Kristne bikere i ’Kig ind’ i Græsted

Et udsnit af rockbandet Good News for fuld udblæsning.
Et udsnit af rockbandet Good News for fuld udblæsning.

– Vi vil have de andre rygmærker med i himlen, siger motorcykelklubben Exodus. Sammen med rock-bandet Good News mødtes de i Græsted Frikirkes værested ’Kig ind’.
Udenfor stod motorcyklerne linet op, og inde i salen var mange mennesker mødt op for at lytte til vidnesbyrd fra de kristne Exodus-bikere og blues-rock bandet ’Good News’, der ofte ledsager Exodus til arrangementer rundt omkring i landet.

Good News lagde ud med sangene Walk with Jesus og Heaven’s King. Det var god blues med Johannes Ørsøe (Johs) ved klaveret i flot, flot stil.
Teksterne var gode, og salen var med fra starten. Bikervestene med rygmærker gjorde indtryk, men størst indtryk gjorde vidnesbyrdene.
Præsidenten for Exodus fik visionen om en kristen bikerklub, allerede mens han gik på efterskole. Han fortalte, at man i Exodus lægger vægt på at lade sig lede af Gud og ønsker at møde mennesker med evangeliet, bl.a. i andre bikerklubber, hvor Gud ikke er i særlig høj kurs.
Man har fået trykt ’Biker Bibelen’, der består af Det Nye Testamente og en række stærke vidnesbyrd fra bikere. Biker Bibelen er nu trykt i 3 oplag med i alt 90.000 eksemplarer, og bikermiljøet har taget godt imod den.

Alle i Exodus er kristne

Det første vidnesbyrd kom fra Johs, der er pianist i Good News. Han er tidligere alkoholiker og arbejder nu som fængselsbetjent i Vestre Fængsel.
– Jeg brænder for bikermiljøet, brænder for Gud og for at hjælpe dem, der har det svært. Vi må respektere mennesker og vise næstekærlighed, slog Johs fast og fortsatte:
– Jeg har selv været nede og ligge på grund af et kraftigt alkoholmisbrug, men i 1999 blev jeg ædru, og så begyndte Gud at arbejde i mit liv, og nu har jeg ham med hver eneste dag. I Vestre Fængsel fik jeg præsterne til at tage Biker Bibelen ind til fangerne, og vi har foreløbig arrangeret 3 rock-blues-koncerter med kristent budskab.

De hårde bikerdrenge

André Meiner bragte et klart frelsesbudskab illustreret med situationer fra sit eget liv. Han talte om livet med Gud ved at fastslå:
– Det er fedt at være sammen med Far! Det at tilbede Ham er meningen med livet.
Der er mange hårde drenge i bikermiljøet, hvor der ikke er plads til Gud. Disse gamle bikerklubber havde det dårligt med, at der dukkede en kristen bikerklub op.
Nogle fra de gamle klubber gik hårdt til dem og spurgte:
– Vil I skille jer af med jeres rygmærke? Og vi måtte sige:
– Det kan vi ikke, for det er Gud, der har bedt os om at bære det.
– Er I villige til at dø for jeres klub? (Det er de nemlig selv).
– Vi måtte svare nej på spørgsmålet, men sige, at vi er villige til at dø for Gud. Gud elsker ud over, hvad vi forstår, og som kristne er vi Guds børn og arvinger, sagde André Meiner.

Gav Gud et løfte

s17_Exodus-Mc i Græsted 227André fortalte, at han på et tidspunkt gav Gud et løfte om at gøre, som han siger:
– 14 dage efter var jeg ved at fortryde mit løfte, for Gud bad mig om at bryde med min kæreste, som jeg var meget forelsket i, og gifte mig med min ekskone.
Nu havde han et problem, han hadede sin ekskone, men havde lovet at gøre, hvad Gud bad ham om. Ekskonen havde været ham utro mange gange, og de havde skændtes så det bragede og sagt mange grimme ting til hinanden.
– Hun var den, der havde såret mig som ingen andre, ligesom jeg havde såret hende voldsomt, indrømmede Meiner.
Derfor havde han bestemt ikke lyst til at gifte sig med hende igen. Men nogle dage senere mødtes de til et forældremøde. Bagefter spurgte ekskonen ham, om han ville køre hende hjem, og i bilen sagde hun til ham:
– Gud har sagt til mig, at vi skal finde sammen igen og begynde forfra, sagde hun. Og sådan blev det. De er stadig gift.
– Vi har det godt sammen nu og glæder os over at kunne være kristne eksempler for vore børn. Når man giver sit liv til Gud, overgiver sig helt til ham, får man det fede liv. Vil du opleve det?
Arne Mohr, der er vicepræsident i Exodus, kom med en appel til sidst, inden Good News var på igen. Han sagde: ”Vi vil have de andre med rygmærker med i himlen. Derfor er vi i Exodus. Det handler om at have Jesus i hjertet. Jesus elsker dig, præcis som du er, og du bør tage imod ham. Hvis du ønsker at tage imod Jesus, vil vi gerne bede med dig.
Det var næsten som et gammeldags vækkelsesmøde med det kristne rygmærkefolk som afsendere, og det var noget, brugerne af værestedet ”Kig ind” kunne bruge.

Ikke kedeligt

– At være en kristen, behøver ikke være kedeligt! Den kristne bikerklub Exodus viger ikke tilbage for noget.
Vi tror på Gud den almægtige, som skabte himmelen, jorden, og alt liv på den. Når Gud er med os, hvad har vi så at frygte?
Exodus ønsker ikke at banke andre klubber i hovedet med moralske og lange, tørre prædikener. Vi vil vise, at det med at være en kristen, ikke behøver at være kedeligt, tværtimod. Er man en kristen, drevet af Guds Helligånd, lever man et spændende og fredfyldt liv.
– Ud over fællesskabet når sølvtøjet (Harley’en) skal pudses, har vi tæt åndeligt fællesskab, som bliver højt prioriteret på klubmøderne. Vi velsigner og be’r for hinanden, og det er med til at styrke venskabet.
Exodus startede i foråret 1998, og vi ønsker at give Gud æren i alt, sluttede Arne Mohr.

Fakta

Kig Ind i Græsted
”Kig ind” er et værested, der drives af Græsted Frikirke. Værestedet startede i 2009 og har åbent den 1. og 3. onsdag i hver måned fra kl. 17-21. Der er mulighed for at få en individuel snak med en af medarbejderne, hvis man har brug for det.
Klokken 18 serveres et let måltid for 20 kr.
Klokken 19 er der et program med tale, sang og musik eller underholdning.
Formålet er, at mennesker mødes og har det rart, men også at de nås med evangeliet.