26 palæstinensiske fanger løslades i næste uge

Israel vil den 13. august løslade 26 palæstinensiske fanger som led i aftalen om at frisætte 104 fanger i henhold til den aftale, der har bragt palæstinensere og israelere tilbage til fredsforhandlinger efter en pause på tre år.

Statsminister Benjamin Netanyahu har afvist at frigive alle fangerne på een gang, men vil have, at det sker i fire faser, således at det bliver i overensstemmelse med fremskridt for forhandlingerne. De fire faser, hvoraf den første bliver i næste uge, afholdes med et interval på 6-8 uger.

Størstedelen af de fanger, der står foran løsladelse, har siddet fængslet siden før indgåelsen af Oslo aftalerne..

De nøgleanliggender, der skal forhandles om, er palæstinensiske flygtninge, bosættelser, vand og Jerusalems status.

Ved optakten til den forløbne weekend talte præsident Barack Obama i telefon med den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas og Netanyahu

I en udtalelses fra Det hvide Hus, at USA vil støtte dem fuldtud i deres bestræbelser på at opnå fred.

Noget lignende sagde Obama til Abbas.

Tillidsvækkende tiltag

Hvordan den israelske befolkning ser på løsladelsen af disse fanger, som for manges vedkommende har “blod på hænderne”, fremgår af en artikel i “Jerusalem Post” af klummeskriver Herb Keinon.

– Disse mordere vil blive hyldet i Ramallah, Hebron og Jenin, og de vil blive bedækket med blomster for deres “glorværdige bedrifter”, skriver han. Kan vi være ligeglade med, hvordan de modtages? Modtagelsen af dem siger noget om vores fredsmagende partnere. Israels løsladelse af dem vil verden over blive opfattet som et “tillidsvækkende tiltag”. Og det er en del af problemet. Palæstinenserne vil konsekvent – bakket op af verden – kræve, at Israel skal opbygge deres tillid. Men hvad med israelsk tilid?

Keinon fortsætter:

– Hvad har palæstinenserne gjort for at overbevise israelerne om at noget har ændret sig fundamentalt, at de ønsker at leve i fred og sikkerhed ved siden af Israel, ikke på toppen af Israel? Har de nedtonet deres retorik? Er det slut med stenkast mod israelske køretøjer over “Den grønne Linje”? Har en palæstinensisk version af “Fred Nu”-bevægelsen , måske financieret af EU, fået de palæstinensiske masser til at acceptere Israel og presse det palæstinensiske styre til at droppe dets maksimalistiske krav og for alvor vende tilbage til forhandlinger? Har der været stævner på Vestbred-området for en fred?

Videre skriver Keinon:

– Den anden intifada var en milepæl for det israelske samfund. Det var, da manglen på fysisk sikkerhed blev klar for alle israelske mænd, kvinder og børn – da det at køre i bus i Jerusalem var farligere end at patruljere langs den libanesiske grænse. Dette var et traume, som ikke er blevet slettet.