Efterskole til søs
Frydensberg Efterskole sendte igen i år en flok elever med Limfjorden Rundt i de gamle sejlskibe.
Elever fra Frydensberg Efterskole i Mariager har igen i år deltaget på Limfjorden Rundt for gamle sejlskibe.
Med ombord på skibet Agape er Caroline og Hannah, som går i tiende klasse. Når man spørger, hvad de synes om turen, svarer de med et stort grin.
– Det er mega hyggeligt at sejle og være sammen på en hel anden måde. Og det er sjovt at møde andre unge og rigtige gamle søfolk, når man besøger de andre skibe.
Beskytter fællesskabet
De elsker efterskolelivet, især på grund af det forhold man har til hinanden på skolen.
– Man er aldrig alene, siger Hannah. Der er altid nogen at være sammen med, og der er vildt forskellige mennesker. Caroline fortsætter:
– Lærerne er heller ikke bare lærere som derhjemme. Jeg nyder virkelig alle menneskene og det, vi laver sammen.
Hannah er glad for, at det er en kristen skole, så er det nemmere at vokse i sin tro. Caroline har det godt med, at det kristne grundlag giver et miljø med åbenhed og plads til alle.
– Jeg kan faktisk mærke, at de kristne værdier og skolens rammer beskytter vores fællesskab.
En bedre attitude
Pigerne er ikke i tvivl om, at det gør noget ved én at være på efterskole. Hannah mener, man bliver mere ansvarlig.
– Ikke kun sådan noget med tøjvask. Jeg er blevet meget bedre til at se, hvordan andre har det, og hvordan det, jeg gør, påvirker andre.
– Jeg kan også se, at jeg var mere dømmende over for andre, da jeg startede, siger Caroline. Jeg har fået en bedre attitude. Det er også en af grundene til, at jeg har valgt at gå her igen i år. Jeg har lyst til at arbejde videre med mig selv og min indstilling til tingene.
– Jeg tror slet ikke, man kan komme på efterskole uden at lære noget, siger Hannah. Selv dem, der måske ikke normalt plejer at lytte til, hvad lærerne siger, kan ikke undgå at lære noget og udvikle sig, for hele fælleskabet påvirker én i en god retning. Det gælder faktisk også fagligt. Jeg synes, det er meget udfordrende, og jeg lærer en masse. I år skal jeg være lidt hjælpelærer, for det lærer man også selv af.
Sammenhold før sejr
Kapsejladsen vinder Agape ikke. Skibet er bygget til Nordsøen og kræver mere hård vind, end der har været i år. Men pigerne og deres venner smiler. De får så meget andet med hjem.
– Det er fedt at starte året med sådan en tur. Det giver meget bedre sammenhold.
Eva