Søren og Marie Krøyers jagt efter Skønhed
Journalist og forfatter Henriette Bjarne Hansen har netop udgivet en ny bog om Skagensmalerne, Marie og Søren Krøyer. Her fortæller hun om deres jagt efter den fuldkomne skønhed – skønt det, der var gemt bagved kulisserne.Danmarks mest berømte og mest omtalte kunstnerpar i forrige århundrede var Søren og Marie Krøyer. Længe før Bille Augusts film om Marie Krøyer var journalist Henriette Bjarne Hansen i gang med sit livs bog om Krøyer-parrets jagt på skønhed.
Da Henriette selv går så højt op i æstetisk skønhed, er hendes billed-bog først nu blevet trykt.
– Jeg har boet i Skagen i to et halvt år. Jeg elsker stedet og det er her, jeg føler mig mest hjemme. Naturen er noget af det smukkeste og mest storladne, jeg har set. Lange gåture ned over heden og langs havet er for mig noget af det mest livsbekræftende, der findes, fortæller Henriette Bjarne Hansen.
– Før jeg flyttede til Skagen, læste jeg mange bøger om Skagensmalerne. Den bog der inspirerede mig mest, var bogen P. S. Krøyers fotografier af Elisabeth Fabritius (Den Hirschsprungske Samling).
Krøyer elskede sit hjem i Skagen og var stolt af den indretning, som han og Marie i fællesskab havde skabt, og ud fra de fotos som Krøyer har taget fra hjemmet, får man et stærkt indtryk af, hvordan de to kunstnere boede. Indretningen var så smuk og særpræget, at den er gået over i historien som et kunstværk.
– Jeg har lavet mange reportager fra Danmarks kulturhistoriske museer, og det var helt oplagt også at lave noget om Søren og Marie Krøyers hjem og især fokusere på den unikke indretning, skabt af Danmarks mest berømte og mest omtalte kunstnerpar i det forrige århundrede.
– Da jeg første gang trådte ind i rummene i Krøyers hus, blev jeg meget skuffet. Rummene er stadig smukke, men alt indboet er væk. Det er ingen sag at skabe stemning og atmosfære og levendegøre et hjem, der er flere hundrede år gammelt, når indboet er intakt, men når der som i det her tilfælde ikke er en eneste ting at gøre godt med, bliver det problematisk. Jeg måtte opgive min plan om at fotografere kunstnerparrets smukke indretning, som jeg havde læst så meget om og set fotos af.
– I stedet for dykkede jeg ned i alt det materiale, der i dag findes om Søren og Marie Krøyers liv, og da jeg læste om, hvordan de to gik klædt, hvilke accessories de anvendte til at understrege deres personlighed med, hvilke blomster, der var deres favoritter, hvilke farver de holdt mest af osv., blev jeg hurtigt klar over, at jeg havde at gøre med to store æstetikere, for hvem skønhed betød alt, og jeg vidste, at det var den historie, jeg ville fortælle.
Bogen om Søren og Marie Krøyers jagt efter skønhed fortæller, hvor stor betydning skønhed havde for kunstnerparrets trivsel, og hvordan deres enorme sans for former og farver kom til at præge indretningen i hjemmet i Skagen.
Begge var fuldblods æstetikere og kunne ikke leve med grimme ting omkring sig. I deres hjem var alt, lige fra mundservietter til vaser, valgt med omhu, ja, selv familiens fotoalbums var smukke og særprægede. Et af dem, også kaldet Sommerbogen, er designet at Marie Krøyer. Albummet består af håndgjorte papirark, og omslaget er af skind, dekoreret med solsikkemotiver udført i brandmaleri, også kaldet pyrografi. Indersiden og forsatsblad er udsmykket med små firkløvere og blomster i farverne gul, lyseblå og rosa – malet i akvarel.
– Første gang jeg så dette lille klenodie, blev jeg dybt rørt. Dette lille klenodie fortæller bare så meget om Maries personlige touch og hendes helt særlige kreativitet og stil. Bogen er simpelthen en del af hendes skønhedsverden, fortæller forfatteren Henriette Bjarne Hansen.
– I Bille Augusts film Marie Krøyer siger Søren Krøyer til sin hustru Marie, at han synes, hun skal stoppe med at male, for Gud har ikke åndet på hende, og derfor har hun ikke det talent, der skal til for at blive kunstmaler. Jeg har stor respekt for Bille August og har set alle hans film, hvoraf de fleste er fremragende. Han har lov til at anvende sin kunstneriske frihed, men ved at lade Krøyer sige disse sårende ord til sin hustru risikerer man, at de mange mennesker, som har været inde at se filmen, vitterlig tror på det, der bliver sagt, og får det indtryk, at Marie ikke havde noget kunstnerisk talent.
