Har vi forstået hvem Jesus er?

Bibelen tegner et temmelig omfattende billede af Jesus som Herrens salvede. Man har vi virkelig forstået, at han på samme tid er frelser og magthaver?

Ved afslutningen af sit virke i det nordlige Israel befandt Jesus sig sammen med sine disciple i det hedenske, afgudsdyrkende område ved Cæsarea Filippi. (Se Matt 16,13-23.)

Han havde vandret omkring, undervist, helbredt og udført andre undergerninger. Og inden han drager mod Jerusalem, skal der ligesom gøres status. Er det så forstået, hvem han er?
Jesus vækker disciplenes bevidsthed ved at spørge dem, hvad folk mon mener. Blandt datidens jøder var der flere forslag. Fx at Johannes Døber eller en af de gamle profeter var opstået fra de døde. Men hvad mente Jesu nærmeste? Det var jo dem, som skulle viderebringe vidnesbyrdet om Jesus. Og hele kirkens historie viser jo også, at det har været et afgørende spørgsmål.
Det forløsende svar på Jesu spørgsmål kommer fra Peter. Du er Kristus (et græsk ord der svarer til det hebraiske Messias), hvilket betyder ”Den Salvede. At Peters svar var betydningsfuldt, fremgår af Jesu reaktion: Peter, det har du fået åbenbaret.

Et sammensat Messias-billede

Hvad betyder det så, at Jesus er Messias? Bibelen tegner faktisk et temmelig omfattende billede af Jesus som Herrens salvede. I Israels historie var det først og fremmest kongen og ypperstepræsten, der blev salvet og dermed indviet til deres gerning. I Det gamle Testamente (GT) er der i øvrigt en person, der omtales som ”Herrens salvede”, nemlig den persiske kong Kyros. Han fik stor betydning for, at Israels folk blev befriet fra fangenskabet i Babylon. Kyros havde faktisk nogle karaktertræk, som har betydning for en bibelsk Messias-forståelse:
1) Han gennemfører Guds forløsning af sit folk.
2) Han gennemfører Guds dom over Israels fjender.
3) Han får overdraget herredømmet over alle folkeslag.
Når billedet af Jesus er så sammensat og omfattende, er det ikke mærkeligt, at der måtte en åbenbaring til for at forstå, hvem han er.
Alligevel viste det sig, at Peters Messias-forestilling var ensidig. For ham lød det forkert, at Jesus skulle lide og slås ihjel. Derfor måtte Jesus gå i rette med ham.
Også blandt kristne i dag sker det, at en del af Jesus-billedet bliver fremhævet på bekostning af en anden del. Paulus omtaler Jesus som den, der er retfærdighed, helligelse og forløsning (1 Kor 1,30). Hvis vi nedvurderer en eller to af delene, kan det blive til en ”delvis Jesus”. – En Jesus, som man synes bedst passer til ens åndelige forståelse eller behov.

Hvorfor så svært?

Nu kan det være lærerigt for os at prøve at forstå, hvorfor det på Jesu tid var svært at rumme ”hele Kristi fylde” i tro og erkendelse. Hvorfor var det sådan?
Mon ikke forklaringen er den enkle, at datidens bibel (GT) talte om én Messias med flere opgaver. En Messias som skulle komme, og som havde alle de nævnte karaktertræk og opgaver samlet i én person.
Hvad måtte man så forvente sig af Jesus for 2000 år siden, hvis man troede, at han var Messias? Lad os nævne et eksempel. Palmesøndag blev Jesus modtaget i Jerusalem med en bestemt hyldest. Hyldestråbet var hentet fra Zak 9,9-10.
Zakarias-profetien danner tydeligt nok baggrund for, at han blev hyldet som konge med store forventninger. Men gik hele profetien i opfyldelse, både at han skulle komme som den sagtmodige, og at militære våben tilintetgøres, og at kongen på æslet skulle komme med en verdensomfattende fred? Nej, og det førte til den frustration, vi møder hos to disciple, som ikke vidste, at Jesus var opstået fra de døde.
De havde troet, at Jesus var Messias. Men den Messias, som de havde læst om i deres bibel (vores GT), kunne de ikke få til at passe med, at Jesus nu var død. Derfor var troen bristet, hvilket de udtrykte med ordene ”Vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel” (jf Luk 24,21). Lad os nævne endnu et par eksempler, der illustrerer frustrationen hos dem, som fulgte Jesus.
På et tidspunkt blev Johannes Døber sat i fængsel, fordi han havde anklaget den politiske leder for umoral. Som han nu sad i sit fangehul, begyndte tvivlen at nage. Han havde med stor overbevisning peget på Jesus. Men var han nu også den, som skulle komme? Havde Johannes satset forkert? Om Messias havde han læst i Es 42,7, at han skulle åbne blindes øjne og føre fanger ud af fængslet.
Men det var jo ikke sådan, Johannes oplevede sin situation. Han sendte nogle af sine disciple af sted til Jesus for at komme til klarhed. Han fik da en tilbagemelding om alle de ting, der skete omkring Jesus – nemlig helbredelser og forkyndelsen af evangeliet. De var ikke udtryk for, at Messias-tiden var brudt igennem med fuld styrke (Johannes sad stadig i fængsel). Men de var dog et tegn på, at Guds rige var kommet nær, sådan som Jesus havde forkyndt. Derfor har Johannes formentlig fået styrket sin skrøbelige tro.
Lad os endelig nævne situationen, hvor Jesus, efter i 40 dage efter sin opstandelse at have talt til disciplene om Guds rige, får stillet spørgsmålet: ”Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?” (ApG 1,6). De spurgte altså ind til det, som Lukas refererer til før påskens begivenheder i Luk 19,11, hvor det nævnes, at nogle mente, at Guds rige straks ville komme. I den forbindelse er det, at Jesus fortæller dem, at før det sker, skal evangeliet forkyndes for alle folkeslag.

