Tommy vil helst bare bede for folk på gaden

Journalist Jakob Rerup var som udenforstående observatør med til bøn på gaden og fortæller her om, hvad han oplevede.

Det er en helt almindelig onsdag eftermiddag, da vi møder Tommy på en parkeringsplads i Åbenrå.

– Hej, siger han og griner.
Han er i følgeskab med et nigeriansk ægtepar og deres lille søn, som til daglig bor i London.
Tommy er opvokset i Luthersk Mission, men har været på discipel trænings skole (DTS) med Ungdom Med Opgave i USA. Tre måneder på skolebænken og to måneder på outreach i Mexico – hvor det grundlæggende handlede om at vinde folk for Jesus.
Vi er der for at følge Tommy gå på gaden i Åbenrå og bede for folk, så de kan blive raske. Udfordringens redaktør, Henri Nissen, siger, at der næsten er garanti for et par mirakler.

Inspiration fra YouTube

På gågaden i Åbenrå finder vi en midaldrende kvinde, som sidder på en bænk. Tommy forklarer hende sit forehavende. Det viser sig, at kvinden har en dårlig ryg. Han spørger, om de må bede for hende. Det må de gerne. Den første bøn står Tommy selv for. Efterfølgende medgiver kvinden, at hendes ryg har det markant bedre, og stemningen stiger blandt det lille følge.
Oplevelserne i USA betød, at Tommy og hans hustru efterfølgende begyndte at komme i frikirker, og han mødte Torben Søndergaard, som praktiserer bøn på gaden. Han bliver inspirationskilde for Tommy, som fulgte Torben på YouTube på nettet.
Det nigerianske ægtepars lille søn bliver stukket af en bi, og det afføder en del gråd. Tommy beder for den lille, og det beroliger ham tilsyneladende, så han lidt efter falder til ro. Han har mødt ægteparret dagen før, efter at de havde set en YouTube video med ham på gaden, hvorefter de kontaktede ham.
De er der kun i dag. Tommy havde også en australier, for et par måneder siden, som kom op til Danmark for at afprøve det. Hun boede hos Tommy og hans familie i et par uger, og var på gaden et par gange.

Fri fra porno og plagende drømme

Tommy fortæller, at han havde laster og dæmoner, som plagede ham. Der skulle en ekstraordinær indsats til for at slippe fri for dem.
Men han blev ramt af Guds pil og døbt i en kajaksø af Torben Søndergaard. Med ét blev han fri for sine laster, såsom pornografi og plagende drømme om natten. Det er noget af det vildeste, han har prøvet. Hustruen døbte han selv et år efter. Hun kæmpede med en depression, som forsvandt som dug for solen.
– Så for os er dåben vild, siger han og griner igen sit karakteristiske grin, som dels er afvæbnende, men som også indikerer noget i retning af ”Det er min historie. Den er usædvanlig, men det er jo åbenlyst det rigtige, og hvor er jeg heldig.”
Tommy ville på gaden i 2011, og konen blev træt af at høre på ham og kontaktede Torben Søndergaard og bad ham tage Tommy med på gaden. De lavede videoen ’Mirakler med Tommy’, hvor han oplevede, at fire personer blev fuldstændig helbredt ved bøn på gaden.
Bl.a. et dårligt knæ og en byld i nakken.

Smerter forsvinder med det samme

Vi træffer et par unge mennesker, som selv er på gaden for at sælge støtte til en hjælpeorganisation.
Dem må de også gerne bede for. Denne gang er det nigerianernes tur, og Tommy filmer seancen.
– Hvor er det vildt, udbryder pigen.
– Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige.
Smerten i hendes nakke er forsvundet. Hendes medsælger får også en tur, og også hans knæ bliver mærkbart bedre.
De møder også nogle unge mennesker, som han tidligere har truffet på gaden, og som allerede har været igennem behandlingen. Et par takker pænt nej.

