’Mirakler i Midtjylland’

Steffen sidder her i skolen, hvor han engang imellem snakker med sine klassekammerater om troen og beder for dem, der ønsker det.
Steffen sidder her i skolen, hvor han engang imellem snakker med sine klassekammerater om troen og beder for dem, der ønsker det.

Steffen Holm fra tv-serien ’Mirakler i Midtjylland’ vil være lys i mørket for andre. Han ønsker bare at lære Gud bedre at kende og blive formet af ham.

Steffen Holm på 20 år er blevet landskendt igennem serien ’Mirakler i Midtjylland’. Han vil leve et liv tæt på Gud – også når det gælder om at finde en kæreste.

Det er svært ikke at lade sig begejstre over den livsglæde og gejst, som Steffen viser, når man snakker med ham. Han har noget på hjerte – og svarer derfor ofte med lange svar på mine spørgsmål.
Det passer meget godt med det billede, jeg har fra DR3’s føljeton, som også kan ses på internettet.
– Jeg har heldigvis ikke mærket så meget til det, siger han lidt overraskende og fortæller, at der dog har været nogle stykker, som gerne ville bedes for i skolen.
– Jeg har ikke så meget tid, når jeg går i skole, så det har jeg overladt til gutterne (David Dahl Jensen og Michael Nielsen red.).
Programmet har skabt stor debat og interesse rundt omkring i landet, fordi der bliver helbredt mennesker for åben skærm. David Dahl Jensen har blandt andet været med i P1 programmet ’Ordet er dit’, som udelukkende handlede om mirakler.

Giver aldrig op

I programmet beder fyrene ofte for folk på gaden. Nogle bliver helbredt, og andre gør ikke. Steffen har selv siddet i kørestol i fire år, og han har haft både psykiske og fysiske sygdomme, som nu er blevet helbredt. Hvordan forholder han sig til at stå overfor et andet menneske, som fejler det samme eller andre alvorlige ting?
– Hvis jeg beder for folk på gaden, så fortæller jeg dem, at det er dem, som skal sige stop. Ellers beder jeg bare for dem igen og igen. Men som regel er folk ret hurtige til at sige stop…måske føler de sig lidt ukomfortable, og det kan jeg godt forstå, men jeg plejer bare at bede indtil der sker noget, forklarer han og siger, at folk også nogle gange først bliver helbredt på vejen hjem.
Hans hjerte pumper altid lidt ekstra, når han ser folk i en kørestol, men det er ikke lige nemt for ham at gå hen og spørge om at bede for dem:
– Folk kan blive kede af det, og tænkte: ”Hvad er der galt med mig, siden du kommer hen til mig?” Så jeg går kun hen til én, der sidder i kørestol, hvis Gud siger, at jeg skal gøre det.
– Andre siger, at man bare skal bede for en masse, indtil der sker noget, og det tror jeg også på. Men det er bare meget følsomt for mennesker i den situation, så jeg holder lidt igen.

Manden foran Føtex

Steffen har oplevet mange mirakler og giver et eksempel fra en lang dag på gaden uden mirakler. Til sidst får de øje på en mand foran Føtex i Kolding. Egentlig har Steffen ikke lyst til at snakke med ham, men han gør det alligevel.
– Lige da jeg kommer derhen, er det som om Helligånden tager over, og jeg siger til ham, at jeg kender én, som kan tage alt hans smerte, smiler Steffen.
Da Steffen havde forsikret den skeptiske og halvfulde mand om, at det ikke kostede noget, gik de ned til en bænk og bad for mandens brækkede håndled, skæve ryg og brækkede ribben. Manden var i tydelige smerter.
– Man kunne se, at ribbenene var trykket lidt ind. Men allerede efter 5 sekunders bøn udbryder han ”jeg har ikke længere ondt i hånden eller ryggen længere!” Er du klar over hvor længe jeg har taget morfin?!” Manden var helt oppe at køre over det.
– Efter to bønner for ribbenene kan jeg se, at de her ribben bøjede sig sådan udaf, siger Steffen og viser med hånden, hvordan mandens ribben helt tydeligt bevægede sig, mens de bad.

Svær barndom og en voldelig papfar

Sådannne oplevelser har sat et stærkt aftryk i Steffens tillid til Gud og forståelse af Gud som far. Han har ellers haft en svær opvækst på grund af sin sygdom og en far, som begik selvmord, da han var syv år gammel, og derefter en stedfar, som slog ham og hans bror.
– Hele min faderforståelse er fuldkommen ødelagt. Og så blev jeg psykisk syg, så blev jeg fysisk syg – og jeg bebrejdede Gud det hele.
Men han har oplevet, at det ikke var det rigtige billede af Gud:
– Jeg troede, at hvis jeg syndede, så ville Gud skælde mig ud og fordømme mig. Men Gud har virkelig vist mig, at han elsker mig og vejleder mig i kærlighed. Det blev vendt fuldstændig om, siger Steffen, som blev ved med at tænke: ”Gud elsker mig ikke”.
Derfor besluttede han at læse, hvad Bibelen siger om det. En dag, hvor tanken endnu engang kom til ham, så han Guds tydelige kærlighedsbevis igennem Jesu død på korset, og det forandrede ham.

Guds timing og kærester

– Mennesker i verden i dag søger ofte efter kærlighed i andre mennesker, siger Steffen og forklarer, at det jo kun er Gud, der kan give den dybeste kærlighed.
– Nogle gange tænker jeg endda: ”Har jeg overhovedet brug for en kone, for det som jeg søger er kærlighed, og den kærlighed kommer fra Gud!
På trods af dette, så vil Steffen gerne finde en kæreste. Men han vil først og fremmest fortælle andre mennesker om Guds kærlighed.
– Jeg går ikke rundt og leder efter én. Jeg bekymrer mig ikke over, om jeg får en kæreste eller ikke. Men jeg holder øjnene åbne, siger han.
– På et tidspunkt må hun støde ind i min vej. Det er Gud stor nok til. Og når hun dukker op, så vil jeg føle mig tiltrukket af hende, fordi hun elsker Jesus. Og hvis det ikke er Guds vilje for mig, så beder jeg ham om, at han må ”lukke dørene for mig”, siger Steffen og forklarer, at Gud før har gjort det praktisk svært at møde en pige, han var interesseret i, fordi det var det bedste for ham.
Steffen oplever selv Guds kærlighed ved at give andre kærlighed og ved, at Gud fylder ham med kærlighed, når han lytter til lovsangsmusik og læser i Bibelen. Det er her, kilden til Steffens kærlighed til andre mennesker skal findes, understreger han.