Stor triumf for FCU

Virum-Sorgenfris anfører brænder her det afgørende straffespark.
Virum-Sorgenfris anfører brænder her det afgørende straffespark.

En fantastisk spændende kamp blev vundet over favoritterne fra Virum-Sorgenfri. Nu venter selveste OB fra Superligaen i næste kamp torsdag den 12. sept. i Pokalturneringen!

FC Udfordringen vandt en nervepirrende kamp mod Danmarksserieholdet Virum-Sorgenfri og skal spille imod selveste OB fra Superligaen i næste pokalkamp!

Der var lagt et stort stykke arbejde i at skabe de perfekte rammer, da FC Udfordringen skulle spille mod den tidligere udlandsprof og superligaprofil Thomas Rytters hold Virum-Sorgenfri.
Valby Stadion var lejet, og mange fans fra FCU var mødt op for at støtte holdet.
Virum-Sorgenfri (VS) starter kampen med at presse FCU godt tilbage på banen, men de rød-blå stod godt imod presset fra favoritterne anført af anfører Christian Kjær, som spillede en stor kamp i midterforsvaret med sit rolige og forudseende spil.
Efter tyve minutter bliver en halvdårlig aflevering til VS’s målmand hurtigt opsnappet af Joachim Skov-Martinet, som iskoldt udplacerer målmanden. 1-0 til FCU, og Thomas Rytter så ikke glad ud på modstandernes trænerbænk.
Syv minutter senere får FCU’s topscorer Martin Everland en kæmpe chance, men målmanden redder flot. Everland havde svære betingelser som eneste angriber i 4-5-1 opstillingen, men han var god til at tage de rigtige dybdeløb og agere spilstation, når det var nødvendigt.
Generelt spillede alle FCU’s spillere en fremragende kamp, hvor der blev taklet og kæmpet for hinanden, godt hjulpet på vej af et fanatisk hjemmepublikum, som ligeledes var utrætteligt i opbakningen.
I sidste minut af første halvleg troede alle, at VS havde udlignet efter et hjørnespark, men målmand Nikolaj Hyttel Schrøder fik korrekt frispark for skub i ryggen. VS var frustrerede, og FCU kunne gå til pause med en flot 1-0 føring.

Stor holdindsats

Den spinkle Rytter har måske givet sine spillere et par gode råd fra sin karriere i pausen. I hvert fald kom VS ud til anden halvleg med mere energi og hurtigere spil. FCU er presset, men er stadig farlige i omstillingsspillet.
Lige som man troede 1-0 føringen holdt, misforstår målmand Hyttel Schrøder sit forsvar, og en ellers ikke farlig bold går i mål til stor ærgelse for alle. ”Taber de nu?” tænkte mange. Men få sekunder efter gjaldede det fra FCU’s trofaste fanskare: ” F – C – UBESEJRET, F – C – UBESEJRET! og ”HER REGÉR’ FCU, HER REGÉR’ FCU! Der var ingen ende på de mange positive tilråb fra de muntre fans, som sørgede for en fest.
Tilråbene så ud til at opmuntre spillerne på banen, og kun få minutter efter udligningen får Joachim Skov-Martinet en stor chance. Denne gang kommer målmanden dog godt ud og får afværget skuddet.
Kort tid efter sparker den indskiftede Peter Anthon et fremragende langskud, som havde gjort Pirlo misundelig. Desværre rammer det overliggeren og går over målet.

Krampe og holdånd

Resten af kampen kæmper FCUs spillere det bedste de har lært, mens VS trykker mere og mere på. Dommeren fløjter til sidst den ordinære kamp af, og den forlængede spilletid kan begynde. FCU er trætte, og enkelte spillere har krampe.
Langt inde i overtiden får Everland pludselig bolden i nærheden af feltet, snyder en mand, tager et træk og afslutter fladt. Bolden sniger sig akkurat til højre for stolpen til stor ærgelse for ham selv og publikum.
Kort efter fløjter dommeren kampen af, og tilskuerne jubler, som om de har vundet kampen. FCU har spillet lige op med et Danmarksseriehold i 120 minutter. En fantastisk præstation, men kampen er ikke slut. Den skal afgøres på straffespark. Hvem kan klare presset?

Det psykiske spil

I straffesparkskonkurrencen brænder hvert hold et enkelt spark, før de sidste to skal sparkes. Jonas Rasmussen skal tage FCU’s sidste – men brænder! VS kan nu afgøre kampen ved at score på Hyttel Schrøder, som får en overvældende opbakning fra fansene, der har taget opstilling bag målet. VS spilleren løber til bolden, sparker – og rammer overliggeren! FCU lever endnu.
Næste spark scorer FCU på og presset er nu på VS’s anfører, som skal score. Han sparker og rammer overliggeren! FCU har vundet! Jublen bryder løs, publikum løber ind på banen og omfavner helten Hyttel Schrøder sammen med holdkammeraterne i et stort kaos midt på banen. ”We are the champions” spilles i højtalerne, mens rygterne om en endnu større kamp i næste runde af Pokalen lyder:
FC Udfordringen skal nu møde Superligaholdet OB d. 11 september kl. 19 i Valby!
En kæmpe kamp for spillerne og selvfølgelig en kamp, vi dækker.

HÆDRET: Før kampen blev træner Tobias Ambs-Thomsen hædret for sit store arbejde i klubben af DBU. En flot hæder for den utrættelige Ambs-Thomsen, som foruden sit store arbejde også er en meget vellidt person i klubben. Til højre er det målmand Hyttel Schrøder i minutterne efter det afgørende straffespark er blevet brændt og sejren er sikret.
HÆDRET: Før kampen blev træner Tobias Ambs-Thomsen hædret for sit store arbejde i klubben af DBU. En flot hæder for den utrættelige Ambs-Thomsen, som foruden sit store arbejde også er en meget vellidt person i klubben. Til højre er det målmand Hyttel Schrøder i minutterne efter det afgørende straffespark er blevet brændt og sejren er sikret.