En tredjedel er lunkne

Tommy ser ikke træning og udrustning i kirken. Han oplever ikke den praktiske del. Han siger ikke, at folk skal forlade kirken. Men tror, at det er livsvigtigt, at folk bliver trænet i at missionere, for ellers falder de i søvn.
– Jeg tænker lidt, hvis du er en lunken kristen, jamen hvor er du så henne, når Jesus kommer igen? Altså. Enten er du i fuld brand, eller også er du ikke i fuld brand. Så kan du ligeså godt leve som en verdslig person, tænker jeg.
– Mener du så, at de folk, der kommer i kirkerne er lunkne, eller hvad tænker du?” spørger Henri ham.
Tommy svarer:
– Jeg kan jo bare sige, hvordan jeg selv var. Jeg tror, der sidder en tredjedel i kirkerne, som er lunkne. Som en gang har haft en længsel efter at gøre noget. Men som ikke oplever noget, og derfor bliver de lunkne.
Og så tror jeg, der sidder en anden tredjedel, som er i brand, de ved bare ikke, hvad de skal gøre.
Det er de personer, Tommy selvfølgelig snakker ind til og siger, ”Hey, ved du hvad. Du er i brand, jeg ønsker at udruste dig. Jeg ønsker at træne dig. Hvor du kommer hen bagefter, det er op til dig. Om du kommer i kirkerne.”

Sagde sit job op

En ældre kvinde med dårligt syn og en overvægtig kvinde med dårligt knæ kommer også i behandling. Det er det nigerianske ægtepar, som står for at bede. Først manden og dernæst kvinden. Manden lægger sin hånd over den ældre kvindes øje og beder.
Ingen mærkbar forbedring, og proceduren gentages igen et par gange. Lige lidt hjælper det. Også kvinden med det dårlige knæ må klare sig uden et mirakel. Man kan åbenbart ikke være lige heldig hver gang.
Tommy Gubi var kørelærer. Men da han begyndte at bede for folk på gaden, forsvandt en ufattelig uro, han havde inden i sig, og længsel efter et eller andet.
– Jeg fandt meningen, siger han.
Længslen efter at være på gaden så meget som muligt kolliderede med hans arbejde som kørelærer.
– Det er vanskeligt at gøre det her meget og træne andre mennesker til at gøre det sammen med et arbejde. Så jeg vidste, at jeg skulle sige mit arbejde op, jeg turde bare ikke.
Hans kone havde sagt sit arbejde op, og han tog selv skridtet i januar.
Han sagde ”Ok. Gud. Vi har penge nok til de næste fire måneder. Vi er sikre på, at det er dig, der ønsker det her. Så du må sørge for os.”

Plejebørn og Guds omsorg

Der gik tre måneder, og der skete ingenting.
– Min kone Mette har altid gerne villet have plejebørn. Altid. Men du skal igennem sådan et halvt års kursus først. Det tar’ lang tid.
Han og konen forsøgte at melde sig til et kursus, men fandt ud af, at der ikke var noget kursus i 2013 pga. omstrukturering. Så var det løb kørt. Men så ringede de igen til en anden, som sagde:
– Det er lidt sjovt du ringer, fordi vi har faktisk en lille baby her. Hvor bor I?
Tommy:
– Vi bor i Rødekro.
– Ej hvor sjovt, fordi den her baby kommer fra Rødekro, og plejeforældrene skal bo i Rødekro. Det er et krav. Og de skal kunne tage ham i de næste tre uger, fordi der er et akut behov i den familie. Kan I tage ham?
Det kunne Tommy og hans kone. En uge efter havde de et barn. Og en uge efter igen spurgte de, om Tommy og Mette kunne tage søsteren også. Så kom de med søsteren på seks år også, og nu har de haft dem i syv måneder, selvom det kun skulle have været i tre uger. Og nu har de penge nok, som følge af børneplejen.
– Kommunen har sagt, at det er helt ekstraordinært, at de gør det her, men de føler sig trygge ved os. Også selvom vi er radikale kristne og beder for folk.
– Jamen, vi ved, at Gud han er med i det. Så det er fint, siger vi.

En befrielse

Tommy føler derfor, at det er Gud, som har sørget for, at de har noget at leve af. Han beskriver, hvor ubehageligt det er at have noget inden i sig, som man ikke kan få afløb for, og hvilken befrielse det var, da han startede med at gå på gaden.
Han regner derfor ikke med at skulle lave andet fremover. Derfor er han indforstået med at skulle miste sin kørelærergodkendelse om tre år, hvis den ikke bliver fornyet inden. Og derved sætte de 100.000 til, som uddannelsen kostede.
Henri:
– Nå, men kan du ikke kombinere det?
– Det har jeg ikke lyst til, vi skal jo se en vækkelse, siger han og griner igen.