Sandheden er, at Marie var en fremragende kunstmaler, men på grund af svære omstændigheder og manglende tro på sig selv fik hun aldrig det gennembrud, hun drømte om.
Gud må have åndet på Marie mange gange, for hun havde ikke kun et, men mange kunstneriske talenter. Hun var en fremragende indretningsarkitekt og en fabelagtig dygtig kunsthåndværker. Hendes far var direktør for J. H. Rubens tekstilfabrikker på Frederiksberg, og hans kreativitet og sans for former og farver havde Marie arvet. Hun designede møbler, vævede vægtæpper og broderede puder.
Skov og Naturstyrelsen Vendsyssel har i dag kontorer i Krøyers Hus, hvilket i mine øjne er uforståeligt. Hvorfor har man dog valgt at lave det smukke kunstnerhjem om til kontorer og ikke et museum?
Når nu indretningen var så smuk og særpræget, at den er gået over i historien som et kunstværk, hvorfor har man så ikke bevaret den? Det ville for det første have været én af Skagens største seværdigheder, og for det andet ville det have været et stærkt minde om Søren og Marie Krøyers kærlighed til det at skabe skønhed omkring sig.
Denne fælles passion var desværre ikke nok til at bevare deres ægteskab, svære ting fra fortiden, som hver især havde haft med i bagagen, da de blev gift og flyttede sammen, blev i mange år fuldstændig fortrængt og fortiet. Efter elleve års ægteskab krakelerede den smukke facade, og ægteskabet gik i stykker. Søren og Marie måtte skilles og gå hver til sit.
Men én ting, som ikke er gået i stykker, er kunstnerparrets hjem. Husets smukke facade er ikke krakeleret, men restaureret til den helt store guldmedalje.
Det er mere, end hvad man kan sige om mange andre af vort lands smukke kulturhistoriske bygninger. En del af dem står og skranter og skriger efter en kærlig hånd. Mange steder lugter der af mug og fugt, når man træder indenfor, og det smukke originale indbo har på grund af manglende vedligeholdelse ikke kunnet klare de strenge vintre uden opvarmning. De skønne gamle tekstiler; duge, dyner, gardiner, og klædedragter er så møre, at når man rører ved dem, falder de fra hinanden.
– Man må håbe, at disse kulturhistoriske perler, der er en vigtig del af vores kulturarv, ikke lider samme skæbne som vort lands kirker og små missionshuse, at de bliver sat til salg og anvendt til privatboliger, supermarkeder eller diskoteker.
– Ved siden af min journalistiske karriere har jeg gjort det til mit speciale at lave reportager fra danske kulturhistoriske museer. Jeg har arbejdet de steder, som i mine øjne hører til eliten indenfor danske kulturhistoriske museer: Strandridergården Abelines gård på Holmslands klit, Hannes Hus på Fanø, Tanggården på Læsø, og jeg har erfaret, at når man går ind og levendegør disse steder og giver dem et stærkt visuelt udtryk, sker der en forvandling. Det lidt støvede og museumsagtige forsvinder, og i stedet opstår der atmosfærefyldte hjem, hvor vore forfædre engang boede.
– Jeg har solgt mine reportager til nogle af de største boligmagasiner i England og Italien, og jeg har oplevet, at når udlandet ser vores kulturarv præsenteret i al sin herlighed, får de virkelig øjnene op for vores egenart, og Danmark bliver i deres øjne et land, der ikke ligner alle andre, men som oser af det, som i dag ikke kan købes for penge – særpræg og originalitet.
Søren og Marie Krøyer forstod at iscenesætte sig selv og præsentere deres smukke hjem på den bedst tænkelige måde.
Krøyer var stolt af sit hjem og ønskede at vise det frem til alle. Vi burde være lige så stolte af vores land og ønske at vise det frem. De usædvanlige smukke og særprægede kulturlandskaber og bygninger, som ligger ude i vores land ved heden, fjorden, marsken, havet, og skoven – er en del af Danmarks kulturarv. Mister vi disse kulturhistoriske perler, har vi kun dyreparker, badeland og Go Cart baner tilbage. De fortæller jo intet om, hvem vi er, og hvor vi kommer fra.
