Netanyahu: “Iran kan have atom-våbenprogram i løbet af uger”

Statsminister Benjamin Netanyahu har i en telefonsamtale med præsident Barack Obama igår drøftet Iran-situationen, dagen efter at den israelske regeringschef advarede om, at Iran vil kunne omdanne uran til et materiale, der kan bruges i et atomvåbenprogram i løbet af uger, selv om Washington bestræber sig på at løse problemet ad diplomatisk vej.

 

Ifølge en kort udtalelse fra Det hvide Hus drøftede de to ledere tillige de palæstinensisk-israelske fredsbestræbelser og andre nøgleanliggender.

 

Netanyahu kræver øget pres på Iran og har udtrykt skepsis om en diplomatisk løsning på problemet under det, han betegnede som Irans præsident Hassan Rohanis “charmeoffensiv”.

 

Udenrigsminister John Kerry udtalte senere, at diplomati er den rette vej –  formentlig en ripost til Netanyahu.

Iran skal afholde en ny runde af samtaler om atom-anliggendet med seks verdensmagter i Geneve den 7.-8. november.

Israel kræver, at følgende fire betingelser skal opfyldes, før internationale sanktioner kan lempes: 1) fjernelse af al beriget uran fra iransk område, 2) en standsning af al uran-berigelse, 3) lukning af et underjordisk atomanlæg i Qom og 4) standsning af opførelse af en pluton-reaktor.