Vil hjælpe præster med at bruge medier

Johannes Møllehave, Sørine Gotfredsen, Henrik Højlund m.fl. giver gode råd om, hvordan man som præster og kirke skal klare sig i medierne.

– Vis mig præsten, så skal jeg vise jer mediestrategien! Det sagde Clement Kjersgaard på Kirkernes Mediedag i 2011, og den sætning blev inspiration til at skrive en bog med gode råd til præster, der vil begå sig i medierne.

”Mediepræster” bygger på interviews med otte præster, som bruger moderne medier. Tesen er, at præster er formidlere og derfor også må formidle gennem de moderne medier.
Medierne fungerer på særlige præmisser, og er – vil de fleste nok mene – stærkt begrænsende for dybe teologiske refleksioner. Men hvis præsten er bevidst om disse præmisser og helt klar over sit hovedbudskab, kan også medierne sætte teologiske refleksioner i gang hos læsere, lyttere, seere og brugere.
Og det kan mediepræster som Johannes Møllehave, Sørine Gotfredsen, Henrik Højlund og Sarah Auken og mange flere tale med om.
Foruden lektor Peter Lodberg og biskop Karsten Nissen, som også stiller op til interview i bogen.
”Mediepræster” udkommer på Kirkernes Mediedag i Fredericia den 25. januar.

At brænde for sagen

Der er en grundtone hos alle otte præster fra Folkekirken, Den katolske Kirke og frikirkerne: Præster skal have noget på hjerte og brænde så meget for det, at de også brænder igennem på tv-skærmen. Det skal mærkes i artiklerne, og det skal kunne høres på deres stemme i radioen, at Gud, kristendom og kirke betyder noget for dem.
Og så skal det kommunikeres, så danskerne forstår budskabet:
– Som teolog har du lært en hel masse, men nu skal du lære at formidle det i en prædiken. Det er det bedste, man kan sige til mennesker: ”Hold dig til hverdagssproget!”, siger Johannes Møllehave.

Kort er godt

Præster skal kende mediernes præmisser, og ikke – som lektor Peter Lodberg beskriver det – tro, at det er højskoleophold, de er kommet på. Tiden er knap og kalder på korte svar, der dog skal være velbegrundede og efterlade læsere, lyttere, seere og brugere med et mere nuanceret billede af virkeligheden.
– Det er dem, der kan udtale sig autentisk, der kommer i medierne. Når man skriver til avisen eller udtaler sig til radioen, må man gøre det kort og præcist og med udgangspunkt i de kriterier, der gælder for medier. Det vil sige at fatte sig i korthed, men også begrunde, hvorfor man mener, som man gør, siger Peter Lodberg.

Kun ét hovedbudskab

Præster skal være godt forberedt og helt klar over, hvad deres hovedanliggende er. Når journalisten ringer, eller kameraerne snurrer, er der ikke tid og overskud til at lede efter ord. Jo mere forberedt man er, jo mere fri er man også til at være spontan. Det mener debattør Sørine Gotfredsen, der pointerer, at præster har en pligt til at bruge medierne.
– Præster er de mest oplagte til at debattere på alle medieplatforme. De har hele tiden fingrene i materien – både fordi de beskæftiger sig med det kristne, Bibelen og kirken, og fordi de møder danskere fra alle lag hele tiden, siger hun.

Vær klar til medielyset

Og står man med et kirkebagland, som er uigennemskueligt, er opgaven lige dele oprydning og profilering af kirken. Det kan frikirkepræst Tonny Jacobsen snakke med om. Som talsmand for FrikirkeNet har han måttet give reprimander til uetisk opførsel i visse frikirker og stadig holde tungen lige i munden og fortælle om alle frikirkernes positive værdier.
– Vi kan ikke gå i medierne uden at tænke på, om vi i virkeligheden har lyst til det lys, vi træder ind i. Vi er nødt til at arbejde med vores egen gennemsigtighed. Populært siger man, at inviterer man pressen med til sit bryllup, inviterer man dem også med til sin skilsmisse, siger Tonny Jacobsen.

Husk glæden

Når man snakker etik, kan man nemt komme til at fremstå sur og vred. Det er en stadig kamp for alle nej-sigere: Hvordan få et budskab, der lyder negativt, til at fremstå positivt og konstruktivt. Her kan humoren og glæden være en hjælp, fortæller Henrik Højlund.
– Man gør rigtig klogt i at bringe glæden ind i det, man skriver – også når man skriver reaktivt med vrede, sorg og frustration. Det er enormt vigtigt at bringe et overskud af humor ind, hvis det falder naturligt. Det kan godt være, at det først kommer med i den sidste sætning, men det skal være et sted, så det ikke alt sammen bliver surt og vredt.
Og så skal man i øvrigt acceptere, at det kan være ens opgave at pege på de ømme punkter i en debat.
– Jeg er jo protestant, og protestant betyder at vidne for noget. Det latinske ”pro” betyder for og ”testare” vidne. Jeg vil ikke forstille mig bare for at blive kendt for at være et glad menneske. Folk må gerne huske mig som en vred mand, siger Henrik Højlund.

Vigtigt at huske baglandet

Præster bør hele tiden være sig bevidst, at de dels taler på egne vegne og dels repræsenterer kirken i kraft af deres embede.
– Man skal ikke nedtone sin personlige holdning, men man skal tænke sig godt om, siger biskop Karsten Nissen og deler åbenhjertigt sine overvejelser, da han midt i en debat om vielse af homoseksuelle skiftede holdning. Det er helt legitimt at skifte holdning for åbent tæppe, mener han:
– Man kan ikke forlange af mennesker, at de skal mene det samme hele livet igennem. Vi er alle levende væsener, forklarer han.

Detaljer afliver myter

Daniel Nørgaard befandt sig pludselig i en mediestorm, da anklager om pædofili regnede ned over Den katolske Kirke i Danmark. Han fortæller, hvad han og kirken lærte gennem krisen: ydmyghed, gennemsigtighed og hurtig, præcis reaktion.
– Meget få sager handlede om grovere seksuelle krænkelser, men oftest om blufærdighedskrænkelse. Her var vi dårlige til at gå ud at sige – uden dog at afsløre navn og sted: ”Det er de sager, vi har fået, og de handler om det og det og det”. Det var de bedre til i Norge, og derfor løjede mediestormen der hurtigt af, fortæller han.

Danskernes indre kirke

Der er få, der som Sarah Auken fra Kokkedal Kirke har sat Folkekirken på dagsordenen i nyere tid. Hun mener, det er vigtigt at være til stede i ”danskernes indre kirke”:
– Det er rigtig vigtigt at være kirke dér, hvor mennesker er. Kirke er jo andet end vores bygninger og højtidelige kirkerum. Kirke er også meget den indre kirke. Den kirke, hvor du går ind, når du har brug for trøst. Det er måske også dér, hvor du beder en bøn, dér, hvor du sanser et velsignet nærvær, siger hun.
Samtidig er det vigtigt at komme ud i de miljøer, hvor danskerne færdes, mener hun. Selv deltager hun på bryllupsmesser og babymesser med kirkens tilbud.

Præster kan bevare autenticiteten

Præster kan agere i medierne uden at afstumpe det kristne budskab.
Som Clement Kjersgaard formulerede det:
– Man skal præsentere det synspunkt, man har. Det er ikke formen, det handler om. Det er indholdet. Før I har fastlagt budskabet, kan I ikke fastsætte formen.