En lang vej mod frihed

”Mandela: Vejen til frihed” er en fin film, der viser mennesket bag myten.

Mandela: Vejen til frihed, baseret på biografien fra 1994 af samme navn, illustrerer de magtkampe, der delte Sydafrika under Apartheidstyret, og blotlægger de forbrydelser, den hvide regering påførte dens sorte befolkning. Det er også en succesfuld skildring af en mand, der ikke lod sig kue, men i stedet rystede lænkerne af sig.

Menneskerettighedsadvokat. Ægtemænd. Agitator. Terrorist. Fange. Nobelpristager. Præsident. Alfader. Nelson Mandela var mange ting i sit lange liv, og historien om Mandela og om hans opgør med Apartheidstyret i Sydafrika er en historie, de fleste kender. At det alligevel lykkes for Mandela: Vejen til frihed både at bevæge og forundre, skyldes, at instruktøren Justin Chadwick formår at balancere mennesket Mandela med myten. Chadwick og en fremragende Idris Elba gennemsyrer filmens Mandela med en karakterrigdom, der gør det umuligt at kigge væk, at lukke ørerne for hans tale. Mandela i denne film er fuldt ud menneske, men hans livsvision og hans mod retfærdiggør til fulde den myte, der opstod omkring ham.
Filmen starter i Mandelas unge år, hvor han, på trods af den hvide regerings restriktioner, lever et relativt komfortabelt liv. Men stillet over for sit folks prøvelser trækker hans iboende sans for retfærdighed ham ind i revolutionære aktiviteter, først som menneskerettighedsadvokat i en lederskabsrolle hos African National Congress og senere som fuldblodsaktivist og sabotør. I disse år ser vi en vred Mandela og et menneske, der har svigtet på et personligt plan. Hans affære med den 18 år yngre menneskerettighedsaktivist Winnie har ført til hans ægteskabs sammenbrud, og hans søgen efter frihed har forvandlet sig til et hævntogt. Men Mandelas fængselsophold bliver den åbenbaring, der forvandler ham til det ikon, vi kender i dag, et menneske der i stedet kæmper for helbredelse af et delt folk. Winnie derimod, bliver af filmen positioneret som spejlingen af Mandela: Et menneske, for hvem hævn forbliver det eneste faste holdepunkt. Naomi Harris’ skildring af Winnie er vel nok filmens mest kontroversielle kort, for vi bringes til at forstå, hvordan hun kunne begå de uhyrligheder, hun begik i retfærdighedens navn. Filmen sanktionerer ikke på noget tidspunkt hendes handlinger, men Winnies historie er et vigtigt spejlbillede, for sandheden er, at hvis man stirrer ned i afgrunden for længe, kan man miste sin menneskelighed og forvandles til det, man forsøgte at styrte. Mandela som møntens anden side agiterer i stedet for nødvendigheden af fredelige protester, for tilgivelse som den eneste vej til frihed. ”Vi lærer at hade, men vi kan lære at elske, for kærligheden kommer mere naturligt til det menneskelige hjerte” er Mandelas sidste ord i filmen.

Mandela: Vejen til frihed
146 min.
Biografpremiere: 23. januar