Israel er stadig i skudlinjen

Israels politiske virkelighed har ikke ændret sig ret meget med de seneste fredsforhandlinger – og modparten udtrykker ikke ægte vilje til fred, skriver kronikøren.

Israel er nærmest blevet tvunget ind i fredsforhandlingerne af en modpart, som ikke udtrykker ægte vilje til fred. Israel blev herudover presset til, som “Goodwill” og som “Tak” for palæstinensisk deltagelse, at frigive terrorister og rene jødemordere.

Samtidig måtte familierne til de myrdede opleve, at disse løsladte fanger ikke bare stille og roligt blev gemt væk i de palæstinensiske samfund, men tværtimod fejret ved hjemkomsten til Ramalla, som store palæstinensiske helte. Det var der ikke meget “fred” over.

Fjenderne indoktrineres

Israel er et demokratisk land med ytrings- og pressefrihed. Og mange fjender.
Israel har ofte påtalt, at den konstante indoktrinering af børn i de palæstinensiske skoler og på palæstinensisk TV, i sig selv er en væsentlig forhindring for fred. Det er nemlig her, kimen til uforsonlighed og had lægges.
En palæstinensisk programvært sagde til børnene i et børneprogram på Fatah TV den 21. juni 2010:
’Jøder er vore fjender, israelske soldater er vilde dyr.’
Læg mærke til, at det først og fremmest er jøderne, som er fjender.
I andre børneprogrammer læses der digte op, begået af børn, som sammenligner jøder med aber, hvilket giver uhyggelige minder om tredivernes nazityskland. Som sådan er det derfor med god grund, at man fra israelsk side frygter, at næste generation i en fredsproces på forhånd er tabt.

Når ’Fred’ betyder Jihad

Arafat løj, det ved vi og vi ved også, at hans efterfølgere gør det samme. Vi ved, de taler med to tunger, når de siger fred på engelsk, mener de Jihad på arabisk, og alt dette bliver igen og igen dokumenteret. Så jeg vil her bare koncentrere mig lidt om den del af det politiske ved ”fredsprocessen”, som jeg mener, også udgør store farer for Israel.
Man kan nemlig godt tillade sig at mistænke den palæstinensiske opfattelse af en fredsproces for at være ”En ufred for Israel” – altså uden Israels eksistens, hvilket da også pryder indgangen til præsidentpaladset i Ramalla.
I Ramalla eksisterer Israel ikke. Ved præsident Barack Obamas besøg for nylig, gemte man stenmonumentet foran præsidentpaladset bort, hvor også Israel er Palæstina.
Det blev dog hurtigt sat på plads igen efter, at den amerikanske præsident havde forladt Ramalla, og var på vej tilbage til Jerusalem.

Anti-jødiske udtalelser

Abbas og andre ledere fortsætter også med at anvende formuleringer, der ikke kun er anti-israelske, men ofte også er direkte anti-jødiske. De siger, som sagt, altid ét på engelsk, og noget ganske andet på arabisk. Og vil de fred med Israel? Nej, jeg tror det ikke!
Man kan lidt ironisk tilføje, at Hamas i Gaza og Hizbollah i Libanon, er mere ærlige end den palæstinensiske myndighed, PA. Hamas siger åbent det væsentlige for mit indlæg, at de vil den jødiske stats og den jødiske befolknings udslettelse.
De vedkender sig nærmest offentligt at være stolte af Hitlers indsats mod jøderne under II. Verdenskrig. Hamas har oven i købet i sit charter (Grundlov) indskrevet henvisninger til ”Zions Vise Protokoller”, som er et af forrige århundredes allerværste antisemitiske smædeskrifter.
Såvel Hamas, som deres allierede i Libanon, Hizbollah, er da også begge finansieret af det islamistiske og stærkt fascistiske Iran, som netop har snøret Vesten med et kæmpebedrag, som bringer minder om Hitlers løfter til den naive Chamberlain.

Hvad hjertet er fuldt af…

De andre, med PA i spidsen, lader som om de vil fred. Men så smutter det for dem i ny og næ.
Mahmoud Abbas sagde det på Al-Hayat Al-Jadida (Fatah) den 6. juli 2010:
’Hvis alle I arabiske nationer vil gå sammen i en krig mod Israel, er vi med.’
Og alt dette bringer mig tilbage til alt det, som heller ikke må nævnes noget sted af hensyn til ”fredsprocessen”, nemlig, at Stormuftien af Jerusalem, den ubestridte største leder igennem alle tider, af palæstina-mandat-araberne og Arafats granonkel, Haj Amin al-Husseini, jo også var enig i ”Die Endlösung” og han stillede muslimske balkan-tropper til rådighed for Hitler.
Det var så dengang, da de fleste arabiske lande havde deres sympatier godt plantet i Nazitysklands favn. Men har det ændret sig? Nej, det har det ikke.

