16 tyske ministre besøger Jerusalem

Det tysk-israelske forhold er unikt, og dette kommer til udtryk, når Tysklands kansler, Angela Merkel, senere idag kommer hertil på et to-dages besøg ledsaget af 16 af sine ministre.

– Omfanget af den tyske delegation viser et fundamentalt venskab over for Israel, og at man ønsker at styrke de bilaterale forbindelser, siger en israelsk talsmand.

Umiddelbart efter sin ankomst skal Merkel mødes med statsminister Benyamij Netanyahu, efter fulgt af en arbejdsmiddag.

Netanyahu sagde på et ministermøde igår, at Merkel kommer som ven, og at han vil drøfte Iran-situationen med hende, idet Tyskland er medlem af P5+1 gruppen, som genoptog drøftelserne med Iran i Wien i forrige uge.

Netanyahu oplyste, at han også ville drøfte de palæstinensiske forhandlinger med hende og gøre det klart, at grundlaget for fredsforhandlinger med palæstinenserne vil blive baseret på gensidig anerkendelse af de to stater.

Merkel har sagt, at mens hun er i Israel vil hun “lobby” til fordel for udenrigsminister John Kerrys diplomatiske bestræbelser.

Merkel følges på vej med en artikel i “Der Spiegel”, hvori der står, at aldrig har forholdet mellem de to lande været så vanskeligt som netop nu, og at embedsmænd i Berlin anser, at Netanyahu ikke er i stand til at skubbe fredsprocessen med palæstinenserne fremad.

Til trods for rapporter om et spændt forhold, siger den tyske udenrigsminister Frank Walter Steinmeier, at Tyskland har et nærmere bånd med Israel end nogen anden stat.

Steinmeier skriver i en opinionsartikel i Israels største avis “Yediot Aharonot”, at Israel ofte føler sig isoleret og ikke forstået, men at Israel ikke står alene – Tyskland og Europa er vigtige partnere, der arbejder med beslutsomhed for Israels legitimitet og ret til at eksistere.