Fra stilhed til storm

Kierkegaard i 1850’erne har de færreste lyst til at beskæftige sig indgående med, fordi han i disse år udvikler en negativt-kritisk indstilling til næsten alt, så han faktisk til sidst mister lysten til at leve. Hvad sker der i ham i disse delvist tavse år fra 1850 til 1854/55, da han bruger sine sidste ressourcer på det nok så berømmede eller berygtede, men i alle fald ret enestående angreb på kirken? Her skal det efter en præsentation af nogle af hans hovedtanker fra hans ”dagbog” 1850-54 forsøges at give et svar …

I 1850 udgav Kierkegaard sit formentlig mest omdiskuterede skrift, Indøvelse i Christendom. For Kierkegaard selv var det et hovedværk – et værk, der antydede, at der var (meget) mere i vente …

Søren Kierkegaard (herefter: SK) var ellers tavs det meste af tiden i årene 1850-54, dvs. indtil han som ”enmandshær” stormede den magtfulde institution, kirken. Hvad der foregik inde i hovedet på manden i disse ”tavse” år, får man et indtryk af, når man læser hans notesbøger (eller ”dagbøger”) fra disse år, tæt på 2000 sider i Søren Kierkegaard Forskningscentrets udgave. Her diskuterer han med sig selv i noget, der jævnligt giver indtryk af monomant tankekværneri, men som også i høj grad er et kuglestøberi – her støbes kuglerne til hans sidste (kirke)kamp.

Til kritikken af kristenheden

Det er ikke lystlæsning, selv om SK ind imellem betjener sig lystfyldt af sin berømmede ironi, og man ikke kan andet end i det mindste trække på smilebåndet. Eksempelvis:
O, rædsom Dyb af Forvirring, o, rædsomt ved Hævd forhærdede Misvisning.
Fra Generation til Generation disse hundrede og atter hundrede Professorer – i Christenheden, altsaa dog vel sagtens Xstne [kristne], endsige da de vare Prof. i Theologie. De skreve Bøger, og atter Bøger om Bøgerne, og Bøger for at holde Oversigt – der bestod igjen Tidskrifter alene ved at skrive om dem, og Bogtrykkerier florere, og mange, mange Tusinder ernæredes – – – og ikke een Eneste af disse Leietjeneres Liv lignede i fjerneste Maade en sand christelig Existents – ja ikke en Eneste af dem faldt det ind, at tage det N. T. læse det ligefremt og eenfoldigt og for Gud forelægge sig selv det Spørgsmaal: ligner da mit Liv paa nogen Maade end det fjerneste Christi, saa jeg turde kalde mig en Efterfølger – jeg, Prof. i Theol. R af D. [Ridder af Dannebrog], æret og anseet, med fast Gage og fri Professor Bolig og Forfatter af flere lærde Skrifter om Pauli fire Reiser. (1850) (NB17:59)
Med denne bidsk-bidende optegnelse fra 1850 er hovedtemaet slået an: Det himmelråbende modsætningsforhold mellem den tro, der er gjort til videnskab og levebrød, og den tro, der tager efterfølgelsen alvorligt og tager den fulde konsekvens heraf, om det så betyder at blive forfulgt, forladt, forhadt – og gjort til martyr. Hovedtemaet formuleres faktisk endnu stærkere og helt anderledes tidligt samme år:
(..) hvor profan har man ikke nu gjort Xstd [kristendommen] ved den skjødesløse Maade, paa hvilken man udenvidere gjør Enhver til Xsten, og lader Enhver være det! (..) Og Intet, Intet har i den Grad forvirret ja afskaffet Xstd, som just den uchristelige Maade paa hvilken den forkyndes (NB15:13).
I senere optegnelser kommer SK ind på, at det ikke er gudsfrygt, men menneskefrygt, der er en væsentlig årsag til profaniseringen af kristendommen. ”Levebrødspræsterne” indretter deres forkyndelse – på grundlag af videnskabsteologernes undervisning – efter, hvad mennesker kan lide at høre, og ikke efter, hvad Guds Ord siger. På SKs tid var det (også) sådan, at alle blev døbt, og at man satte lighedstegn mellem at være døbt og at være kristen – hvorfor alle dermed pr. definition var kristne. I sit kamptidsskrift Øieblikket ironiserer SK i nr. 2 over den ejendommelighed, der ligger i, at alle skal være kristne, uanset om man vil det eller ej, ja selv ”en Fritænker, som i de stærkeste Udtryk erklærede hele Christendommen for Løgn, item [endvidere] i de stærkeste Udtryk erklærede sig, ikke at være Christen: det hjælper ham ikke, han er Christen”.
Det er i samme tidsskrift, hans hovedtese kommer igen i flere overskrifter:

