Ikke formen

Før sommerferien reagerede en læser på, at jeg havde skrevet en leder om vores behov for Helligånden.

Jeg skrev, at vi måtte vælge mellem vores måde og Guds måde. Og læseren troede, at jeg mente min måde var Guds måde. Og at det var noget med løftede arme og høj musik. Og det skulle han ikke have noget af.
Rigtig mange kristne med en traditionel kirkelig baggrund tænker som denne læser. At Helligånden er noget med nye former og en bestemt musikstil i stedet for de kære gamle salmer. Men det er det ikke.
Måske tror de det, fordi de karismatiske kirker, som opstod ud fra en ny erfaring af Helligånden (som fx Apostolsk Kirke og Pinsekirkerne omkring 1900-1930) ofte har brugt en moderne musikstil, der svarede til samtiden.
Men formen har ikke ret meget med åndelighed at gøre. Det er et spørgsmål om kirkekultur, opvækst og normer.

Men er formerne så ligegyldige? Nej, for både de traditionelle og de moderne former kan blokere eller give plads for Helligånden. Også moderne lovsangsmusik kan ende som et show, så Guds Ånd forsvinder. Men hvad med de traditionelle former? Er de kun hellige?
Hvis nu Gud ville sige noget til os, hvor kunne han så få lov at tale gennem Helligånden ved en traditionel gudstjeneste eller et traditionelt møde? Jo, forhåbentlig er præsten inspireret i sin prædiken, og Gud virker jo også gennem sakramenter og salmesang. Men hvis Gud nu vil sige noget nyt eller personligt til dem, der er i kirke, er der så bare fem minutter, hvor han kan komme til?
Er der mulighed for, at Helligånden kan virke gennem de nådegaver, der er nævnt i Bibelen – som fx profeti, tungetale, sang i ånden, helbredelse?
I de første menigheder var det helt naturligt.
Et godt ord her er: ”Hvor Guds ånd er, der er der frihed” (2. Kor. 3, 17). Hvis vi giver hinanden frihed, så fungerer det bedst med Helligåndens nærvær og gaver.
Og uanset hvilke former, vi befinder os i, så skal vi prøve at give Helligånden mere plads i vores liv og i vores fællesskaber. Mange længes efter Guds nærvær og søger den måske i en bestemt stemning. Men Gud er ikke i en stemning. Gud er i et knust hjerte. Som Jesus siger: Hvis nogen åbner døren (til hjertet), vil jeg gå ind, og vi vil holde nadver sammen.