En god seng

Jeg håber, du sætter pris på din gode seng.
Jeg har selv tilbragt en nat i en træseng med kun tre tynde planker som bund, en tynd skumgummimadras og et tæppe. Det var okay, men så var der myg… Afrikanske myg er ikke bare irriterende, men de er også livsfarlige, fordi de inficerer én med malaria, når de tapper ens blod.
Jeg ankom her til Pemba i Mozambique i aftes. Det er her den nu verdenskendte Heidi Baker har oprettet en base. Her bor 150 forældreløse børn, hvoraf mange ikke tidligere havde en seng. Hver dag spiser de og hundredvis af fattige børn fra byen her i Mama Aidas folkekøkken. Vi spiser sammen med dem. Ris og bønner hver dag. Om aftenen er der dog en lille udtørret fisk eller noget andet i sovsen. Men det smager godt.
Omkring 300 fra 42 lande er netop begyndt på Harwest missionsskolen. I tre måneder lærer de i praksis at give Guds godhed til andre. Til fanger, prostituerede, gamle, børn… Desuden er der en bibelskole for 150 lokale afrikanere, for der er vækkelse i landet.
Her er en skøn ånd af kærlighed. Men den første nat havde jeg ikke spor lyst til at blive. På mit værelse var der ikke engang et bord, hvor jeg kunne skrive, eller en stol, hvor jeg kunne sidde. Kun otte senge og nogle hullede myggenet til nogle af sengene.
Jeg havde netop mistet min bagage i Nairobi, stået længe foran et forblæst telt som skulle gøre det ud for toldkontrollen. Ikke sovet ordentligt i flyet. Forsøgt at sove på et hårdt stengulv i Nairobi lufthavn i 12 timer…. Og her kunne jeg ikke få myggenettet sat op. Men til sidst må jeg være faldet i søvn. Og Guds nåde er som bekendt ny hver morgen.
En dame fra Zimbabwe forærede mig en dåse Nescafe og en anden havde købt peanutbutter til de tunge boller, vi får udleveret.
Og efter morgenmaden blev jeg flyttet til et andet rum, hvor sengen var god, myggenettet fungerede og der var et lille bord og en køkkenstol. Jeg var så taknemlig! Og så ligger det lige ved siden af toilettet, hvor der lige nu også er vand.
Min pointe er, at man skønner på de enkle ting, når man ingenting har. Man bliver mindre bekymret. Så det var min første lektion i bjergprædikenen.
Jeg er glad for, at folk ikke blot er gavmilde her, men også overbærende. Heidi underviser dem om at ”se Jesus” i de mest forhutlede folk. Det er godt at vide, når man begynder at lugte efter en uge i samme tøj. Ellers ville jeg nok frygte, at jeg mistede mine nye venner på grund af lugten, som derhjemme. For en sikkerheds skyld vil jeg dog i aften vaske mit eneste par bukser i håndvasken med håndsæbe, snige mig ud i mørket i underbukser og hænge bukserne op omme bagved huset i håb om, at de er tørre, når jeg i morgen tidligt sniger mig ud efter dem ved 6-tiden. Så håber jeg bare ikke, at døren smækker…