Tid til at sige ja eller nej?

Jeg har opdaget, at ”nej” ofte er det vanskeligste ord at få sagt. Kvinder er dybest set skabt til at tænke på sig selv sidst. Vi ønsker at gøre alle andre glade, og det kan få os til at forsømme os selv i processen.

Vi ender med at føle, vi har skrabet bunden i vores følelsestank, men det er ikke nødvendigvis fordi, alle andre har udnyttet os; langt oftere, er det fordi, vi ikke har lært kunsten at sige ”nej.” Hvis vi skal gøre os håb om at få og nå det alt sammen, er det lige håb om at ”nå og få det alt sammen”, er det lige så vigtigt at vide, hvornår vi skal sige ”nej,” som hvornår vi skal sige ”ja.”
I mit eget liv har det af mange årsager været en stor udfordring. Ud over at jeg af natur elsker at være involveret i alting, var jeg også i begyndelsen af mit kristenliv stadig såret og brudt på grund af det misbrug, jeg havde været udsat i fortiden. Jeg havde levet med forkastelse, forladthed, skyld, skam og utilgivelighed. I et forsøg på at føle mig elsket, værdsat og accepteret, søgte jeg at behage mennesker omkring mig og ikke skuffe nogen. Jeg tørstede efter anerkendelse fra mennesker somme tider mere end fra Gud. En måde, det gav sig udslag på i mit liv, var, at jeg tog imod en hver indbydelse til at tale. Jeg ville ikke skuffe nogen, uanset hvor meget det gik ud over mig selv og mine nære relationer. En anden måde var, at jeg følte, jeg personligt måtte hjælpe alle, som var blevet såret eller nedbrudt, og så tog jeg imod et usundt antal rådgivningsaftaler. Det var ganske klart ikke en god måde at leve eller tjene på, man kan ikke tjene eller behage alle mennesker altid. Hver aften følte jeg mig udmattet og tømt.
Alt det jeg gjorde, var godt, og jeg hjalp folk, men problemet var, at jeg sagde ja til mange af disse ting på grund af mit behov for anerkendelse og accept, og ikke fordi jeg var stærk og hel.
Det er absolut nødvendigt, at vi finder vores identitet i Kristus, hvis vi ønsker at ”nå og få” det alt sammen. Paulus sammenfatter det sådan:
”I kan godt se, at jeg ikke taler mennesker efter munden. Jeg ønsker kun at gøre Guds vilje og tjene ham. Hvis jeg bare sagde det, folk gerne vil høre, kunne jeg ikke tjene Krisuts.” Gal. 1:10

Dette mønster af konstant aktivitet og stræben fortsatte, til jeg personligt tog ansvar for mine valg og begav mig i den vanskelige opgave at gøre noget ved min egenhed. Jeg vidste, det var nødvendigt at få nogle sunde ”se og lær at sige ”nej” til andre (og mig selv)” så jeg kunne sige ”ja” til Gud.