Frelse og herredømme

I udgangspunktet for denne artikel så vi, hvor svært det var for Peter at rumme GTs tale om Messias. Jesus sagde, at Messias-erkendelsen var givet Peter af Gud selv. Men da Jesus begyndte at tale om, at det nu gik ad Jerusalem til, og at han der skulle lide meget ondt og slås ihjel, tog Peter ham til side med ordene ”sådan må det aldrig gå dig.” Hvad Jesus sagde om sin forestående lidelse, var åbenbart uforeneligt med Peters bibelske forståelse af Messias.
Der er kristne, som ensidigt er optaget af den del af Bibelens Messias-billede, der taler om ham som den, der bærer menneskehedens syndeskyld overfor Gud. Og sandt at sige, så hører det med til profeternes billede af Messias. I Es 53,12 står der jo netop, at han skulle regnes blandt overtrædere – altså som en af os. Senere kom Peter (efter Åndens udgydelse på pinsedag) til en ny erkendelse. Det læser vi om i ApG 3,20. I sin prædiken taler Peter her om, at nye tider vil komme, når Gud sender sin salvede, som skal bo i himlen ”indtil de tider kommer, da alt det genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund”.
Den erkendelse står ikke i modsætning (men hører med) til Bibelens samlede billede af Messias som frelser og som tiltræder af verdensherredømmet. Vi ser da også, at den samme profet (Esajas), som har forudsagt, at Messias skulle tilregnes vore overtrædelser overfor Gud, også har forudsagt, at han vil tilintetgøre krigens våben og tiltræde et fredens verdensherredømme (Es 9,4 og 6).
Løfterne i GT tegner altså et dobbelt billede af Messias. Han skal bringe frelse til Israel og folkene, og han skal udøve magt over Israel og folkene.
Det var denne ”hele Messias” som Jesu disciple ikke kunne få til at passe med Jesus. Og sætter vi os i deres sted, kan vi godt forstå deres tankegang. Det Gamle Testamente lover ikke to Messias’er, men én. Hvordan det skal forstås, bliver egentlig først klart, da Jesus forkynder, at han skal komme igen.
Første gang kom han som frelseren, anden gang kommer han i magt og megen herlighed (Matt 24,30). Men det er den samme Messias.
Ifølge løfterne skulle han være både frelser og magthaver. Ved sit første komme og i tiden indtil hans andet komme realiserer han frelsestanken. Ved sit andet komme fuldender han hele Messias-tanken.
Endetidens forførende skikkelser styrtes i ildsøen. Derefter bindes Djævelen i 1000 år for endeligt til sidst selv at blive styrtet i ildsøen (Åb 19,20-20,10), som er bestemt for Djævelen og hans engle. Da slutter frelsens historie, hvor Messias overdrager resultatet af sin messianske opgave til Gud Fader (1 Kor 15,24). Resultatet bliver da, at ”Nu er Guds bolig hos menneskene” (Åb 21,3).

Tronbestigelse – nu og senere

Da Jesus sendte sine disciple af sted for at gøre også folkeslagene til hans disciple, skete det bl.a. med ordene: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden” (Matt 28,18).
Ordene kan egentlig opfattes som hans tronbestigelseserklæring og som en opfyldelse af forudsigelsen i Dan 7,13-14, hvor det hedder: ”Herredømme, ære og kongerige blev givet ham”. En foreløbig opfyldelse af Daniel-profetien sker ved Jesu første komme i forbindelse med tilvejebringelse af frelsen og udbredelsen af kendskabet til den. En endelig opfyldelse sker ved Jesu andet komme, hvor den samme Messias tillige synligt bliver givet magten og herredømmet på jorden.
Det perspektiv er vigtigt, når vi prøver at forstå Det gamle Testamente. Det hjælper os, når vi fx læser den tidligere nævnte profeti om Jesus i Zak 9,9-10. Han kommer ”sagtmodig, ridende på et æsel”. Ja, i forbindelse med sit første komme. ”Krigsbuerne skal tilintetgøres. Han udråber fred til folkene”. Ja, i forbindelse med sit andet komme.