Et tilfældigt Wigham-hit

Det er første gang, at Phil Wigham har lavet et hit, som er røget helt til tops på hitlisterne.
Det er første gang, at Phil Wigham har lavet et hit, som er røget helt til tops på hitlisterne.

Det var ikke helt planlagt, at ’This Is Amazing Grace’ skulle blive et hit.

Phil Wigham storhitter lige nu med med nummeret ’This Is Amazing Grace’ over hele verden. Men det var faktisk lidt tilfældigt, at sangen blev til noget.

Det er første gang, Wigham topper hitlisterne i sin 10-årige karriere:
– På en måde er det næsten bedre, at det først sker nu. Måske har det hjulpet mig som en yngre musiker til at få de rigtige prioriteringer.
For Wigham er succesen kun en mindre del af at lave god musik.
– Når jeg skriver en sang – hvad enten det er til flere hundredetusinder eller bare til mig eller min kirke – så er det dér, jeg er allermest glad og tilfreds: som sanger og kunstner, siger han.
– Så det er ligesom bare ekstra glasur på kagen. Men det er virkelig fedt, at sangen er blevet så populær.
Phil Wigham skrev ’This is amazing Grace’ med en god ven, Josh Farro, for næsten tre år siden.
– Vi snakkede om livet og om, hvordan det kan være at turnere rundt. Og vi endte med at snakke om Guds nåde, og så skrev vi sangen i Garageband (program på Mac) derefter. Meget uprofessionel lyd selvfølgelig. Og jeg glemte den faktisk.
– Heldigvis gjorde Josh ikke det. Så da nogle af hans venner fra Storbritannien spurgte ham, om han havde noget godt musik, så havde han denne her sang.
Ad mange digitale omveje endte den til sidst hos Bethel Church i Redding, hvor Jesus Culture og Jeremy Riddle blandt andet holder til.
– Riddle er faktisk en af mine yndlings-lovsangsledere. Han hørte den på en computer og ringede til mig og fortalte, at de gerne ville skrive noget af teksterne lidt om. Det var fint for mig, for det var så længe siden jeg havde lavet den, så jeg følte ikke noget ejerskab over den.
– Da jeg hørte den første gang, blev jeg meget rørt over hans stemme og teksten i den. Så jeg tænkte, at den skulle på min egen plade. For at fejre nåden fra en Gud, som er så hellig og fyldt af herlighed, siger Wigham.