Israelsk basket-team vandt EM

Et israelsk basketball-team, Maccabi Tel Aviv, blev mandag aften kronet som Europamestre, da det i en nervepirrende finale besejrede det spanske hold Real Madrid i en turnering i Milano.

På tilskuerpladserne jublede 10.000 tilrejsende Maccabi-fans, hver gang deres klub fik points.

Kampen bølgede frem og tilbage. I begyndelsen var Maccabi godt bagud, men kæmpede sig frem. Begge sider spillede fremragende og inspirerende, og sejren kunne være gået til det spanske team.

Det halve Israel fulgte kampen på TV. I Milano, hvor de sidste billetpriser til matchen nåede godt over 1000 kr. dominerede de israelske tilskuere – klædt i Maccabis gule farve – og opildnede spillerne med kampråb.

To gange var israelerne bagud med 10 points, men overvandt modgangen. De to hold skiftede til at føre, men i de sidste minutter – på overtid – fik Maccabi en klar føring.

I semifinalen i fredags vandt Maccabi over det russiske hold CSKA Moskva med 68-67.

Maccabi Tel Aviv har flere gange vundet det europæike Liga-mesterskab og har tabt i finalen tre gange. Real Madrid var favorit i denne finale, men – som præsident Shimon Peres, 90, sagde i sin gratulation til spillerne:
– Jeg var ved at få et hjerteanfald af spændingen – I kæmpede som løver.

Storspilleren på israelsk side var Tyrese Rice, som scorede ikke færre end 26 points.