Det er kompliceret at lukke folkekirker
Der er økonomisk brug for kirkelukninger, indrømmer formanden for menighedsrådene, men man kan ikke bare lukke kirker med få sognebørn.
Økonomisk kan man ikke komme uden om kirkelukninger, men det er ikke nogen enkel sag at gå til.
Sådan mener Inge Lise Pedersen, formand for Landsforeningen af Menighedsråd, efter Manu Sareen i sidste uge bebudede, at han ønskede at kigge på mulige lukninger af kirker med under 200 medlemmer.
– Vi kan hæve os højt op på det teoretiske plan og mene, at der ingen kirker skal lukkes. Men vi bliver nødt til at være lidt pragmatiske og tænke på folkekirkens økonomi, forklarer Inge Lise Pedersen.
– Samtidig må vi også slå fast, at der ikke er nogen faste parametre at lukke kirker ud fra. Det vil altid handle om et skøn.
At sende sin søn i krig
– Det skøn er for svært at tage for det enkelte menighedsråd, selvom de selvfølgelig skal høres i sagen. En provst i Nordjylland sagde det godt: ”At lukke sin egen kirke svarer til at sende sin egen søn i krig.”
– Det er heller ikke det samme at lukke en kirke i København, som måske er 100 år gammel og en kirke på Thy, der er 1000 år. Men måske kan man tænke uden for boksen og lade kirken stå åben for kirkelige handlinger og enkelte gudstjenester stadigvæk?
Inge Lise Petersen ønsker ikke bare at spare penge for at spare, hun ønsker at få pengene derhen, hvor der virkelig er brug for dem.
– I København er der rigtig mange medlemmer af folkekirken, som ikke døber deres børn. Der er brug for opsøgende arbejde, men det er sognepræsterne blevet vænnet af med. Så de har brug for hjælp til at lære det igen – og det kræver penge til udviklingsarbejde, giver Inge Lise Petersen som et eksempel på et projekt, der kunne give flere medlemmer til folkekirken.
Hun understreger igen, at det er kompliceret og speget at finde ud af, hvilke kirker der skal lukkes.
– Måske trækker et sogn med 68 personer mange mennesker til på grund af en god præst. Men der er også kirker derude, hvor der stort set intet kirkeligt liv er og ingen mennesker. Og idag kan folk altså flytte sig. For bare hundrede år siden havde man brug for at kunne gå i kirke på sine ben. Det er ikke nødvendigt idag, konkluderer hun.
