Fortrinlig bog om kristendom og islam
Forskelle og ligheder bliver grundigt behandlet i Kurt Christensens bog ”Lydighed eller lovsang”.
Lydighed eller lovsang er en veludforsket gennemgang af forskelle og ligheder mellem kristendom og islam.
Med hovedvægten på den religiøse og teologiske side gennemgår Kurt Christensen islams historie, og det er en fremragende bog for enhver, der er interesseret i islam og dens relation til kristendom.
Nødvendigt at forstå islam
Rettroende, ikke-sekulariserede muslimer, og derved islam som religion, er i vestlige medier i dag nærmest blevet synonym med ekstremisme. Kurt Christensen behandler med bemærkelsesværdig følsomhed spørgsmål, der alt for ofte ansporer til fjendtlighed og mistænksomhed også blandt kristne, og det er formålet med Lydighed eller lovsang – Om islam og kristendom at belyse islam i sin historiske kontekst, dens teologiske forudsætninger og den måde, hvorpå islamistisk kultur adskiller sig fra islam som religion, fordi det ifølge ham er vigtigt at have en indgående forståelse af islam og dens relation til kristendommen. Hans begrundelse for, hvorfor det er nødvendigt for kristne at forstå islam er trefoldig:
– for at kunne møde muslimer ”i åbenhed, fred og tolerance på et informeret niveau”;
– for at kunne ”imødegå ubegrundede synspunkter vedrørende forholdet mellem islam og kristendom, både fra muslimsk og kristen side” og sidst, men ikke mindst
– for bedre at kunne bringe evangeliet til muslimer (s.14). Det sidstnævnte er ikke fokus for bogen, men Christensen henviser flere steder til Colin Chapmans Cross and Crescent : Responding to the Challenges of Islam for en mere ekstensiv fordybelse i, hvordan vi som kristne kan relatere til muslimer.
Christensen gør fra starten opmærksom på, at han er kristen, og at der derfor ligger nogle udfordringer i at skildre islam objektivt. Men netop det, at han selv er troende, synes at være bogens stærkeste kort, fordi det deraf følger, at den er skrevet med respekt for andre menneskers trosforhold. Dertil skal det dog nævnes, at han ikke holder sig fra at stille kritiske spørgsmål til såvel muslimsk praksis som kristen, hvilket giver læseren en fornemmelse af dybdegående research og en forståelse af den måde, religion har ændret sig på op gennem århundrederne. En af de ting, Christensen lægger meget vægt på, er, som han skriver i indledningen, at det er vigtigt at ”sondre mellem hvad der er religion, og hvad der ”blot” er kultur.” (s.17). Bogen, der er opdelt i adskillige kapitler, strækker sig fra islams socialpolitiske historie til Gudsforståelse, menneskesyn og frelsesbegreb og understreger i hvert kapitel ligheder og forskelle mellem kristendom og islam. Resultatet er en fremragende fagbog, der ikke på noget tidspunkt bliver belærende eller kedelig.
Altafgørende forskel
Titlen Lydighed eller lovsang henviser til den fundamentale forskel mellem islam og kristendom. Som en monoteistisk skrifts- og praksisreligion synes islam og kristendom for udenforstående at have mange ting til fælles, men bogen belyser den vigtigste forskel: At ”mens Guds ophøjethed formentlig må betragtes som hans primære ’egenskab’ i islam, er det i kristendommen Guds kærlighed” (s.350), at nådesbegrebet såvel som næstebegrebet ikke har samme betydning i islam; en forskel der er altafgørende i vores møde med muslimer.
Kurt Christensen:
Lydighed eller lovsang
– Om islam og kristendom
376 sider • 299,95 kr.
Lohse