Den store hæk

Af Henrik Engedal ung@udfordringen.dk
Af Henrik Engedal
ung@udfordringen.dk

Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne, da jeg for nylig så programmet ’Side om side’ på DR2 en sen aftentime. Det handlede om to naboer, som ikke havde snakket sammen i 15 år, fordi de var blevet uvenner over en misforståelse.

Jeg sad og smilte lidt samtidig med, at jeg tog mig til hovedet: Kunne man virkelig være så stolt og konfliksky på samme tid?
Det kan man åbenbart. Begge var helt sikre på, at de havde ret. Den anden havde opført sig forkert, og det måtte den anden da kunne se. Derfor havde de blandt andet plantet nogle hække, som var flere meter brede. (Så skulle man da i det mindste ikke se på det andet fjols hele tiden…)
Det viste sig, at det var et barns løgn og fantasi, som var kilden til den store nabosplid. Som kristen er det selvfølgelig oplagt at tænke på Jesu befaling om, at vi skal tilgive hinanden. Vi skal ikke bære nag, for det ødelægger os.

(Du kan se programmet på DR2’s hjemmeside – klik her)

Jeg bliver faktisk nogle gange helt rørt, når jeg ser folk løse konflikter eller gøre ting i kærlighed. Fordi så bryder Guds rige igennem her på jorden. Store og små uenigheder og misforståelser gør, at vi hele tiden står overfor valget: Vil jeg blive bitter og hård, eller vil jeg tilgive og gøre mit hjerte blødt? Vil jeg elske?
Svaret er aldrig at blive hård og bitter. Nogle mennesker siger: ”Jeg er ikke bitter, jeg ignorerer ham bare”. Men det passer som regel ikke. De er bitre, og det tærer dem op indvendigt, hvad enten de ved det eller ej. Det er ikke en del af Guds rige.

Jeg kan huske, at der var en fyr, som virkelig irriterede mig, da jeg tog min HF. Han stod for nogle helt andre værdier end mig, og han kunne ikke lide mig – troede jeg. Egentlig havde vi aldrig snakket så meget om det. Det var bare noget, der lå i luften, så derfor kunne jeg heller ikke lide ham!
Men det irriterede mig faktisk, for jeg kunne ikke slappe af og var anspændt, når han var i nærheden. Men så begyndte jeg at bede for ham. Bare stille og rolige bønner om, at Gud måtte velsigne ham og den slags. Der sneg sig nok også et par bønner ind om, at han måtte komme til tro på Jesus, skal jeg da gerne indrømme.
Men ved du, hvad der skete – med mig? Jeg begyndte at få mere og mere kærlighed til ham. Og selv om vi aldrig rigtigt snakkede sammen, så ændrede bønnen min attitude. Dem du beder for, kan du ikke hade. ”Bed for dine fjender”, som Jesus sagde. Det er der nok flere gode grunde til.