I »Christenhed« ere Alle Christne; naar Alle ere Christne, er eo ipso [netop derved] det nye Testamentes Christendom ikke til, ja den er umulig.
(Øieblikket Nr. 4)

Vi ere Alle Christne – uden engang at have Anelse om, hvad Christendom er.

Naar Alle ere Christne, er eo ipso Christendommen ikke til.
(Øieblikket Nr. 5)

Altså: Kristenheden har afskaffet kristendommen!
If. SK er det nødvendigt at begynde helt forfra og her tage afsæt i Ny Testamentes kristendom og i det, han kalder ”Samtidighedens Situation”, dvs. at se Jesu historie som samtidig med én selv; som noget man er overens med og ikke forarges over, men tilegner sig i tro og fuldt ud tilslutter sig; som noget der i særlig grad angår én her og nu – i modsætning til den indstilling, man let kan få til en gammelkendt historie, noget, der er sket for meget længe siden, og som har et langt, mere eller mindre tvivlsomt ”efterord” (= kristendommens historie).

Kultur- og samfundskritik

”Da kom 48”, skriver SK flere gange i sine notesbøger, når han i 50’erne forsøger at få klarhed over, hvad der er sket og sker – og endda også: vil komme til at ske. For han ser meget klarere end nogen af sine samtidige, hvad den udvikling, der er sat i gang med begivenhederne i revolutionsåret 1848, vil føre med sig.
Johannes Sløk opsummerer det på denne måde:
”Han har forudset, at ansvar fra nu af ville blive forflygtiget, at noget, han ikke havde navn for, og som han plejede at kalde ’menneskefrygt’, men som vi i dag kan kalde gruppepres, organisationstvang – for ikke at sige organisationsterror – klassekamp, egoisme, underkuelse, vold og konflikter, ville tage magten. Og han har haft et klart blik for, at ’det bestående’ i betydning regering og autoritet ville blive sat ud af for spillet. Der ville nok være en regering, men den ville ikke kunne regere; i stedet for med myndighed at opretholde loven ville den lefle for ’pøbelen’” (Da Kierkegaard tav). Sløks bog er udgivet i 1980, hvilket fornemmes af ordvalget (især ”klassekamp”); i dag ville man nok også nævne skrivebordseksperter og bladsmørere, hvad enten de leverer til de elektroniske eller de trykte medier.
Først er den øverste autoritet afviklet: Gud som absolut suverænitet er blevet institutionaliseret og professionaliseret for at gøre det nemmere at få ham puttet i en kasse. SK kradser som en rasende sin sarkasme på papiret, når han fx skriver om, at et begreb som gudsfrygt overhovedet ikke bliver taget alvorligt, man ”leger” kristendom i stedet for at anerkende Guds majestæt – den Gud vel at mærke, der ”udenvidere casserer hele Slægten” i Syndfloden (1852) (NB27:46). Et eksempel:
Og saaledes med Evighedens Salighed; den Sag er for alvorlig til at varetages af Enkeltmand (Xstds Mening er rigtignok, at Alvoren just er, at den skal varetages af Enkeltmand, at Sagen er for alvorlig til at kunne varetages af et Abstraktum) nei lad Staten overtage Sagen, den indestaae os for at vi ere Xstne, at Saligheden er os vis nok: det er dog en Beroligelse. Det Andet er saa rædsomt, at tænke sig et enkelt M[enne]sk[e], en Mand her fra Byen som Enkelt – og nu dette uhyre: en anden Verden – det er ikke til at tænke paa at trænge igjennem. Men Staten det er Noget, det er en Magt – naar den garanterer, saa finder man nok ud af det. (1854) (NB33:37)
SK langer i den udvikling her især ud efter dagspressen:
At bære sig ad lige som de Andre – det er det Rigtige. Om det er saa forkeert som muligt, gjør det Numeriske Intet til Sagen, naar det blot er som de Andre, saa er det det Rigtige. – At have den samme Religion som de Andre, er at have den sande Religion; o: s: v: o: s: v: altid dette som de Andre. (..) Jeg siger at især Dag-Pressen arbeider i Retning af at degradere Mskene til Exemplarer, og Intet er vissere. Som i Papir-Fabrikken Klude arbeides sammen til Masse, saaledes tenderer Dag-Pressen til at afgnide af Mskene al Individualitets Forskjel, al Aand (thi Aand er Forskjellighed i sig og selvfølgeligt ogsaa fra Andre) for saa at lyksaliggjøre dem qua Numerus ved denne Leven der er det Numeriskes: i Alt ligesom de Andre; heri finder Dyre-Skabningen Fred og Hvile, i Flokken, og heri finder Misundelsen sig beroliget. (1854) (NB33:15)
Det var den ”milde” SK – og dermed skulle læseren være advaret mod det, der følger her.

