Jeg føler mig fattig i et u-land

Midt i den honduranske eftermiddagssol sidder jeg og et par andre piger og kæmper med at lære det spanske sprog. Pludselig kommer en mand i 50-erne forbi, og på en mellemting mellem spansk og engelsk tilbyder han at hjælpe med det spanske. Vi kan endda komme forbi hans hus, hvis vi har lyst. Min første tanke: Nej, ellers tak!

Mødet med den honduranske kultur har fået mig til at se min egen kultur i et andet lys. Den danske kultur er fx kendetegnet ved, at alle har travlt, og at man passer sig selv. Man kan sagtens præstere at sidde over for hinanden i et tog fra Esbjerg til København uden overhovedet at udveksle et eneste ord med hinanden. Nogle gange hilser vi knapt på folk, vi kender.

I Honduras har jeg mødt en venlighed, en imødekommenhed og en gæstfrihed, som jeg ønsker at kunne pakke i kufferten og dele ud til hele Danmark. Vi – der flere gange er blevet vurderet til at være verdens lykkeligste folk – hvorfor skal vi på overfladen være præget af arrogance og af at have for travlt til et venligt ”jeg ønsker dig en dejlig dag” efterfulgt af et oprigtigt, stort smil?
Vi er så vant til at være på vagt over for folk, vi ikke kender, der henvender sig til os, fordi det ikke er normen, – præcis som jeg var på vagt over for den hjælpsomme honduranske mand. Jeg siger ikke, at ovenstående passer på alle danskere, men jeg synes, det er en generel tendens, som jeg også kan genkende hos mig selv. Derfor vil jeg gerne opfordre alle til at starte en snak i toget, sige hej og smile til en fremmed på gaden, eller stoppe op og invitere den nye fra arbejdet på aftensmad. Tænk hvad det kan føre til!

Som hvid person i Honduras bliver jeg set på som en, der har en del flere penge end de fleste honduranere, men når jeg ser honduranernes måde at møde mennesker på, og hvordan de åbner deres hjem, så bliver jeg klar over, at rigdom ikke kun handler om penge. Det handler også om at være rig på menneskelige kvaliteter. Tænk, at man kan føle sig fattig i et u-land!