Palæstinensisk nazisme

Jihad kan også være praktisk i sådanne situationer.
I nutiden fortsætter araberne nemlig i stor udstrækning med deres nazistiske ikoner, og den 4. juli 2010 kunne man på libanesisk TV opleve den tidligere libanesiske minister Wiam Wahhab sige:
’Jeg kan godt lide tyskerne fordi de gassede jøderne.’ (Al-Jadid/News TV Lebanon).
Palæstinenserne undlader heller ikke at demonstrere deres sympatier for Holocausts fader, Hitler og nazismen. Og som sagt lægger hverken Hamas eller Hizbollah skjul på sine pro-nazistiske rødder med deres nazi-ikoner i deres politiske bagager. PA i Ramalla står således bag genudgivelsen af Hitlers ”Mein Kampf”
Palæstinenserne med PA, Fatah, Abbas og Hamas i spidsen forherliger fortsat selvmordsbombemænd- og kvinder, og hylder bagmændene til terror. Den 3. juli 2010 døde Muhammad Daoud Oudeh, hjernen bag OL massakren i München i 1972 på israelske sportsfolk, og Mahmoud Abbas i Ramalla mindedes ham således:
’En dejlig broder og tro følgesvend, en hård, stædig og ubarmhjertig frihedskæmper.’
Værsgo og spis! Det er Vestens darling, Mr. Abbas.

Jødernes historie

Tillad mig lidt historie. Under I. Verdenskrig blev osmannerne fordrevet fra Mellemøsten. Den senere stormufti var osmannisk officer, og kæmpede som sådan mod de allierede. De fleste arabere i Mellemøsten var glade for at væren en del af Det Osmanniske Rige.
Dog med få undtagelser, herunder hashemitterne, som var beduiner. I 1917 kom Balfour deklarationen om et jødisk hjemland i Palæstina-mandatet.
I 1920, ved skabelsen af Folkeforbundet, blev Balfourdeklarationen indskrevet i chartret for Folkeforbundet, og Palæstinamandatet (nuværende Jordan, Israel, Vestbred og Gaza) kom under britisk administration.
Det var så området, som af Balfour tidligere var erklæret ”Jødisk Hjemland”. Allerede året efter fik araberne Trans-jordanien som særligt selvstyrende område, det senere Jordan, som dermed var udskilt fra Palæstinamandatet. Og i 1922 blev restmandatet de facto gjort til jødernes hjemland og nu med henblik på en Jødisk Nation.
De nuværende jordanere er for flertallets vedkommende etnisk set samme arabere, som dem, der i 1964 begyndte at kalde sig palæstinensere.
Hizbollah-krigere aflægger ed med heilen. ”Heil, Allah er stor, og heil Mohammad er hans profet og heil, død over jøderne. Heil, heil”.
Man kan derfor konstatere, at araberne fik Jordan i 1921 (ca. 92.000 km2), og jøderne resten, sådan cirka 28.000 km2, men først 31 år efter Balfour-deklarationen, og få år efter Holocaust blev den jødiske nation, efter yderligere en næsten halvering, en realitet.
Den nyfødte nation blev straks angrebet af den samlede mere eller mindre pro-nazistiske arabiske verden med Irak, Libanon, Ægypten, Jordan, Syrien, Libyen og Saudi Arabien i spidsen, for at fjerne Israel fra landkortet og drive jøderne i havet.

Israel dækker 22.000 km2

Israel uden Judea og Samaria dækker i dag sådan cirka 22.000 km2 (dvs. det er på størrelse med Jylland). Der er cirka 7,5 millioner indbyggere, 75% jøder, 25% arabere (muslimer 4/5, kristne og drusere samt andre minoriteter 1/5).
Overfor dette står ”Den Arabiske Nation” med 400 millioner indbyggere, hovedsagelig muslimske, idet jøderne allerede er fordrevet, og de kristne også snart er helt fordrevet, fordelt på over 22.000.000 km2 med verdens største samlede oliereserver. Omregnet svarer det til, at Israel har 2.900 km2 per 1 million indbyggere, og Den Arabiske Nation har 55.000 km2 per 1 million indbyggere.
Så man kan ikke rigtig påstå, at araberne med den overordnede ”Arabiske Nation” er klemt inde af Israel. Men de er nok klemt i anden forstand, nemlig af egen fordrejning af virkeligheden og af mangel på demokratisk udvikling.
Og det er den situation som Israel, Mellemøstens eneste demokratiske land med ytrings- og pressefrihed, er oppe imod. Sådan er ”Israels Politiske Virkelighed”.