Karen fik ryddet op indeni

Et mønsterbryderkursus hjalp Karen til at leve med, at hun blev seksuelt misbrugt som barn. Hun fortæller her om smerten – men også om Guds nærvær og hjælp.

Karen voksede op i ’den perfekte familie’, men under overfladen lå en mørk hemmelighed.

– Begge mine forældre var meget respekterede. Mange mennesker kom og snakkede med min mor, når de syntes, livet var svært. Folk troede, det var den perfekte familie, fortæller Karen.
I virkeligheden blev Karen misbrugt seksuelt af sin far fra 6-7-årsalderen. Ingen syntes at vide noget om det – der var i hvert fald ingen, der spurgte.

Truet til tavshed

Karen var en forvirret, meget sky og genert pige. Hun lærte hurtigt at indordne sig. Hendes far sagde til hende, at han ville komme i fængsel, at hun selv ville komme på børnehjem, og at familien ikke ville kunne lide hende, hvis hun sagde noget til andre.
– Jeg har altid været meget nervøs, bange for ikke at slå til, og at folk ikke kunne lide mig. Men jeg har altid fungeret og klaret mig godt og gjort de ting, som man forventede af en god pige, forklarer Karen.

Et tavst ægteskab

Senere var Karen på højskole et år, fordi det var det, ’man’ gjorde. Men hendes indre forvirring gjorde, at hun ikke fik ret meget ud af det.
Karen havde mange kærester, før hun endelig fandt den mand, hun nu er gift med. Han accepterede hende, som hun var. Karen havde forventet, at alt det negative ville forsvinde, da hun blev gift. Hun blev hurtigt gravid, fordi hun ville finde ud af, om hun kunne få børn. Men der var stadig problemer.
– Jeg mærkede, hvordan det, der var sket, påvirkede vores relation. Hvis han tog om mig, stivnede jeg helt, og jeg var nervøs hele tiden.
Karen valgte at blive hjemmegående husmor. Hun begrundede det med, at hendes mor havde gjort det. Men i virkeligheden turde hun ikke komme ud blandt mennesker.
Som eksempel nævner hun, at hun fandt på en undskyldning for ikke at gå i biografen med nogle veninder. Men sandheden var, at hun ikke kunne fungere uden for huset uden sin mand.
– Han blev min tryghed, forklarer Karen.

Gud greb ind

Karen og hendes mand fik tre børn. Men som 30-årig var hun så langt nede, at Gud endelig fik lov til at gøre noget ved problemerne. Nu fik hun mod til at arbejde med fortiden. Hun kunne sørge – men lærte også at tilgive sin far.
– Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kan være sammen med ham igen uden at få det fysisk dårligt. Men jeg har tilgivet personen, ikke handlingen, siger Karen, som også efterhånden begyndte at kunne lide sig selv.
– Det er det fantastiske ved Gud, at han gør tingene i det tempo, som den enkelte af os er klar til.
Omsider tog Karen mod til sig og fortalte sin mand, hvad der var sket i hendes barndom. Hun havde frygtet, at han ville gå fra hende. Men det gjorde han ikke.
– Da jeg fortalte ham om, hvad der var sket, da jeg voksede op, var han så god. Han tog bare om mig og sagde, at han havde jo haft det på fornemmelsen. Han syntes jo også, at jeg var vokset op i et godt hjem, så han havde også bebrejdet sig selv, at han havde haft den mistanke – han havde tænkt, at der måtte være en anden grund til, at jeg var så sky.
Oplevelsen hjalp Karen til at lære at stole på, at Gud ikke ville hende noget ondt. Hun var jo vant til, at andre ofte havde en bagtanke med det, de gjorde.
Efterhånden fik hun venner, som hun kunne betro sig til og som gjorde deres bedste for at lytte og hjælpe.
Men Karen mente, at hendes oplevelser burde kunne bruges til noget positivt.
– Jeg kunne ikke acceptere, at jeg skulle igennem sådan en barndom, uden det også skulle blive til gavn for andre. Andre mennesker skal se, at der er en vej ud. At man alligevel kan få et godt liv, siger hun.

