudt tillid? Jeg beviser det. Jeg fortjener det. Jeg minder dem igen og igen og igen med ord, handlinger, knus og kys om min kærlighed. Og jeg minder mig selv igen og igen om, at Kristus, som lever i en forælder, er det eneste håb til at gøre Kristus levende i et barn.
– Når et barn bider mig, slår mig og prøver at skubbe mig væk, så hun kan såre mig, før jeg sårer hende. Når et barn overspiser så meget, at hun kaster op, fordi hun engang var så sulten og er bange for den sult. Når mit barn skriger på den biologiske mor eller far, som har skadet dem, hvad så?
Jeg elsker alligevel. Jeg falder på mine knæ, og jeg græder til Gud over den smerte, de har oplevet, og jeg spørger ham hvorfor. Og så kommer jeg i tanke om, at en god Gud, som ønsker gode ting for sine børn, kun kan give gode ting. Jeg mindes om, at alt dette – endda disse hårde sider af livet – vil virke sammen til noget godt i deres liv. Jeg mindes om, at disse svære tider er en gave, som han bruger til at styrke os som familie, så vi kan komme til at ligne ham mere.
Inden Katie var 22, havde hun 13 børn, 10 hunde, to geder og en abe boende i sit hus. Plus forskellige syge mennesker. Nogle af dem oplevede hun, at Gud helbredte. Andre døde. Og hver gang græd Katie, fordi hun åbnede sit hjerte for dem. Fordi hun elskede dem uden begrænsning.
– Vi er ikke kaldet til at redde verden, ikke engang et menneske. Det gør Jesus. Vi er bare kaldet til at elske uden begrænsning. Vi er kaldet til at dele vores næstes lidelse og elske dem lige der, slår Katie fast.
Det gør Katie hver dag i landsbyen Masese udenfor Jinja i Uganda. Og Gud viser sig hver dag trofast.
Amazima, som Katies hjælpeorganisation hedder, sponsorerer over 600 børns skolegang og giver mad til mere end 1200 slum-beboere én gang i ugen. Derudover har organsationen forskellige kampagner og hjælper også enlige kvinder med at finde noget at tjene penge på.
Katies liv kan følges på kissesfromKatie.blogspot.com. Hendes bog er til salg via Amazon.co.uk.
