Når den usynlige, bliver synlig igennem os
Kurt Videbæk fra Århus opfordrer os til at bede mere sammen og derigennem at synliggøre den usynlige.
”Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig…
… dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.” Matt. 6:6+8
Hvad er det for mennesker, vi ikke må ligne? Det er dem som tror, at det drejer sig om at sige en masse ord – det ser vi i det forrige vers (vers 7). Men læg lige mærke til følgende sætning: ”Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder”.
Hvorfor skal jeg så bede, når han ved om mine problemer i forvejen?
Du skal bede, fordi din elskede Fader glæder sig over at have fællesskab med dig – dér bag din lukkede dør. I to har et meget fint venskab med hinanden, og din Fader elsker hver gang, du tager tid til at være sammen med ham. Det er dyrebare stunder.
Der sker noget, hver gang du tager tid til at have fællesskab med din Skaber. Det handler ikke bare om at få bønnerne opfyldt, men der finder også en forandring sted i dig selv. Jo mere du er sammen med Skaberen, jo mere kommer du til at ligne ham.
Lad mig også lige komme med en opfordring til os alle:
Hver gang vi har haft fællesskab med troende fra menigheden eller kirken, så prøv at slutte disse sammenkomster af med et Guds ord og bøn.
Når vi gør det, trækker vi Guds velsignelse ned til os, og skulle der være nogen blandt os, der er nedbøjede, kan de blive løftet op.
I vores hjem slutter vi ofte vores fællesskaber af på den måde. Det gjorde mine forældre, og vi fører denne tradition videre. Hvis du ikke har gjort det i dit hjem, snyder du dig selv og dit hjem for en ekstra velsignelse.
Ny dimension
I Brevet til Hebræerne kap. 11, v. 27 står følgende:
”I tro forlod Moses Ægypten uden at ænse kongens vrede.”
Han holdt ud, for det var, som om han så den usynlige. Sådan ønsker jeg også at leve mit liv. Som om jeg ser ham hver eneste dag. Når vi lever sådan, så bliver han også mange gange synlig blandt os.
Moses oplevede det, når han trådte frem for Farao, når han nedkaldte de forskellige plager, så skete tingene bare, frøerne og haglene og alle de andre plager kom. Når Moses bad om, at plagerne skulle stoppes, så standsede de bare! Herren blev pludselig synlig.
Daniel oplevede det i løvekulen – Herren lukkede munden på løverne, Herren blev synlig.
Mange andre gode eksempler kunne nævnes fra Hebræerne kap. 11, bl.a. Daniels tre venner, som var blevet kastet i den gloende ovn. Pludselig var der en på besøg i ovnen, han lignede en gudesøn.
Men hvad med i dag? Herren bliver også mange gange synlig i dag. Her i vores hjem kom der en mand, som søgte hjælp. Han var dybt deprimeret, livet var ikke gået hans vej. Men han fik hjælp ved at læse i Bibelen hos os, og derefter bad vi en enkelt bøn. Og manden gik glad hjem.
Det, Jesus gør i et menneske, det holder. Jeg har talt med denne mand siden, og han har det stadig godt. Herren blev synlig.
I vores gruppe var der et ægtepar, hvor manden fik en svulst i hovedet. Lægerne sagde, at det var forbundet med temmelig stor risiko at operere, men menigheden og gruppen bad for dem, og operationen gik godt, og der er ingen mén. Herren blev synlig, og der blev stor glæde. Vores møder i gruppen har fået et løft på grund af denne hændelse.
I vore kirker og menigheder bliver der også bedt for syge, og de bliver raske – igen bliver Herren synlig i vore kirker og menigheder.
Til sidst til dig, som er syg – tab ikke modet. Herren ønsker også at vise dig, at han ikke bare er usynlig, men han ønsker at gøre sig synlig netop for dig.
Tab ikke modet, men bliv ved med at søge hans fællesskab. Til os alle – vi må være endnu mere sammen med Jesus, så bliver det lettere at leve, som om vi ser den usynlige…
Kurt Videbæk kommer i Citykirken, Århus.
Af Kurt Videbæk