Genudgivelse af ”Skjulestedet”: Stærkeste vidnesbyrd

s15_elSkjulestedet5Skjulestedet var en af den forrige generations mest læste kristne bøger og fortjener at blive læst i dag for dens uafrystelige budskab om kristen næstekærligheds forvandlende magt og kraft.

Corrie ten Booms hjem blev under nazibesættelsen forvandlet til et stort gennemgangshjem og ly for flygtende jøder. Skjulestedet er et hemmeligt rum bygget op bag Corries soveværelse, hvor de husede jøder hurtigt kan krybe i sikkerhed under razziaer. Ikke engang trænede Gestapo-folk finder det, da hele familien arresteres.
Corries fire måneders isolationsfængsel, efterfølgende ophold i en hollandsk lejr og kreaturvognstur til et ca. 1 år langt ophold i koncentrationslejren Ravensbrück nord for Berlin, hvor 90.000 kvinder døde, er én lang beretning om ufattelige lidelser, ondskab og grusomhed.
Corrie og søsteren Betsie, der dør i lejren, formår trods trængslerne at bevare modet, troen og en selvhengivende kærlighed til medfangerne. Det er bogens vigtige, overbevisende og altafgørende hovedbudskab – der præger den fra først til sidst – at det var Gud, der gav kraften til at elske, det var Jesu konkret oplevede nærvær, der gav dem håb og trøst i mørket. Et stærkere kristent vidnesbyrd findes ikke!
Bogen, der blev udgivet i 1971 og her foreligger i ny udgave på dansk med bl.a. forord af Joni Eareckson Tada, billeder og tidslinie, er fortalt til og skrevet af ægteparret Sherrill. I 1974 blev den filmatiseret; den kan fx ses i fuld længde på YouTube. Her kan man også se diverse interviews med Corrie. Hjemmet i Haarlem er i dag museum.

Corrie ten Boom:
Skjulestedet
285 sider • 199 kr.
Scandinavia