Mod grænser for erkendelse

Et spørgsmål, der af og til dukker op under læsningen af disse notesbøger, er: Har SK virkelig skrevet det? Det er strengt taget rystende, og man tænker uvægerligt: Han kan da ikke mene det alvorligt.
Nogle eksempler.
Afgørende var det for SK som en sand Kristi efterfølger at være villig til at give afkald på ubetinget alt, herunder ægteskab og børn. Talen er her om vielse:
Med det nye T. som Instrux maatte Præsten bære sig saaledes ad. Han maatte først kalde de Elskende for sig, formanende dem, at det eensomme Liv behager Gud mere, er sandere for den Christne, hvis Liv jo er og skal være en Korsfæstelse. Derpaa kan han forelæse dem Pauli Ord, at det dog alligevel er bedre, altsaa Gud velbehageligere, at gifte sig end at lide Brynde.
Dette bliver saa Texten til Vielsen – og en stille Sorg bør christeligt være Grundtonen ved denne sørgelige Leilighed.
Omvendt, Ingen redelig Mand kan med det nye Testamente i sin Haand – og Præsten er jo ved Eed forpligtet paa det nye T – deeltage i den Art Festlighed som nu ved Begravelse. Nei, christeligt, skal her være lyst og oprømt, her skulle vi være hvidklædte – saa var det ogsaa i den ældste kirke istedetfor hvilket vi nu bruge det ved Brudevielsen – her skal Frydens Tone istemmes, saligt, saligt, saligt, som nutildags paa en Fødselsfest (men saaledes betragtedes jo ogsaa Dødsdagen i den ældste Kirke) eller som ved en Brudevielse (men saaledes omtrent betragtes jo ogsaa i den ældste Kirke Ens Dødsdag, ved Døden forenes Sjelen med den Elskede).
Og saaledes paa alle mulige Punkter er den nuværende Xstd. en nederdrægtig Løgn forsaavidt den udgiver sig for at være det nye Testamentes Xstd. (1854) (NB29:107)
Nok fornemmer man en vis ironi (eller måske sarkasme), når han om den største og glædeligste fest på jorden kan skrive: ”en stille Sorg bør christeligt være Grundtonen ved denne sørgelige Leilighed”, men han har alligevel en pointe – når det gælder vielse: i den ikke ufarlige optagethed af ægtefæller og evt. børn, hvis det bliver på bekostning af ”det ene fornødne” – og når det gælder begravelse: i den almindeligvis udelukkende sorg-prægede begivenhed, der ellers skulle være en slags ”sidste stop” før Paradis.
Et sted kalder SK Ny Testamente for ” en Haandbog for dem, der skulle offres”, og han vender til stadighed tilbage til de store problemer, kristenheden har med at håndtere denne ”håndbog for ofre” rigtigt, så derfor:
Nei, jeg kunde fristes til at gjøre Xstheden et andet Forslag: lader os samle alle alle de nye Testamenter, der haves, lader os bringe dem ud paa en aaben Plads eller op paa et Bjerg, og lader saa, medens vi alle knæle, En tale saaledes til Gud: tag den tilbage igjen denne Bog; vi Msker, saadanne som vi nu ere, vi due ikke til at indlade os paa Sligt, os gjør den kun ulykkelig. See, dette er mit Forslag, at vi (..) bede Xstus [Kristus] at drage ad en anden Vei. Dette var ærlig og msklig Tale – noget Andet end dette væmmelige hykkelske Præste-Sludder om at Livet intet Værd vilde have for os uden dette uskateerlige Gode, som er Xstd. (1854) (NB31:19)
Tænker man dybere over dette forslag og forsøger at gennemtænke konsekvenserne, er det næsten, som åbner der sig en afgrund i ens indre. Det er trods alt ”Guds kærlighedsbrev” (sådan opfatter også SK Ny Testamente) til alle mennesker, der er tale om. Men igen: SK vil med sit uhyrlige og skræmmende forslag have os til at tænke over, hvad det er, vi gør – hvad det er, der giver os fast grund under fødderne og nødvendiggør efterlevelse af det kald, vi har fået til at være forvaltere, vidner eller missionærer, sande efterfølgere – og med tanke på den foregående optegnelse: have os til at se livet på jorden som en pilgrimsfærd, hvis afslutning markeres med noget, der ikke med urette kan kaldes en himmelsk bryllupsfest.
Det er endda slet ikke de ”værste” eksempler, men pladsen tillader ikke flere. Blot et par begreber for at antyde, hvad det også handler om: menneskehad, livslede …
En grænse for erkendelse er dermed nået, og da kan man med rette spørge:

