Jeg overvejer at blive psykoterapeut
Kære Suh
Jeg er – og har altid været – sådan en type, som er super god til at lytte til og rumme andre.
Mine venner og familie har i årevis brugt mig som deres ”hus-terapeut”, og jeg går aktuelt også og overvejer at uddanne mig til psykoterapeut.Men inden jeg eventuelt kaster mig ud i det, vil jeg lige høre dig ad: hvordan de-aktiverer man lytte-genet?
For i mit privatliv kan jeg da godt nogle gange blive lidt træt af, at det altid handler om de andres problemer, jeg kan jo også godt have nogle engang imellem, og hvis man så også kommer til at arbejde med det til daglig? Et godt råd?
Hilsen Camilla
Kære Camilla
Super dejligt, at du har en naturlig evne til at være lyttende, rummende. Det er en nødvendig egenskab at have, hvis man skal arbejde indenfor det terapeutisk område og ikke noget, man kan ”læse sig til”.
Og det lyder som om, at du har gjort brug af dette i en del år, så her har du jo allerede en hel del praktisk erfaring! Men som du også har erfaret, er det nødvendigt at kunne skærme sig selv en gang imellem, så man ikke altid er den, der lytter og rummer – for hvis man udelukkende har den position i familien, vennekredsen, så bliver man for det første helt slidt op, og for det andet daler kvaliteten af relationerne, og man mister sig selv.
Dine venner og familie har nemlig brug for også at høre, hvad der sker i dit liv og indeni dig – også, når du har det svært. Det er en nødvendighed for at kunne have føling med, hvem du er, og for at vide, hvor du er henne i forhold til dem og verden omkring dig.
Men man mister også sig selv, hvis man aldrig sætter fokus på sig selv, for hvis man ikke stopper op og lader én selv komme til orde engang i mellem – lytter til og mærker sig selv – hvordan skal man så vide, hvem man er, og hvad man egentlig mener?
Rent praktisk kan det være svært, når andre omkring én er vant til, at man har en bestemt rolle i fællesskabet. Men prøv, om det alligevel kan lykkes dig ind imellem at være den, der taler i stedet for kun at være den, der lytter.
Prøv fx at indlede samtalerne med emner, der ligger dig på hjerte, emner, hvor du har lyst til at meddele dig – i stedet for at stille de sædvanlige åbne hv-spørgsmål, som naturligt får den anden til at fortælle om hans/hendes liv.
Vær også opmærksom på, hvilke ting i din tale og kropssprog, der får andre mennesker til at åbne sig/fortsætte med at tale, du kan fx slutte dine sætninger med konstateringer i stedet for spørgsmål, og du kan (hvis du tør) eventuelt afbryde og skifte emne, hvis den andens talestrøm bliver ved.
Også i dit kropssprog ligger der mulighed for enten at forstærke eller bremse andre i at delagtiggøre sig.
Fx vil direkte øjenkontakt og at vende sin krop mod den anden signalere ”jeg hører dig, jeg tager imod”, mens at flytte blikket væk, evt. hen imod noget andet/nogle andre eller at vende kroppen lidt væk fra den anden signalerer det modsatte.
Og så er der jo altid den direkte: ”Nå, lad os snakke videre en anden gang, jeg har lige brug for en pause”.
Hvis du får lyst til/mod på at eksperimentere med nogle af disse ting, vil det formentligt føles uvant og grænseoverskridende for dig, men jo mere øvelse du får, jo nemmere vil du have ved at gøre det på en diskret og høflig måde.
Hilsen Suh
