Et krigsbarns bekendelser

Der er krige, og der er krige, og vidste man det ikke i forvejen, bliver det slået grundigt fast med denne moppedreng af en bekendelsesbog. Samtidig bekræftes man i den gamle idé om, at tingene ikke altid er, som tingene ser ud til at være.

Værst ser det ud under overfladen. Fx hvor regiet er kirkeligt. Trist at måtte sige.
Forfatterens slægt er rundet af sønderjysk muld; faderen indkaldt som 17-årig til Hitlers Wehrmacht under sibiriske himmelstrøg. Den hjembragte rygsæk er kendetegnet ved beklemthed og angst, drengens barndom kærlighedsløs og præget af vold og tæv. En identitetskrise er næsten uundgåelig; en social nedtur med et post-traumatisk stress-syndrom som følgesvend.
I en vis forstand er bogens brændstof vrede – herunder vreden over at få nogle grundlæggende idéer udfordret og rystet. I dén sammenhæng bliver mødet med et ikke-nærmere konkretiseret kirkesamfund en ubehagelig øjenåbner. Det starter omkring opstillingsprocessen til menighedsrådet, hvor det allerede siddende ser igennem fingre med det gældende regelsæt. Andre stikord er omsorgs- og relations-mangel, rygklapperi, kontrol, formynderi, magtanvendelse og despotisme.
Det er hårde ord, er det. Og forfatteren synes selv at være klar over det. Den slags er dog ikke noget nyt, og emnet har før været belyst i bogform. Ole Urban kalder sin bog et helle, en mulighed for de forknytte til at finde mod på ny. Bogen er en hyldest til livet og – skriver han – en opdagelse af, at han selv har en rolle at spille i dette – undertiden forbandede – liv. Her er tilgivelsen en vigtig ingrediens, hvis man skal gøre sig håb om at komme ud ”på den anden side”.
Ole Urbans bog bærer præg af at være et skriveprojekt, der har karakter af privat terapi – og sandheden i ære: det opleves undertiden også lige vel privat for læseren. Men med det yderligere forbehold, at en redaktionel stramning nok kunne have ”løftet” bogen og lettet tilegnelsen, får den alligevel en anbefaling herfra.