Hvad er det, der går galt – og hvorfor?

Man kan mene, det gik galt allerede fra starten, for fra sin far arvede SK sit tungsind og formentlig også det, han på et langt senere tidspunkt betegnede som ”qvælende Reflexion” (1850) (NB17:58) – et meget stærkt og malende udtryk for endeløst grubleri, der næsten kan tage livet af en, og som i alle fald ikke er af det gode.
Af sin far lærte han tidligt argumentationens kunst, at gå sejrende ud af enhver diskussion. Som Villads Christensen skriver: ”Takket være Faderen blev Tænkning i en tidlig alder Sønnens Lidenskab, og han nød den Kunst at forfølge en Tanke til dens yderste Konsekvenser (Søren Kierkegaards Vej til Kristendommen, s. 9, min kursivering).
Med til billedet af et menneske, der ikke stopper sin tankegang, før det ikke er muligt at komme længere, og sin udredning heraf for andre, før han har fået medhold, hører forfatteren og filosoffen og SKs lærer Poul Martin Møllers ord: ”De er saa gjennempolemiseret saa det er ganske forskrækkeligt.” Det skulle Møller have udtalt kort før sin død i 1838, og i 1847 skriver SK: ”Menneskeligt talt maa jeg fra nu af siges ikke blot at løbe paa det Uvisse, men at gaae den visse Undergang imøde – i Tillid til Gud er dette netop Seieren. Saaledes har jeg forstaaet Tilværelsen da jeg var 10 Aar gl., deraf den uhyre Polemik i min Sjæl; saaledes forstod jeg den, da jeg var 25 Aar gl; saaledes nu da jeg er 34 Aar gl. Derfor kaldte Poul Møller mig det meest gjennempolemiserede Msk.”
Det forklarer ganske meget, men der er endnu mere til forklaring:
– faderens strenge kristendom, der gjorde skyldsspørgsmålet helt centralt. Man forstår da bedre den tvivl om og fortvivlelse over mulige konsekvenser af et bordelbesøg, SK højst sandsynligt og i meget bedugget tilstand har været på i 1836 – lokket dertil af sine svirebrødre i hans ”vilde” år midt i 30’erne.
– den uforløste kærlighed til Regine, hans evigt elskede. Der var flere grunde (bl.a. netop nævnte) til, at han ikke kunne gifte sig med hende, men det pinte ham til hans dages ende og udviklede en stærk ambivalens hos ham over for kvindekønnet, ægteskabet og seksualiteten.
– karikaturtegningerne i Corsaren, som skyldtes noget, der kunne ligne overmod hos SK, som han så sandelig blev straffet for i form af hobens latterliggørelse af ham. Det gjorde ham ikke bare skeptisk, men også fjendtligt indstillet over for folkemasser og massemedier.
– Mynster, præsten, der endte som en meget velanskrevet biskop, men som for SK mere og mere kom til at repræsentere en kirke, der havde svigtet dens Herre og gjort kristendommen ligegyldig.
Og selv om det fik SK til at råbe højere og højere, følte han sig alt andet end forstået og anerkendt, men han var ret sikker på, at det nok skulle komme. Deri fik han ret.
– Men hvad med kirken …?