Dit kald er tættere på end du tror

Har vi gjort det ”at finde sit kald” sværere, end det behøver at være?

”Dit arbejde er ikke det, der giver dig en ugentlig løncheck. Dit arbejde er det, som du er sat her på jorden for at gøre, med en sådan passion og intensitet, at det bliver et åndeligt kald”, som Vincent Van Gogh engang sagde.

Hvordan finder vi ud af, hvad det er meningen, at vi skal lave på jorden?
Dette er spørgsmålet, som holder os oppe om natten, som gør, at dem i 40’erne pludselig forlader deres job og liv for at finde noget bedre. Det er det, der gør, at dem i 20’erne kun bliver i et job i højst et år ad gangen, og som gør, at mange dates aldrig ender med kirkeklokker.
Hvorfor er jeg her? Hvad skal jeg bruge mit liv til? Vi løber forvildede rundt, går ind i blindgyder og spekulerer.

Hvorfor er jeg her?

Jeg tænker på min bedstefar og hans tyske indvandrerfamilie, som arbejdede på en gård i North Dakota. Der er -12 grader udenfor, og han er 9 år gammel. Han kigger rundt på marken på jagt efter sten, der kunne ødelægge familiens traktor.
Tyve år senere er han en voksen mand, som bestyrer et supermarked, håndskriver kvitteringer og holder styr på kundernes ønsker.
Hvem har fortalt os, at vi har ret til et meningsfyldt job?
Hvem definerer, om vores job har mening?
Og hvem siger, at vores job er vores kald?

Den rigtige definition af et kald?

Jeg leder en bibelsgruppe for kvinder, og mens vi sidder og snakker om tro og om Guds navne, stiller vores studiebog et spørgsmål, som jeg har hørt så mange gange – og som jeg stort set nægter at acceptere.
Forfatteren skriver: Hvad har Gud særligt kaldet dig til? Lever du Guds kald i dit liv? Vi har ca. 1×6 cm til at skrive vores svar ned.
Et øjeblik overvejer jeg at kaste min bog tværs gennem lokalet. Eller at stoppe bibelstudiet for i dag. Men alligevel, lidt forfjamsket skriver jeg:
”Gud har kaldet mig til at adlyde hver dag. Jeg skal vandre hvert skridt med ham, og hvis jeg gør dette, så gør jeg Guds særlige kald i mit liv”.
Jeg føler mig rebelsk.

Det vi gør

Det problem, jeg synes der er med det overbrugte, genneprædikede ord ”kald”, er, at mange af os har begrænset definitionen af ”kald” til at være et job, en karriere eller en rolle. Fra den vinkel er ”kald” det, vi gør, og ikke den, vi er.
”Kald” kommer til at handle om, hvad vi gør – kaldet til at være moder eller psykolog eller missionær eller lærer.
Og når vores børn ikke bor hjemme mere, når vi mister vores job, når vores ægtefælle pludselig dør, når vi mangler penge, når vi ikke kan lide vores arbejdsplads mere, eller når vi bare bliver gamle, hvad så? Hvor er vores kald så henne?
På nogle måder er problemet relateret til, at vi ikke kender vores evner og gaver. Men det er mere end det. Det handler om vores forventning. Vi har en forventning om, at vores kald er guldklumpen, som er gemt et sted. Søg efter den og vær tålmodig, giv ikke op, vi finder den en dag, og så vil vores liv aldrig blive det samme igen.
Vi venter på, at telefonen ringer, eller at det pludselig står på fortorvet foran os – det vi altid har været bestemt til at lave, som ingen andre kan gøre, ligesom vi kan det.
For nogle af os vil vi, uanset hvor længe og intensivt vi søger, aldrig finde det særlige kald. Vi ser med misundelse på andre mennesker, som lever deres kald ud – hvad er der galt med os, siden vi ikke ved, hvad vi skal med vores liv? Hvorfor har Gud noget unikt for dem, men ikke noget unikt for mig?

Den særlige glæde

Vi har en forventning om, at vores kald vil føles usandsynlig godt, som ham der scorer det afgørende mål i en stor finale.
Det er denne her særlige lykke, som vi vil få, fordi vi er på det helt rigtige sted, og at dette er, hvad vi er skabt til at gøre. Og hvis der er noget, som ikke giver os den særlige glæde, så betyder det, at det ikke er, hvad vi er skabt til at gøre alligevel.
Tanken om, at vores kald også kan være ubærligt hårdt, hører vi ikke meget om.

En bitter pille at sluge

Dietrich Bonhoeffer sagde: “Når Kristus kalder en mand, så byder han ham at komme og dø”.
Vi har en forventning om, at vores kald vil være meget dybt. Vi vil gerne være øjeblikkelige succeser, starte en virksomhed, opfinde et eller andet unikt, skrive en bog, som påvirker milllioner, lave musik, som topper verdens hitlister, blive den næste store prædikant, eller lave film, som gør en forskel.
Vi er en kultur, som er meget påvirket af tal, rankinger, titler og anerkendelse fra andre mennesker, så når vores ”kald” er at være steder, hvor ingen ser os, så er det en bitter pille at sluge.

Små skridt mod et bedre liv

Jeg tænker på nogle af de nye i vores kirke, som bryder ”fæstningsværker” i deres liv ned, bliver genoprettet og gør små fremskridt mod et bedre liv. Mange af dem lever i nuet med spørgsmål som: Har jeg penge nok til resten af måneden? Kan jeg lade være at tage stoffer? Vil jeg se mine børn en dag? De tager en dag ad gangen, et skridt nærmere deres bedre jeg, det menneske Gud ønsker, de skal være. Det er sådan, jeg er begyndt at se på ”kald”.
Det kræver en meget stor grad af disciplin og modenhed at tage et skridt ad gangen mod det, som ”jeg skal gøre i dag”. Det kræver disciplin at sige: ”Det ved jeg ikke”. Det kræver tro at stole på, at man skal tage en dag ad gangen. Det kræver, at jeg lægger mit desperate og vanvittige ønske om kontrol væk og stoler på, at Han er i gang med at arbejde.
Han kender grunden til, at jeg blev skabt. Hvis jeg vandrer sammen med Ham hver dag, så vil jeg hver dag gå imod det, jeg er kaldet til.
Måske er jeg her for at gøre noget stort og meningsfyldt, eller måske skal jeg samle sten op, så traktoren ikke går i stykker.
Mit ”kald” er hver dag.

Af Karen E. Yates