Noveller med refleksioner

s14_etnJytteJensenNovelleEfter at have skrevet flere romaner har Jytte Jensen denne gang skrevet en novellesamling.

Selv om bogens titel handler om mødet mellem mennesker, så er flere af novellerne mere præget af refleksioner end egentlig handling. Nogle af novellerne har dog en pudsig, uventet handling, mens andre letter fra jorden og glider over i, hvilke tanker det kan få hos novellens personer og måske også især hos forfatteren selv. ”Hænderne” og ”Mødet” er præget af handling med overraskelser og uventet slutning. Mens ”I dag” er en smuk novelle om mødet mellem en sort mand og en hvid kvinde, om fordomme og medmenneskelighed.
Novellerne er let læste, og selv om et møde mellem mennesker sagtens kan munde ud i eftertanke, så forekommer det mig, at de noveller, der er handlingsprægede, er mere læsevenlige. Det afhænger dog meget af den enkelte læser, om man er til handling eller til eftertanke, og om man foretrækker at få refleksioner serveret med eller uden novellens indpakning.
Jytte Jensen har tidligere skrevet I morgen kan vi le, Springet, Pletten, Fjenden og En lægkvindes prædikener, alle udgivet i årene 2011-2013. Alle disse bøger har været anmeldt i Udfordringen.

Jytte Jensen:
Når mennesker mødes
87 sider • 128 kr.
Queenswood