Mønsterbrydning

Karen meldte sig til et mønsterbryderkursus, for hun havde stadig nogle negative vaner eller mønstre. Fx holdt hun hele tiden afstand til andre og kunne ikke føle sig tryg. Hun mente ikke, at hun kunne hjælpe andre, før hun selv havde fået det bedre.
– Mønsterbryderkurset er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Det var et sted, hvor man bare kunne være sig selv og finde ud af, at man ikke er den eneste, der har haft et hårdt liv.
Folk kom med både store og små problemer – og ingen problemer var vigtigere end andre. Og når man går gennem sådan en proces sammen, så lider man sammen, men man får også alle glæderne sammen. Man får lov til at være hudløst ærlig med nogen, der bare favner en.
Det var simpelthen så godt at få lov til at nå ind til den der sorg, jeg egentlig gik med, og få lov at sørge uden at skulle tænke på at være stærk for nogen derhjemme. Jeg kunne bare være i alt det, der gjorde ondt, og så var der nogen, der tog sig af mig. Og samtidig kunne jeg få lov at tage mig af andre, forklarer Karen.

Den lille pige

Kurset startede med, at alle fortalte deres livshistorier. Karen følte sig helt ydmyg ved tanken om, at der alligevel var kommet hele mennesker ud på den anden side.
Kursuslederen sagde tit til Karen: ”Tag nu den lille pige i hånden, tag hende op på skødet og sid og trøst hende og vær god ved hende”.
– Jeg gik mange ture, hvor jeg gik og snakkede med den der lille pige, der havde det så skidt, og det var en stor hjælp at få det redskab – at lade, som om hun var der lige ved siden af mig og kunne gøre det, som de voksne ikke gjorde, men som de skulle havde gjort.
Mønsterbryderkurset hjalp Karen et godt stykke af vejen til at blive et helt menneske. Hun fik nogle redskaber, som hun selv kunne arbejde videre med.

Gud udfylder tomrummet

Helt fra starten fik kursisterne tilknyttet en personlig mentor. Det er en person, som man også har samtaler med, når man ikke er på kursus. Karen fik sin præst som mentor, og det var en stor hjælp.
– I dag mødes jeg stadig med min mentor. Det er blevet en vigtig del af mit liv, og han kender mig godt nu, så jeg behøver ikke at forklare alting forfra hver gang.
Det var også vigtigt for mig, at når jeg ligesom fik ryddet op et sted indeni mig selv, så var det Gud, der fik lov at fylde det hul, der bliver – for der bliver jo et hul, der hvor der før har været fyldt med en sorg, vrede eller andet.
Det er meget vigtigt, at Gud har været med i det hele, erkender Karen.

Et liv på den anden side

Efterhånden lærte Karen at slappe af. Hun var ikke længere så usikker på sig selv, og hun var mere nærværende, når hun kom hjem.
Hun lærte også at stå på egne ben og at sige fra, selv om ikke alle er glade for det.
– Jeg kan stadig være ked af det, men jeg er blevet bedre til hurtigt at sige til familien, at jeg har en træls dag, og så ved de godt, at de skal lade mig være lidt. Nu går det hurtigere med at komme ovenpå, forklarer Karen.
Hun forestiller sig, at hun nok ville have været indlagt på psykiatrisk afdeling, hvis det ikke var for mønsterbryderkurset. Men hun er også taknemmelig for det gode, hun trods alt har med hjemmefra.
– Jeg har jo været helt derude, hvor jeg sad og tænkte, om det var det værd, om min mand og mine børn ikke var bedre tjent med, at jeg ikke var her. Jeg har siddet med et glas piller og tænkt, ’det her kunne jeg også bare gøre’ – hvor jeg så har fået lov at mærke, at Gud var der. Han har vist mig et syn om, at han var med mig, også da jeg var barn.
Når min far kom ind om aftenen, så var der en engel, der kom og sad ved siden af mig og trøstede mig… og så lå jeg og sang ’Jesu lille lam jeg er’ inde i mig selv.
Og hvis ikke jeg havde haft kirken og Gud, så havde jeg ikke været her i dag. Og hvis jeg ikke havde været på mønsterbryderkursus, så håber jeg, at jeg havde fået hjælp et andet sted fra, for jeg havde det virkelig skidt.
Det, jeg allerhelst vil med min historie, er, at folk finder ud af, at der er en vej ud – der er et liv bagved.
Uanset hvor mørk en fortid man har, så kan man godt få et godt liv, slutter Karen.

Af Simone Nielsen