– Brøndby var min gud
Steen Lessels havde stiftet bekendtskab med Gud, da han var en ung mand. Men en anden ”gud” havde større plads.
Steen Lessels er handicapbus-chauffør og bor i Fredericia. Han er også kristen og kommer i Kirke i Byen i Kolding. Han er desuden dedikeret Brøndbyfan.
Men i modsætning til Brøndby-dedikationen er det med at være kristen en ret ny ting.
– Jeg er vokset op i et godt hjem med masser af nærhed. Men det var absolut ikke kristent, fortæller han.
Da Steen var 26 år kom han ud for en alvorlig ulykke.
– En person kørte overfor rødt lys og direkte ind i min bil. Jeg fik tre åbne skinnebensbrud, et lårbensbrud, tre brud på armen og en hjerneblødning. Jeg var bevidstløs i 14 dage, fortæller Steen.
Hans forældre fik at vide, at de ikke skulle regne med, at han overlevede. Senere fik de at vide, at hvis han overlevede, ville han nok være mærkelig i hovedet. Da lægerne fandt ud, at han vågnede op og var normal, sagde de, at hans forældre nok skulle regne med, at han aldrig kom til at gå igen. Steen trodsede endnu engang lægernes dystre forudsigelser. Efter næsten otte måneders hård genoptræning gik han på sine ben igen.
Brøndby tatoveret
Men der var noget, som havde ændret sig inde i Steen.
– Jeg vidste, at der var nogen, som havde holdt hånden over mig, forklarer han. Denne viden drev Steen, som på det tidspunkt stadig boede i København, til at komme jævnligt i den apostolske kirke på Filippavej.
– Jeg var glad for at komme der, men jeg blev aldrig frelst, og så gled det med Gud lige så stille ud i sandet igen.
En af de ting, som især tog Steens tid, var hans seriøse fan-engagement i Brøndby.
– I begyndelsen var jeg en børste, men i løbet af de 30 år jeg har været fan, er jeg blevet mere rolig. Jeg har nærmest været Mr. Brøndby. I 18 af årene rejste jeg rundt i hele Europa og var til ALLE Brøndbys kampe, både hjemme og ude og i europæisk fodbold, fortæller Steen og viser sine tre tatoveringer med Brøndby. På ryggen har han en tatovering af Jesus i Brøndbybluse, som han selv synes illustrerer hans relation til klubben meget godt.
– Brøndby var min ”gud”, fortæller han.
Begyndte at græde
For et par år siden blev Steen skilt fra sin kone. Det blev en anledning til at genoverveje livet.
– Til nytår lovede jeg mig selv, at jeg ville besøge en kirke, for jeg ville gerne opleve den ro igen, som jeg kendte fra Filippavej.
Da Steen boede i Fredericia på det tidspunkt, sad han allerede første søndag i 2012 i Fredericia Apostolske kirke.
– Første gang var det lidt overvældende med lovsangen og de løftede arme. På et tidspunkt sang vi ”Jesus, jeg vil give dig mit hjerte” og jeg følte et kraftigt, hvidt lys. Helt ærligt, så blev jeg lidt skræmt over det, også fordi jeg begyndte at græde, det plejede jeg ikke. Den dag tog jeg imod Jesus som min personlige frelser.
– Men jeg synes ikke, livet er blevet lettere, fordi jeg er personlig kristen. Det er fyldt med prøvelser og opgaver og udfordringer. Men jeg synes, at man kan mærke glæden uanset alt det svære, forklarer Steen, som er rigtig glad for at have præsten Allan Tind som mentor.
– Det har nogen gange været lidt svært for mine venner fra Brøndby-sammenhængen at forstå forandringen i mit liv. ”Du var så engageret”, siger de og forstår ikke hvorfor, det har ændret sig. Men jeg elsker stadig klubben, slår Steen fast.
Fortæller bare om troen
Han går ikke og gemmer på sin nye tro.
– Der står i Bibelen, at vi skal give vidnesbyrd til folk, der ikke kender Gud. Jeg er ikke evangelist, men når jeg ved og kan mærke, hvad det har betydet for mig at møde Gud, kan jeg ikke tie stille.
Folk siger tit til mig: ”Vi har ikke noget imod troen, vi vil bare ikke påduttes den”.
Jeg vil ikke pådutte dem noget, jeg fortæller bare om det, jeg tror på.
Måske beder de ikke om noget
Steen Lessels yndlingsvers i Bibelen er Romerne kapitel 8 vers 1.
– Jeg er tilgivet – også for at have været en børste, siger han med et stort smil. I det hele taget smiler Steen rigtig meget, mens han snakker – han kan slet ikke lade være. Ligesom han heller ikke kan lade være med at tage troen med sig i alt.
– Nogle kristne virker til ikke at opleve noget med troen. Måske er det, fordi de ikke be’r om noget. Jeg be’r og takker tit mange timer om dagen inde i mig selv, mens jeg kører rundt med handicapbussen, forklarer Steen, som også har oplevet flere meget store bønnesvar.
– Jeg kører og river i et rat 10 timer om dagen. Det havde givet mig seriøse problemer med skulderen. Jeg havde både været til kiropraktor og fysioterapeut uden at det havde hjulpet noget særligt, fortæller Steen.
Så kom Jørn Hyldgård på besøg i kirken i Fredericia.
– Jeg ved, at han har en særlig gave til at bede for fødder og knæ. Men jeg gik alligevel til forbøn, og der skete ikke det helt vilde. Men i løbet af den næste uges tid, blev skulderen bedre og smerterne gik helt væk. Det er da Halleluja! slår Steen fast.
Senere fik han lov til at bede for en kvinde med skulderproblemer, som oplevede en stor forbedring.
– Det er da fantastisk at blive brugt af Gud på den måde, siger Steen.
1300 spillerdragter
Selv Steens fanatiske Brøndby-engagement har Gud fået noget godt ud af.
– Kirken i Fredericia er engageret i Dream Factory i Ndola i Zambia. Jeg syntes virkelig godt om det arbejde, de gør der, fortæller Steen.
En af arbejdsgrenene for Dream Factory er at hjælpe lokale fodboldklubber til at fungere bedre.
– Jeg kontaktede så forretningsføreren i Brøndby og spurgte, om de måske havde lyst til at sponsorere noget tøj.
Jeg havde nok håbet på tøj til i hvert fald ét hold. Jeg havde jo rigtig gode kontakter i klubben efter alle de år. Han lovede at vende tilbage.
Et par dage senere ringede han tilbage med en overraskende nyhed. Brøndby var i gang med at skifte tøjsponsor fra Adidas til Hummel og ville i den sammenhæng gerne sponsere 1300 komplette spilledragter til en samlet værdi af 1.3 millioner kroner.
– Det er så vildt, det er kun Gud, der kunne gøre det. Jeg synes, det er forunderligt og føler mig meget velsignet over, at jeg på den måde har fået lov til at forene mit tidligere liv med mit nuværende liv, forklarer Steen, som netop har kunnet glæde sig over, hvordan det første fodboldtøj er nået frem til drengene i Zambia.
Steen Lessels har snart været kristen i to et halvt år. Han har fået en dejlig kæreste og har skiftet menighed til Kolding.
– Det er vigtigt at forstå, at jeg ikke tror på Gud. Jeg VED, at Gud er der. Jeg har fået så mange små og store bønnesvar, at jeg skulle skamme mig, hvis jeg ikke troede på ham, slutter Steen med et skævt smil.