Har jeg grund til bekymring?

Kære Suh
Min mand og jeg har været sammen i snart 15 år. Vi har altid været meget opmærksomme på ikke at ”sidde på hinanden” og har derfor hver især et ”selvstændigt liv” med venner/veninder og fritidsinteresser.
Jeg synes egentlig, at det fungerer godt, vi får hverdagen til at fungere, har team-work i forhold til, hvem der har ungerne, mens den anden er af sted osv.
Vi laver selvfølgelig også ting sammen, med fælles venner, men vi kan fx godt finde på at tage på mini-ferie hver for sig, med enten klub eller venner. Min bekymring er ind imellem, at vi måske er blevet lidt for gode til at give hinanden ”plads”, og at vi derfor vil glide fra hinanden uden rigtig at opdage det, før det er for sent? At vi lige pludselig en dag vågner op og bare er rigtig gode venner – men at vi ikke er mere end det?
Håber det giver mening, og at du har en kommentar til det.
Firkløveren

Kære Firkløver
Jeg tror ikke, du har grund til at være bekymret. Og det skriver jeg bl.a. fordi du selv skriver: ”Jeg synes egentlig, at det fungerer godt”.
Når man skal afgøre, om noget er godt eller skidt – farligt eller gavnligt – så er det ikke altid nok at kigge på selve situationen eller selve objektet, men i stedet må man kigge også på resultaterne!
Dette er jo et bibelsk princip: vi skal kende træet på dets frugter. Så når du skriver, at du egentlig synes, at jeres liv sammen fungerer godt, så er det vel netop et udtryk for, at du er tilfreds?! At du umiddelbart ikke savner noget, sådan som det er nu?! Og hvis din mand har det på samme måde, ja, så er der vel ingen grund til at ændre på det?
Mange forhold mangler netop denne oplevelse af, at ”det fungerer godt”, i stedet savner man her både friheden, muligheden til at være mere individuelle væsener, man oplever sig måske reduceret til ”kun kone” eller ”kun mor”, men også elementet af at ægtefællen også er ens rigtig gode ven og gode samarbejdspartner.
Disse to elementer er af uhyre stor vigtighed i et ægteskab, og at I har det i så høj grad på nuværende tidspunkt er bare utrolig dejligt! Kæreste-delen af et parforhold er selvfølgelig også rigtig vigtig, og jeg tror, det er nødvendigt at pleje og prioritere også den del helt bevidst. Men igen – så længe du ikke savner noget, så lad være med at gøre det til et problem! Mange forhold, hvor et stærkt venskab er toneangivende, er mere holdbare end forhold, der er bygget på stormombruste følelser! Har man begge dele med, er det selvfølgelig en win-win-situation.
Skulle du/I på et tidspunkt begynde at føle, at I mangler noget – nærhed, tryghed eller romantik – ja, så må I jo til den tid stoppe op og sammen finde ud af, hvad I kan gøre for at få de elementer ind i jeres parforhold! Måske skal I så til den tid tage på en mini-ferie sammen – men så vil I givetvis også finde det relevant og ikke svært at prioritere.
Og bliv så endelig ved med – som du gør – at stoppe op engang imellem og evaluere dit ægteskab: hvordan har vi det egentlig sammen? Er der noget, jeg kunne tænke mig anderledes?
Held og lykke fremover!
Hilsen Suh

Hvornår skal jeg sige fra?

Kære Suh
Jeg synes, at det nogle gange er lidt svært at skelne imellem, hvornår noget er sund overbærenhed (med andres fejl, også når de sårer en), og hvornår det er usund konfliktskyhed eller bare manglende evne/vilje til at ville sige fra?
VH Tina

Kære Tina
Det kan du have ret i. Når man er vidne til en situation, hvor noget sådant udspiller sig, kan det være meget svært at bedømme, om det er det ene eller det andet, medmindre man kender de implicerede samt konteksten virkelig godt.
Nogle gange er den, der handler måske endda selv i tvivl? Måske var adfærden primært et udtryk for konfliktskyhed, men man vælger at fortælle sig selv, at det var pga. overbærenhed, fordi det er mere acceptabelt for en selv?
Igen, som i så mange andre sammenhænge er man nødt til at betragte situationen i et bredt perspektiv: hvilke tanker og følelser ligger til grund for den pågældende handling?
Hvis det er frygtsomme tanker som: ”hvis jeg siger sådan, så bliver hun bare sur” eller ”hvis jeg svarer nej, så kan han nok ikke lide mig så godt længere”, der afgør udfaldet, så handler det primært om konfliktskyhed og angst for at miste anseelse/venskab.
Hvis det derimod er tanker og følelser som: ”han har haft det svært den sidste tid, jeg lader det her gå ind ad det ene øre og ud af det andet”, eller: ”lige nu er hun meget ophidset, sådan plejer hun ikke at tale, jeg lægger ikke så meget i det”, så handler det primært om en sund overbærenhed, der udspringer af forståelse/omsorg for den anden. Man kan sige, at den første handling udspringer af bekymringer for en selv (hvad man kan risikere), mens den anden handling udspringer af bekymringer/omsorg for den anden. Sikkert er det også, at hvis man igennem længere tid bider en masse ting i sig, og hvor den overbærende adfærd ikke udspringer af et ægte hjerte, så vil man på et tidspunkt enten eksplodere eller få det meget dårligt selv. Dette vil nemlig medføre ophobet frustration og vrede, som vil blive destruktiv på en eller anden måde, før eller siden.
Dit spørgsmål er derfor bestemt relevant, og vi vil alle have godt af at stoppe op jævnligt og overveje vore egne motiver.
Hilsen Suh

Hvornår er det en depression?

Kære Suh
Hvornår er man bare trist – sådan generelt – og hvornår er man reelt deprimeret?
Mange siger ”jeg er ret deprimeret i øjeblikket” eller noget i den stil, men det er vel ikke sådan noget, der bare kommer og går?
Kan det ikke bare være fordi man helt udramatisk er inde i en lidt svær periode?
T.

Kære T.
Jo, og det er vigtigt, at man ikke blander de to ting sammen! I Danmark definerer man en depression ud fra visse kriterier, og om der er tale om en reel depression snarere end normale og ufarlige stemningsudsving, afgøres af symptomernes sværhedsgrad og i hvor lang tid, det har stået på.
Som du selv er inde på, oplever vi jo alle ind i mellem, at der i perioder er ting, der går os på, at energi-niveauet er lidt lavere end vanligt, eller at man er trist på grund af helt naturlige årsager. Disse perioder skal dog helst gå over af sig selv igen (evt. med lidt støtte fra fam./venner), men bliver perioderne pludselig meget lange (min. 14 dage), og man har mange af de depressive symptomer hver dag, ja, så kan det være, at der er tale om en tilstand, man klassificerer som en reel depression.

Mindst to af følgende symptomer:
• Følelse af nedtrykthed.
• Markant nedsat lyst/interesser.
• Reduceret energi, svær træthed.
Samt mindst to af følgende:
• Nedsat selvtillid eller selvfølelse.
• Selvbebrejdelser, svær skyldfølelse.
• Tanker om død eller selvmord.
• Tænke- og koncentrationsbesvær.
• Svær indre uro eller modsat: hæmning.
• Søvnforstyrrelser.
• Betydningsfulde ændringer i vægt eller appetit.
Det er ikke nok, at man selv synes, man opfylder kriterierne – der skal en lægefaglig person til at vurdere symptomerne, så har man mistanke om, at man har en depression, skal man altid henvende sig til sin egen læge. Her kan man få yderligere vejledning og evt. henvisning til psykolog.
Hilsen Suh