Israels nationalhelt Sharon er død

Israels befolkning holdt vejret i en uge efter at det meddeltes, at der var en alvorlig forværring af helbredet hos landets nationalhelt, Ariel Sharon.

Man fulgte dag for dag bulletinerne fra det hospital, hvor han har ligget i koma i otte år efter en massiv hjerneblødning, men lørdag eftermiddag var det slut for hans glorværdige liv, da hans læger oplyste, at han var død, 85 år gammel. Ved hans dødsleje var sønnerne Omri og Gilad, andre familiemedlemmer og nære venner.

Han havde på det sidste undergået en dialysebehandling for nyresvigt med henblik på at forhindre svigt af hans øvrige organer.
Med Sharons død sluttede en æra for Israel. Han var den sidste af landets store mænd, krigshelt og statsmand, forgudet af de fleste og højt respekteret af sine modstandere.

Siden søndag middag lå hans legeme på lit de parade foran knesset, og tusinder af israelere defilerede forbi hans kiste, dybt bedrøvede. Han skal begraves ved en statsbegravelse mandag på hans Sycamore Farm i Negev, hvor han skal stedes til hvile ved siden af sin hustru, Lily.

Hans kiste vil blive båret af seks generaler.

Sharon lavede om på den lokale verdensorden i Mellemøsten. Han var manden bag den berømte militærenhed “101”s raids mod terroristbaser i nabolandene og manden der vendte krigslykken til Israels fordel ved sin dristige overførsel af en kampdivision til Suezkanalens vestbred under Yom Kippur-krigen for at nedkæmpe SAM-missilstillinger, hvorfra israelske fly i stigende grad blev skudt ned.
Han blev senere trukket gennem sølet for massemyrderierne af palæstinensere i Sabra og Shatila flygtninglejrene i Libanon. under Den første Libanon-krig, men det viste sig at være falangister, der stod bag drabene. Selv om Sharon kunne klare frisag, kom episoden til at kaste en mørk skygge over hans liv.

Som statsmand, leder af Likud-højrepartiet og senere af Kadima-partiet, fik hans samme ry som militærmand: en modig mand med nye ideer, helt anderledes end hans oprindelige. Engang troede han, at det tjente Israels tarv bedst at bulldoze sig vej gennem Gazas gyder, og han var faderen bag Israels bosættelser på Vestbred-området og i Gaza-striben. Han slog om fra høg til due, da han besluttede sig for rømningen fra Gaza og slogedes i knesset for sin nye politiske opfattelse af situationen. .

Han blev Israels ukuelige symbol. Han blev skiftevis beæret og bespottet og betegnet som hhv. fredsmager og krigsmager. Som militærstrateg og statsmand var han med til at skabe Israels selvopfattelse og verdens image af landet.
Han var i centret af landets historiske øjeblikke. Han var altid konsekvent, hvad angår at sikre Israels grænser.

En af denne korrespondents bedste erindringer om ham var, da han ledede en gruppe udenlandske journalister til en høj på Vestbred-området, ikke langt fra Jerusalem for at prøve at klarlægge situationen for os.
Han var iført en lyseblå skjorte med opsmøgede ærmer og havde ved sin side et stort landkort på et stativ. Han pegede i retning af Tel Aviv og sagde:
– Der skal dybde til at forsvare dettte område. Der skal være plads til at flere divisioner skal kunne bevæge sig. Godt ude i Middelhavet ligger Cypern, det er et alt for lille sted til at kunne flytte en division. Her er der mere plads.
Sådan sagde den altid pragmatiske Sharon.

Mens statsmænd, politikere og diplomater fra store dele af verden stævner mod Jerusalem for at overvære hans begravelse, er der indkommet en meddelelse fra Beirut, hvori Libanons social-minister, Wael Abu Faour, udtaler:
– Måske sjælene hos martyrerne fra Sabra og Shatila-massakrerne kan få nogen trøst ved Sharons død. Man skal ikke hovere ved nogens død, selv om det er en forbryders. Med Sharons død er der nu mindre ondskab i verden.
Over for dette står følgende udtalelse af FN’s generalsekretær. Ban Ki-moon:
-Statsminister Sharon var en helt for sit folk, først som soldat, siden som statsmand. Han vil blive husket for sit politiske mod og sin beslutsomhed med at udføre sin smertende og historiske beslutning om tilbagetrækning fra Gaza-striben.