Norge fejrede bibeldag

Børnene på Cuba er meget ivrige efter at modtage bibler.
Børnene på Cuba er meget ivrige efter at modtage bibler.

Norge har kastet sig ud i et stort indsamlingsprojekt i forbindelse med den årlige bibeldag. Målet er – i samarbejde med flere andre bibelselskaber – at skaffe 1 million bibler til Cuba.

Sidste weekend fejrede Bibelselskabet årets bibeldag i Norge. Det markerede startskuddet til indsamlingen af 1 million bibler til Cuba over en tre-årig periode sammen med bibelselskaberne i Danmark, Sverige, England, Nordirland, Tyskland, Holland, USA, Canada, New Zealand og Australien.

Bibeldagen er en markering af Bibelen i norske kirker og forsamlinger, og den falder på den søndag, hvor bibelteksten handler om sædemanden. Dagen har eksisteret i 60 år i Norge og minder folk om at dele ordet. I år har man så valgt at støtte Cuba, skriver KPK.

Cubas mange kristne mangler bibler

Hans Johan Sagrusten fra det norske Bibelselskab var på Cuba sidste år og fortæller, at landet mangler bibler:
– Grunden til den store mangel er ganske enkelt den kolossale vækst i antallet af kristne. Antallet af evangeliske kristne er fordoblet på ti år fra 400.000 til 800.000.
Også i den katolske kirke kommer der nu flere hundrede tusinde til messe hver uge. Bibelkommissionen på Cuba har ikke råd til at købe mere end en brøkdel af de bibler, som der er brug for. Desuden betød orkanen ”Sandy” i oktober 2012, at bibelmangelen blev endnu større.
180.000 huse blev ødelagt, og mange fattige kristne mistede deres bibel sammen med huset.

Besøg fra Cuba

Som en del af projektet havde Norge i uge 8 besøg af to gæster fra Cuba. Det drejer sig om Joel Ortega Dopico (42), som er præsident i kirkernes råd på Cuba, og Alain Montano Hernandez (40), som er generalsekretær i Bibel-kommissionen på Cuba.
Siden 1992 har det været lovligt at være både kommunist og kristen på Cuba, og i 1998 besøgte pave Johannes Paul II landet og blev mødt af flere hundrede tusinde troende.
50 procent af Cubas kristne er kommet til inden for de sidste 10 år, og 40 % er unge mennesker. Der er kommet mere frihed og tolerance, hvilket har givet en kirke med et mere caribisk præg i stedet for den anglo-saksiske liturgi.
– Der er en rig flora af kirkesamfund på Cuba, både katolske, ortodokse, protestantiske og pinsefolk.
Nogle ser forskelligt på et par ting, men man samarbejder samtidig godt på mange felter. Ikke mindst samarbejdet gennem Bibelkommissonen er med til at styrke fællesskabet mellem de forskellige kirker i landet, siger Dopico og Hernandez.